Tre danskere: Disse kirkelige initiativer betød meget for os

Over den næste måned vil Kristeligt Dagblad finde årets bedste kirkelige tiltag. Tre danskere fortæller her om et projekt med rod i kristendom, som har gjort en forskel for dem

Theresa Kristensen, Pourya Zaim og Lene Helbrønd har alle haft gavn af kirkens initiativer.

I Natkirken mødte jeg et fællesskab, jeg havde brug for

Theresa Kristensen, kirketjener i Aarhus Domkirke

Denne artikel er en del af en serie:

Danmarks bedste kirkelige initiativ

Gå til seriesiden
Theresa Kristensen, Pourya Zaim og Lene Helbrønd har alle haft gavn af kirkens initiativer.
Foto: Niels Åge Skovbo

I 2009 døde min stedfar af en hjerneblødning. Det skete pludseligt, og vi var alle i chok. Min lillesøster, som var otte år dengang, havde set, at man i Natkirken i Viborg kunne få kiks og saftevand, og hun ville gerne af sted. Så vi tog derned.
Det blev indgangen til folkekirken for mig. Jeg var omkring 20 år dengang og havde egentlig lagt kirken en smule bag mig. Men vi blev mødt af så stor en varme og rummelighed i kirken, at jeg virkelig følte mig ønsket i fællesskabet. Det havde min familie og jeg brug for i den situation.
I Natkirken blev jeg opfordret til at deltage i taizéandagter, hvor man sidder og synger de samme korte, meditative sange igen og igen. Man ryger efterhånden ind i en meditativ tilstand og bliver på den måde tvunget ud af sit eget hoved og ind i sit hjerte. Til andagterne har jeg mødt mennesker, der virkelig har inspireret mig og har givet mig følelsen af at være til et sted. Det har på alle måder været utroligt berigende.

Jeg gør en forskel for andre mennesker i genbrugsbutikken

Lene Helbrønd, butiksleder i Kirkens Korshærs’ genbrugsbutik i Hillerød

Theresa Kristensen, Pourya Zaim og Lene Helbrønd har alle haft gavn af kirkens initiativer.
Foto: Kirkens Korshær

For 17 år siden kom jeg forbi den genbrugsbutik, Kirkens Korshær var ved at åbne i Hillerød. Der var en seddel på døren om, at de søgte frivilige, og jeg tænkte, at jeg kunne hjælpe til en dag om ugen. Nu har jeg været butiks­leder i 14 år, og siden jeg gik på efterløn, har jeg brugt meget tid der.
Muligheden for at være frivillig har betydet meget for mig, for gennem arbejdet er jeg med til at gøre en forskel for andre mennesker. Det kan slet ikke beskrives, hvor godt det føles. Som en del af arbejdet er vi frivillige nogle gange på besøgsdage, hvor vi for eksempel besøger Kirkens Korshærs væresteder og herberger. Det at vide, at min indsats er med til at få de projekter til at løbe rundt, gør, at jeg brænder endnu mere for at gøre en forskel. Det går virkelig i blodet på en, når man er frivillig et sted, hvor man kan mærke, at der er brug for det.
Efter min mand gik på pension, er han også begyndt at arbejde i butikken. Så nu er det også noget, vi har sammen, og han er efterhånden blevet lige så dedikeret som mig.

Kirken hjalp mig med at finde ro, da jeg sad i et asylcenter

Pourya Zaim, arbejder i hjemmeplejen i Vejle

Theresa Kristensen, Pourya Zaim og Lene Helbrønd har alle haft gavn af kirkens initiativer.
Foto: Privatfoto.

Jeg sad i fængsel i Iran i to år, da jeg var politisk aktiv og kæmpede for menneskerettigheder. Da jeg kom ud, havde jeg fået PTSD, og jeg søgte asyl i Danmark i 2015. Her sad jeg i forskellige asylcentre i fire år.
I halvandet år sad jeg i asylcentret i Jelling, og her kunne man deltage i ”International Church”. Her kunne man både komme i kirken til gudstjenester og komme i sognehuset efterfølgende, hvor vi drak kaffe og snakkede om forskellige ting. Alle var velkomne – kristne og ikke-kristne, asylansøgere og lokale – og vi ville snakke om dansk kultur, kvinderettigheder, dagligdagsting og så videre. Jeg er også god til at lave iransk mad, så det fik de også glæde af.
Både det at komme i kirken og synge og det at være sammen med andre i sognehuset gjorde, at jeg begyndte at falde til ro. Jeg fik det meget bedre, og i dag bor jeg i Vejle og er hjemmeplejer. Til oktober starter jeg min uddannelse som social- og sundshedsassistent.