Prøv avisen
Interview

"Mine ofres tilgivelse var vejen ud af kriminalitet"

”Undskyld er bare et ord. I dag siger jeg, at undskyld er en handling. Du skal gøre det,” fortæller Peter Woolf. - Foto: Bjarne Nørum

Først da Peter Woolf mødte ofrene for sin kriminalitet, fandt han ud af, hvor stor skade han havde gjort på andre mennesker

For 15 år siden mødtes Peter Woolf modstræbende med ofrene for to af sine indbrud. Det var en del af et projekt, hvor ofre og kriminelle skulle se hinanden i øjnene.

Forud var gået 35 år på livets skyggeside med kriminalitet, alkohol- og stofmisbrug og et grundigt kendskab til landets fængselsvæsen.

Som niårig skabte han respekt om sin person ved at slå en ældre dreng fra en nabobande i London i hovedet med en skovl. Året efter røg han sin første joint og var med det samme afhængig.

”Det var både begyndelsen og enden,” fortæller Peter Woolf, som Kristeligt Dagblad møder over en limonade på en pub i den engelske by Norwich.

”Nu ryger jeg ikke, drikker ikke, tager ikke stoffer og er egentlig ret kedelig. Det er den totale modsætning,” siger han med en god portion selvironi.

Skiftet kom, da han mødte to ofre for sine kriminelle handlinger. En læge, hvis dør til lejligheden han smadrede for at stjæle en bærbar computer, og forretningsmanden Will Riley, der overraskede Woolf under et indbrud, hvilket endte i en slåskamp.

Det var første møde med ofre for hans kriminalitet.

”Når du er i en retssal, er det sterilt. Dommeren siger, at du er en dårlig person. Men det ved du godt, for du kommer ikke for en dommer, hvis du er en god person. Og det var mit job at være kriminel, og jeg kunne altid retfærdiggøre det med, at de var rige mennesker, som havde råd til det,” fortæller han.

I fængslet have han læst en bog af Desmond Morris om menneskelig adfærd og kropssprog og vidste, hvad der skulle til for at spille nervøs eller pinligt berørt.

”Og jeg troede, at jeg kunne dukke op til det møde, fortælle et par historier og alt det sædvanlige. Men jeg kunne ikke have taget mere fejl.”

Det afgørende øjeblik var, da han henkastet i en bisætning sagde til Will Riley ”da vi mødtes første gang”.

”Han eksploderede. 'Vi mødtes ikke til et cocktailparty. Du brød ind i mit hjem'.

Og hans hustru, Francesca, var der, og han vendte sig mod hende og sagde

'Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne beskytte dig og vort hjem. Tilgiv mig'.

Og jeg tænkte, at det var mig, der skulle sige det. Men den store mand græder, mens han fortsætter med at fortælle, at hans lille datter kom hjem med barnepigen og så sin far, sin supermand, smurt ind i blod,” husker Peter Woolf, som også fortæller, hvordan lægen græd, da han forklarede den skade, han havde gjort, ved at stjæle hans computer.

”Og det var bare, fordi jeg ville have to poser med heroin. Og pludselig var der ikke noget, der kunne retfærdiggøre det,” siger Peter Woolf.

Som afslutning på det halvanden time lange møde spurgte mødelederen, hvad Peter Woolf kunne gøre for at rette op på skaden.

”Og jeg forventede, at de ville sige, at jeg skulle hænges, piskes, bures inde og nøglen smides væk, som jeg altid havde fået at vide. Men Will Riley så mig direkte i øjnene og sagde:

'Du er en kvik mand, du kan gøre noget med dit liv'.

Og de ville have, at jeg skulle deltage i kurser, så jeg kunne komme ud af mit misbrug og få en uddannelse. Og det var mennesker, hvis liv jeg havde ødelagt, som ville give mig et nyt liv. Det væltede mig omkuld,” fortæller Peter Woolf.

”Jeg vidste ikke, hvad der skete. Det tog mig noget tid at forstå, at det behov for tilgivelse ikke handlede om mig. Men om dem. De havde brug for at lægge deres egne dæmoner væk,” siger Peter Woolf, som siden har fundet samme behov for tilgivelse i sig selv.

”Som barn blev jeg seksuelt misbrugt og gruppevoldtaget af pædofile, og i mange år hadede jeg dem og ønskede dem alt det værste. Jeg talte aldrig om det på grund af skammen og skylden.”

”Men jeg fandt, at jeg havde det i mit hjerte, at jeg kunne tilgive - selvom jeg aldrig fortalte dem det, fordi de var døde. Men jeg sagde:

'Jeg tilgiver jer og vil ikke lade jer ødelægge mit liv mere'. Og det satte mig fri. Og jeg tilgiver mig selv, hvilket er en del af rejsen. For jeg plejede at være et forfærdeligt menneske. Men fra jeg begyndte at sætte andre mennesker først, blev mit eget liv omgående bedre,” siger Peter Woolf.