Prøv avisen
Bedste&værste

Tilgivelsen slår streg over forurettethed og smålighed

Der findes slet ikke noget multireligiøst samfund i store dele af Danmark, gør Ivar Brændgaard opmærksom på. Pressefoto.

Absolutionen er kristendommens glædelige løfte. Men absolutismen er den tunge arv fra kirkehistorien, siger Ivar Brændgaard, direktør for TV Midt/Vest

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det er absolutionen. Det er at kunne få tilgivelse, ubetinget tilgivelse for alt, hvad et menneske igennem et liv har været årsag til af ondskab og nederdrægtighed. Det er kristendommens helt utrolige, men håbefulde budskab til alle mennesker. Og når dette glædelige budskab synker helt ind i et menneske, finder det overskud til selv at tilgive og slå streg over forurettethed og smålighed. Derved bliver det muligt at komme igennem bønnen ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Det kan være næsten helt umuligt at begribe, at tilgivelsen er betingelsesløs. For det matcher bare ikke med vores livserfaring.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er absolutismen. Kirkehistorien er fuld af dens spor. Der er forfærdelige perioder, hvor kirke og stat gik sammen om at bestemme, hvad sand kristendom var, og derefter udryddede eller forfulgte og uddrev anderledes troende. Der har været kristne samfund, der har opført sig, som visse islamister gør i dag. Men det foregik også i min barndom og ungdom, hvor der var personer i Indre Mission, som ikke bare kunne anvise den eneste sande vej til Kristus, men også tog patent på den. Det var skræmmende. Ingen har patent på sandheden om Kristus, men vi kan alle søge ind mod Kristus, og vejene til Kristus er som egerne på et hjul.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

At der er så mange danskere, der vil være med i folkekirken, og som vil betale til den. På trods af diverse kampagner, der med jævne mellemrum fortæller, hvor astronomisk mange penge et folkekirkemedlem kan spare igennem et helt liv ved at melde sig ud af folkekirken, er der fortsat 78 procent af befolkningen, der vil være med til at betale. Og det er virkelig godt, at Folketinget tillader, at beløbet til folkekirken kan betales sammen med skatten. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at folkekirkemedlemmerne finder sig i, at de rige områder kan slippe med at betale 0,5 procent i skat, mens udkantsdanskerne betaler helt op til 1,4 procent. Og så er der endda procentvis flest folkekirkemedlemmer i de tyndest befolkede områder som Thy og Mors, hvor de har et væld af middelalderkirker, som de ikke kan slippe af med, selvom de slet ikke har brug for dem alle. Når jeg kommer rundt i andre lande, kan jeg se, hvor meget det betyder, at danskerne slutter så fuldtonet op om folkekirken. Hvor mange kirker i andre lande er misligholdte af mangel på indsamlede midler, så står de danske kirker og sognegårde velholdte og velbevarede. Det kan vi glæde os over og være stolte af.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er magttomrummet. At den folkekirkereform, som var blevet udarbejdet mellem alle betydende interessegrupperinger i folkekirken, ikke kunne gennemføres. Det var en historisk mulighed. Ærgerligt, at de borgerlige partier ikke kunne indse det. Ingen reform betyder, at magten til styring nu fortsat kan ligge hos kirkeministeren, hvilket er fatalt, når der dukker en minister op, der skal bruge den taburet til at promovere sin egen karriere. Men når kirkeministeren kender sin plads, så betyder det blot, at Kirkeministeriets embedsmænd får eller tiltager sig magten til at træffe beslutninger og udføre ledelse. Det er de ikke valgt til, men det afstedkommer en uhensigtsmæssig magtkoncentration på kontorchefgangen.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det hele. Gudstjenesten er en fantastisk oase i mit liv, hvor jeg kan deltage, uden at der kræves noget af mig, uden at jeg skal være i centrum. Her kan jeg forglemme mig selv og blive suget ind i menighedens salmesang og lytte til søndagens budskab, der oftest stiller mit liv i et nyt lys og giver livsglæde, fordi jeg igen og igen får at vide, at jeg ikke selv skal mestre det. Jeg skal tage imod det og forundres over hver eneste dag, som jeg får skænket. I disse tider, hvor vi bliver målt på vore præstationer, hvor vi bliver jaget af sted i et forsøg på at nå alt det, der forventes af os, eller som vi selv sætter os for, da bliver gudstjenesten et fredhelligt sted.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

At den kommer til at dele menigheden i to. I min barndom var det sådan, at størstedelen af menigheden rejste sig og forlod kirken før altergangen, som det hed dengang. Herefter var der kun en brøkdel af menigheden tilbage, der deltog i resten af gudstjenesten. Dengang gik man kun til alters få gange om året, og nogle steder skulle man først have været til skriftemål, som fandt sted, før den egentlige gudstjeneste begyndte.

Det er blevet meget bedre. I dag bliver alle siddende til hele gudstjenesten, også dåbsgæsterne, der ofte fylder godt op i kirken. Men når indstiftelsesordene har lydt, er det kun de kirkevante, der deltager i nadveren. Menigheden spaltes. Knæfaldet er i vejen. Alterskranken bliver uoverkommelig. Derfor må den opgives - i hvert fald på visse søndage, når der er mange deltagere, der ikke er vant til at gå i kirke.

Og midlet hertil findes. Det opstod af praktiske grunde på de store kirkelige sommerlejre, hvor tusinder deltog i den samme gudstjeneste, og når nadveren så skulle uddeles, skete det flere steder rundt om på gudstjenestepladsen ved, at deltagerne modtog en oblat, som de dyppede ned i vinen og herefter spiste. Denne form har siden med succes fundet vej ind i kirken, hvor jeg senest har oplevet den ved bispevielsen i Viborg.

Så spring over den uoverstigelige alterskranke og uddel nadveren foran. Det giver fin symbolsk mening, at menigheden danner en cirkel på vej til og fra modtagelsen af nadveren. Barrieren vil blive brudt, og gudstjenesten vil blive et hele, hvor nadveren bliver gudstjenestens rette højdepunkt.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

At døbte mennesker tvinges til at tænke over, ja, endda definere, hvad det egentlig betyder at være blevet kristnet i dåben. Nu er der kommet andre livsanskuelser til landet, som gør, at det kristne Danmark kan blive udfordret. Det sker ikke uden kriser. Men sådan var det også, da jøderne og huguenotterne kom til landet. Det startede med angst og isolering og intolerance, men de er blevet til stor kulturel berigelse for Danmark.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

At vi igen lader det ende op i isolation på grund af en forfejlet integrationspolitik. Lad mig give et eksempel. For små 15 år siden blev der placeret 300 somaliske flygtninge i Hvidbjerg på Thyholm, i et lille samfund i vandkantsdanmark. Hele den dengang selvstændige kommune tog opgaven på sig med fynd og klem. Disse høje, flotte sorte somaliere skulle integreres på alle planer i kommunen, og de blev hilst hjerteligt velkomne. Alle sejl blev sat til. Borgmesteren drømte allerede om, hvordan børnehaver og kommuneskolen kunne opretholdes på fuldt blus fremover, for det var et kærkomment tilskud til befolkningstallet. På TV Midt/Vest fortalte vi mange succeshistorier om denne vellykkede integration. Men da der var gået tre år, og stavnsbåndet blev ophævet, så flyttede alle somaliere i løbet af en måned til Gellerup ved Aarhus, og de bidrog derved til ghettoiseringen, og thyholmboerne stod undrende tilbage. Havde der bare været 10 års bopælspligt, så ville integrationen være lykkedes. Nu findes der slet ikke et multireligiøst samfund i store dele af Danmark.