Prøv avisen

En konfirmand, en pårørende og en nybagt mor: Disse tanker har vi gjort os om kirkens tilbud

En konfirmand, en pårørende til en afdød og en forælder til en nyfødt forklarer, hvilke tanker de har gjort sig om brugen af store kirkelige handlinger

Sophia Amstrup er 13 år. Hun er en af de unge, der i år har valgt at blive konfirmeret, og hun glæder sig til den store dag i april.

”Det bliver stort at sidde oppe foran alteret og sige ja til, at man tror på kristendommen. For jeg kommer til at sige ja på mine egne vegne i stedet for, at det er mine forældre, der taler for mig, ligesom da jeg blev døbt som lille. Jeg bestemmer selv den her gang.”

Sophia bor i Silkeborg sammen med sin mor og sine søskende. Til hverdag går hun til konfirmationsforberedelse og i 7. klasse på Hvinningdalskolen. Familien går ikke meget i kirke – kun til højtider som julen. Alligevel er Sophia ikke i tvivl om, at hun tror på Gud i én eller anden forstand.

”Jeg tror på ham, men ikke som en gammel mand, der sidder på en sky oppe i himlen. Han er mere en vind, som kan give én et lille skub, hvis man har brug for det,” siger hun og mener også, at Gud har været på jorden engang i form af Jesus.

Hendes søskende er også alle sammen døbt, og de, der er gamle nok, er konfirmeret. ”Det er bare altid noget, vi har gjort i min familie, og i den sidste tid, hvor konfirmationen er begyndt at nærme sig, har jeg tænkt meget over, at jeg også gerne vil.”

Jakob Heibergs forældre har aldrig været troende. Det har han selv og hans søster heller ikke, og derfor var det mest naturligt for dem at holde en ikke-kirkelig bisættelse for deres mor, da hun døde i 2010.

”Det er gennem flere generationer, at vores familie har været ikke-religiøse, så det var faktisk rart, at Gud ikke var involveret i bisættelsen. Nogle holder af den kirkelige ceremoni, fordi den indeholder et håb om gensyn, men hvis man ikke er religiøs, kan det være svært at relatere til. Jeg tror ikke på et liv efter døden,” siger han.

Det var første gang, at Jakob Heiberg selv deltog i en ikke-kirkelig begravelse eller bisættelse. Fem år senere blev hans far bisat ved en lignende ceremoni, og når han selv engang dør, vil han også have en ikke-kirkelig begravelse, siger han.

”Det er en meget smuk måde at markere overgangen fra de levende til døde på. Og jeg synes, det er nødvendigt at have en form for ceremoni, så de efterladte kan tage ordentlig afsked med personen,” siger Jakob Heiberg, der er 62 år og har egen design- og arkitektvirksomhed.

Begge forældrenes begravelser fandt sted i et kapel. Her sang de medvirkende sange som for eksempel den norske digter Nordahl Griegs ”Kringsatt av fiender”, og nogle holdt taler. Der blev spillet jazzmusik, fordi forældrene lyttede til dette, og til sidst blev kisterne hentet af en rustvogn.

30-årige Tine Wium og hendes kæreste skal til maj have deres første barn. De ved, at det bliver en pige, og de ved, at hun ikke skal døbes.

”Det skal hun ikke, fordi vi ikke tror på Gud. Hvis hun skulle vokse op og blive troende, kan hun selv vælge at blive døbt. Vi mener, at sådan noget er en stor beslutning, og et valg man aktivt selv bør tage, når man er gammel nok,” siger hun.

Tine Wium er født og opvokset i Aarhus, hvor hun både blev døbt og konfirmeret. Hendes forældre har altid været medlemmer af folkekirken, og selv troede hun på Gud som barn, men kom senere i tvivl. Hun valgte at blive konfirmeret, fordi hun gerne ville have en fest, og fordi klassekammeraterne og hendes forældre så det som en vigtig tradition.

”Men det gik lige så stille op for mig, at jeg ikke var troende. Og når hverken jeg eller min kæreste tror, giver det ikke mening for os at døbe vores pige,” siger Tine Wium, som bor i Nørre Snede lidt uden for Horsens og er i lære som bygningssnedker.

Selvom det kommende forældrepar ikke er troende, er de stadig medlemmer af folkekirken.

”Jeg kan godt lide folkekirken som institution. Jeg synes, det er vigtigt at bevare de flotte kirkebygninger, og så kan jeg jo se, at den gør mange folk glade. Det har jeg ikke noget imod at betale kirkeskat til, men det er også noget andet end at deltage i kirkens ritualer,” siger hun.