Prøv avisen

Tolerance er et af Islams primære kendetegn

Tiden er kommet til en reform, der rummer en tilbagevenden til Islams fundament, mener Sherin Khankan i et indlæg i debatten om Islam og stening. Læs flere indlæg på hjemmesiden www.religion.dk

Islam, religionsfrihed og tolerance

I forbindelse med debatten om Islam og stening som straf for utroskab skriver formanden for Forum for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan (forkortet af red.):

Der har blandt muslimer altid foregået en kamp om retten til at fortolke Koranen. Denne kamp involverer såvel reaktionære røster, der søger at fastholde en konservativ fortolkning af Islam, som nye, progressive muslimske stemmer, der ønsker at sprede reform og udvikle en tolkning af islam, der bygger på demokratiske og humanistiske værdier. En debat, der altid har fundet sted blandt muslimer.

Islam betyder underkastelse og fred, og tolerance er et af islams primære kendetegn. Islam er en ophævelse af alle former for skel. Raceskel, kønsskel, etnicitet, nationalitet og privilegier. Det eneste, der adskiller et menneske fra et andet, er åndelig fortrinlighed eller dyd forstået som retfærdig handlen.

I mennesker, Vi har visselig skabt jer alle af mand og kvinde og gjort jer til folk og stammer, for at i må kende hinanden. Sandelig, den retfærdigste blandt jer har størst ære hos Allah, thi Allah er alvidende og kender alle ting (Koranen 49:14).

Islam og nationalisme er uforenelige størrelser. Når forældre tvinger deres børn til at gifte sig med en af samme nationalitet eller familie, kan dette ikke legitimeres ud fra Koranen. Koranens retfærdighedsbegreb er ikke begrænset af race, køn, tro eller nationalitet.

Sandelig, Allah befaler jer, at I giver den betroede myndighed til dem, der er den værdig, og at I - når i dømmer mellem mennesker - dømmer med retfærdighed... (Koranen 4:59).

Koranen foreskriver ligeledes religionsfrihed og siger, at der ingen tvang må være i religion.

Der må ikke være tvang i religionen, thi sandheden er visselig let at skelne fra løgnen (Koranen 2:257)

Koranen siger, at den har sendt Profeten Muhammad for at vejlede og formane hele menneskeheden. Der er tale om vejledning gennem barmhjertighed og ikke diktat.

Og vi har udelukkende sendt dig som en barmhjertighed for alverden (Koranen 21:108)

Koranen blev åbenbaret stykvis og skal læses stykvis, indtil man fatter den i sin helhed.

Ud af Koranens over 6000 vers er der kun 350 vers, der har et direkte juridisk indhold. Koranen angiver i højere grad et rationelt system og moralske retningslinjer for, hvorledes man bør leve sit liv, fra man fødes, til man dør. Der er altså tale om retningslinjer og ikke love, der dikterer, hvorledes man bør handle.

Netop derfor er debatten om fortolkning væsentlig. Desværre vælger majoriteten af vore religiøse vejledere en reaktionær fortolkning af Koranen, der ikke giver plads til individualitet og sund fornuft, og som ikke viderefører den progressive linje, som Profeten Muhammad (FVMH) startede.

Tiden er kommet til reform, der rummer en tilbagevenden til islams fundament samt en inddragelse af universelle grundlæggende værdier (demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed, religiøs og politisk pluralisme osv.).

Sherin Khankan

Messianske jøder og stening

Spørgsmål: Hvad er egentlig den traditionelle/almindelige holdning blandt jøder til »messianske jøder«, som mig bekendt både anerkender Jesus som Messias og kristenhedens treenighedslære? Er de at betragte som jøder? Kommer de i de jødiske synagoger?

Endvidere kunne det være interessant at vide, om du tror, at jøderne (Israel) på et tidspunkt vil vende tilbage til et teokratisk styre?

Der har været en del debat om stening, og jeg har ikke fulgt rigtigt med i det, men mit spørgsmål lyder: Hvorfor og hvornår opgav jøderne den bibelske praksis med stening af f.eks. utugtige?

De bedste hilsner

Palle Luvin

Du rammer noget centralt, men jeg må jo hellere være ærlig. For mig er de to elementer modsætninger og kan ikke forbindes. Altså, man kan naturligvis godt være født af en jødisk mor og tro på Jesus som Messias, men så tror jeg de fleste vil blive opfattet som kristne. De er jøder med mindre de selv siger fra.

Nej, jeg tror ikke på noget teokratisk styre i Israel. Jeg tror, at jødedommen har en evne til at »forny« sig på de gamle præmisser. Altså demokrati frem for teokrati.

Stening eller andre former for fysisk straf, der førte til døden, er nærmest ukendt i praksis. I talmud, som beskriver det jødiske samfund i en periode fra ca. 100 f.v.t. til 400 efter, er der ingen beskrivelser af andet end teoretiske diskussioner, og de fleste er af den opfattelse, at menneskelig dødsstraf ikke kan praktiseres.

De voldsomme straffe, der omtales i Biblen, er efter jødisk opfattelse en måde at fortælle om graden af de alvorlige fejltagelser, som mennesket gjorde.

Under alle omstændigheder, selv hvis den form for straf har været praktiseret, har den være »ude af drift« siden templets ødelæggelse.

Hilsen

Bent Lexner

Spørgsmål: Jeg har et spørgsmål angående »den frie vilje«. Hvor i Bibelen finder jeg en forklaring på, hvad der menes med, at vi har fået en fri vilje?

Indimellem oplever jeg det tolket som et spørgsmål om fri vilje til at vælge mellem at tro eller ikke tro, eller et spørgsmål om at følge Bibelens love eller ikke at følge dem. Kan det tænkes, at vi i stedet har lige præcis det, ordene beskriver: en fri vilje til at vælge lige præcis sådan, som vi føler er rigtigst for os? Eller kræver det ifølge Bibelen, at vi vælger noget ganske bestemt? Hvis du kan give mig en brugbar forklaring, vil jeg være dig meget taknemmelig.

Med venlig hilsen

Inger Schou

I Bibelen behandles de eksistentielle spørgsmål sjældent på en tematisk måde.

Når du spørger om den frie vilje, vil jeg i Det Gamle Testamente f.eks. henvise til syndefaldsberetningen, 1. Mosebog 3, og til Guds opstilling af livets og dødens vej, 5. Mosebog 30, 15-20. Fra Nye Testamente vil jeg især henvise til Paulus' ord i Romerbrevet 7, 7-25 - om, at vi ikke evner at gøre det gode, som vi vil.

Troen er efter min opfattelse ikke et valg, men en gave - og alligevel er det ikke bare noget, der overgår en passivt. For troen er også at komme til det ord, der rummer sandheden om en, og troen er at give sig over til det, som man måske ikke evner at gribe med sin forstand. At den frie vilje skulle være at gøre lige, hvad vi føler er rigtigst for os, er en risikabel tolkning. Set i Bibelens lys indebærer det ikke frihed, men meget hurtigt ufrihed, fordi vi ikke er vores egne herrer. Sand frihed ligger der i kristendommens forståelse i at være bundet til Gud og til vores næste. Når vi lever ud af dette forud givne, har vi den største mulighed for at erfare frihed - siger kristendommen.

Niels Henrik Arendt