Prøv avisen

Tilgivelsen er den kristne tros bouillonterning

”Man kan mærke den primitive trang til at give efter for lysten til hævn, hvorimod tilgivelsen altid føles unaturlig. Den er … civiliseret,” siger radiovært Iben Maria Zeuthen. Foto: Leif Tuxen

Vi dømmer andre mennesker, hver gang vi kategoriserer dem, mener radiovært Iben Maria Zeuthen, som indleder hver dag med en salme

"Hej, jeg hedder Sofie, og jeg er bange for mennesker."

Sådan sagde en kvinde til radiovært Iben Maria Zeuthen, da lytteren under en udsendelse ringede ind og fortalte om, hvordan hun altid mærkede andres øjne på sig, altid følte sig bedømt, når hun gik uden for døren.

"Jeg har altid været et meget socialt menneske, og alligevel kunne jeg godt sætte mig ind i, hvordan hun havde det," siger Iben Maria Zeuthen, mens hendes lavmælte stemme næsten, men også kun næsten, drukner i den stærke blæst og trafiklydene fra Vesterbro i København, hvor Kristeligt Dagblad møder den 27-årige kvinde.

I to timer hver dag det seneste år har samme stemme på Radio24syv med programmet Ibens skabt taleradio med fordybelse og debat, som lytterne har været med til at sætte dagsordenen for.

Den forståelse af et helt menneske, som samtalen med Sofie åbnede for, er ifølge Iben Maria Zeuthen første skridt væk fra at dømme og fordømme andre, som søndagens prædiketekst advarer mod.

Derfor har det været en præmis for hendes arbejde, at hendes programmer tager sig tid til at forstå de mennesker, de skildrer, og ikke bare placere dem i kategorier, som vi ofte har tendens til. For de kategorier holder sjældent i virkeligheden:

"Det slår mig tit, hvor kort vej der er til, at vi alle sammen kunne være nogle helt andre. Der er usandsynlig kort vej til, at jeg kunne have været hjemløs. Og til at hende den prostituerede kunne have haft min lejlighed. Derfor væmmes jeg ved, at man taler om sociale tilfælde som en isoleret kategori. Det er dybt arrogant," siger Iben Maria Zeuthen og forklarer:

"Selvom jeg ikke havde det som Sofie, forstod jeg hende, forstod, hvordan hun mærkede åget af andres mening på sine skuldre. Jeg har prøvet at føle mig skudt ud i en galakse og følt, at verden er væltet ned over mig."

Samtalen med Sofie fik Iben Maria Zeuthen til at reflektere over, at vi ofte dømmer os selv allerhårdest, og at det også er fra os selv, at tilgivelsen, som søndagens tekst fordrer, skal komme. Både når det gælder andre og os selv.

Hun kalder tilgivelsen for den kristne tros bouillonterning. Det er her, den moderne tro adskiller sig fra Det Gamle Testamente og fra de nordiske sagaer, hvor personerne ikke rokker sig, fordi hævnmotivet hele tiden fylder. Tilgivelsen fordrer fremdrift i kulturen, men også i vores personlige liv. Og så er den meget svær, ja, nærmest overmenneskelig for os at praktisere. Både når vi skal tilgive os selv og andre:

"Jo mere udviklet man prøver at være oven i hovedet, i des højere grad vil man kunne hæve sig op over sine hævngerrige impulsreaktioner," siger hun og forklarer:
 
¨LÆS OGSÅ: Skynd dig at blive enig

"Når man føler sig vred og skuffet og svigtet, kan følelsen af at ville sætte en finger der, hvor den uretfærdige handling er begået, være lige så ... ja, lige så fristende som at spise hele resten af kagen, der er tilbage i køleskabet."

Hun tænker sig om et øjeblik, før hun indrømmer, at hun selv flere gange har været utrolig stolt af at kunne tilgive en anden for så at opdage, at hun kun var i stand til at tilgive, fordi det, hun havde været vred over, ikke længere betød noget.

Og så var det jo snydetilgivelse, siger hun med glimt i øjet.

"Man kan mærke den primitive trang til at give efter over for lysten til hævn, hvorimod tilgivelsen altid føles unaturlig. Den er civiliseret. Jeg tror, at det er filosoffen Arno Victor, der har sagt, at man kan måle graden af civilisation i et samfund på, hvor meget selvtægt og hævn, der bedrives i den ene ende af skalaen, og på, hvor meget samfundet hviler på tilgivelse i den anden."

Iben Maria Zeuthens fars slægt er grundtvigsk, mens hendes mor er ud af en katolsk slægt, hvor mormoderen havde meldt sig ud af kirken. Derfor var hendes forældre uenige om, hvorvidt den lille Iben Maria skulle døbes:

"Min mor ville ikke have mig døbt, men en dag dukkede en af min fars slægtninge op med en djævlemaske på og råbte til min mor: Kan du lugte svovlet?" Kort tid efter blev jeg døbt i den danske sømandskirke i Nyhavn, fortæller Iben Maria Zeuthen.

Senere kom overvejelsen om konfirmation. Som endte med et ja til Gud, men som på det tidspunkt mere var et ja til den del af hendes arv, der handlede om folkekirken:

"Faktisk har jeg tænkt over og nu ved jeg, at en masse vil sige mig imod men om man skulle omformulere konfirmationsordlyden fra Tror du på Gud? til noget i retning af Kan du mærke Gud?. For det er i virkeligheden den følelse, jeg selv har ventet på," siger hun alvorligt.

Det er om aftenen, at hun har mest brug for at tro. For det er i mørket, at hun kan få fornemmelsen af, at verden vælter ind over hende. Om morgenen føler hun altid en taknemmelighed for at vågne og over, at natten er overstået.

"Det lyder måske lidt voldsomt, men det er jo lidt ligesom at blive født på ny hver dag," siger hun.

Iben Maria Zeuthen starter hver dag med at finde en salme i sin salmebog, slå den op på Spotify en online-musiktjeneste og læse og høre den samtidig. Ritualet skaber et lille, afsluttet stemningsbillede i en travl hverdag. Søndage kan hun finde på at gå ned på en cafe og hente en kaffe to go og gå videre for at sidde og vågne inde i Vartov Kirke eller Immanuelskirken på Vesterbro. Troen er blevet en lille, men vigtig del af hendes hverdag:

"Ofte ender spørgsmålet om kristen tro i en argumentatorisk, teologisk diskussion. Men for mig var det at tro ikke en rationel beslutning. I stedet er den i løbet af de sidste år kommet til mig som en nærmest fysisk naturlighed," siger hun.

Søndagens tekst fra Lukasevangeliet 6, 36-42.