Prøv avisen

Tre generationer: Det betød vores konfirmation for os

”Altså, man må vel komme til at føle et større ansvar i skolen og derhjemme, og man får også at vide, at man er mere moden. Men jeg tvivler på, at mange mærker den store forskel,” sagde 13-årige Søren Søndergaard, da Kristeligt Dagblad mødte ham inden hans konfirmation den 7. maj i Tødsø Kirke. Her ses han med sin mor, Susanne Søndergaard, og mormor, Sonja Søndergaard. Foto: René Schütze/Ritzau

Sonja Søndergaard husker konfirmationen som en slags eksamen og indgang til det voksne arbejdsliv. Datteren Susanne mindes mest bare den lange kjole, hun ikke ville have på, og barnebarnet Søren kæmper stadig lidt med at nå at lære trosbekendelsen. I anledning af den store konfirmationsdag, store bededag, har Kristeligt Dagblad talt med de tre generationer om deres konfirmation og dens betydning

Denne artikel blev første gang udgivet 11. maj 2017.

Sonja Søndergaard har fundet et blomstret fotoalbum frem. Hun tager nogle billeder ud af de små plasticlommer og spreder dem ud på bordet foran datteren og barnebarnet.

”Der er du, Susanne,” siger hun og tager fat i et billede, hvorpå en rødhåret pige iført en langærmet hvid kjole med flæsekanter smiler.

45-årige Susanne Søndergaard kigger på billedet og nikker. Hun var ikke glad for den kjole, kan de begge huske. Eller kjoler generelt for den sags skyld. Konfirmationen var vist sidste gang, hun nogensinde iklædte sig en.

Men den er trods alt pæn og neutral, siger de, og journalisten indskyder, at den vel nærmest kunne være blevet brugt i dag.

”Neeej,” udbryder de begge, ”i dag er kjolerne så korte. Ingen har lange kjoler mere.”

”Hvem er det?”, spørger Søren Søndergaard, som sidder ved siden af, og peger på et andet fotografi.

”Det er din morfar.”

”Han ligner Ulf Pilgaard.”

13-årige Søren har i anledning af journalistens besøg iklædt sig sit konfirmationssæt, der inden længe skal i brug. Sort jakke, sorte bukser, en lyseblå skjorte og en butterfly. Det hele er vundet i en Facebook-konkurrence fra en tøjbutik i Aalborg. 1500 kroner sparet, siger han.

Inde ved siden af stuen er der allerede sat borde og stole frem til konfirmationen den 7. maj. Der kommer 31 gæster, og det har gården i Bjørndrup uden for Nykøbing Mors heldigvis fin plads til. Her er begge storebrødres konfirmationer også blevet holdt, og Søren kan huske, hvordan han sad ved den seneste af dem og tænkte, at det var godt, det ikke var ham, der skulle holde tale. Men nu begynder han så småt at mærke presset. For Søren skal konfirmeres søndagen efter Kristeligt Dagblads besøg. 35 år efter sin mor og 60 år efter sin mormor.

Og nu skal han høre, hvordan sådan en dag fungerede ”i gamle tider” i forhold til i dag. De tre generationer skal drøfte deres rejse ind i de voksnes rækker, og dermed kan man måske få et muligt svar på nogle af de spørgsmål, der ofte diskuteres op til konfirmationssæsonen:

Vælger nutidens unge at få bekræftet deres kristne tro for mærkevaretøjet og de dyre gavers skyld, eller er konfirmationen i højere grad blevet deres eget velreflekterede til- og fravalg?

Sonja begynder med at tage datteren og sønnen med en tur tilbage til marts 1957. Dengang hed hun Christensen og boede i Nørhå ved Thy, hvor hun også gik til præst sammen med 6 andre piger og 11 drenge fra skolerne i Nørhå og Stenbjerg.

Hendes præst var ny i embedet og indremissionsk ligesom de fleste andre folk på egnen. Hun husker ham særligt for hans evne til at samle holdet med sociale aktiviteter, og tiden til præst med kristendomskundskab og salmesang var nogle af det bedste timer, hun havde dengang.

Det var ikke, fordi hendes egen familie havde et særligt forhold til kirken eller var ”kristelige i den forstand”, siger hun. Men at hun skulle konfirmeres var slet ikke til diskussion.

”Det var en selvfølge, og jeg kendte ingen, der ikke skulle konfirmeres dengang. Det blev man bare,” siger hun.

Da Sonja gik til præst, var der ikke krav om at deltage i et bestemt antal gudstjenester. Til gengæld fik man ”lektier” for i form af tekst fra katekismen, som man skulle kunne til næste gang.

”Den Lille Katekismus? Den er så lang,” udbryder Søren.

”Jeg har hørt, at man skulle kunne den i stedet for trosbekendelsen engang. Det er jeg glad for, at vi ikke skal. Jeg kan ikke engang trosbekendelsen.”

”Kan du ikke den, Søren?” spørger Sonja, og Søren tilføjer, at han kan den, når holdet siger den i kor, men ikke, hvis han selv skulle sige den højt nu.

I Sonjas tid var det fornuftigt at høre efter og lære bønner, bibeltekster og salmer udenad. For i kirken til selve konfirmationen gik præsten rundt og hørte de unge mennesker i, hvad de havde lært.

”Vi var alle lidt spændte og nervøse ved at blive bedt om at sige skriftsteder højt. Men han skulle jo se, om vi havde hørt efter. Vi måtte heldigvis godt hjælpe hinanden og svare i kor,” siger hun.

Til konfirmationen bar Sonja en ankellang hvid kjole i taft. Den havde lidt mønster og korte ærmer, og det rødlige hår var kort med lidt krøl.

Hjemme på gården blev suppe, steg og rombudding gjort klart med hjælp fra kogekonen og naboen, inden de omkring 40 gæster kom til eftermiddagskaffe og aftensmad.

Imens åbnede Sonja telegrammer, som typisk kunne indeholde fem kroner. Dagen indbragte hende i alt 125 kroner, som blev brugt til en cykel til 150 kroner. De sidste 25 kroner gav hendes far. Derudover fik hun lommetørklæder og et stålarmsbåndsur fra bedstemoderen, hvilket var den bedste gave, siger hun.

Det bedste ved selve dagen var, at hendes fætre og kusiner fra Sjælland kom.

”Det var nogle af de eneste gange, jeg så dem, for ellers var det for dyrt at tage fra Nordjylland til Sjælland. Så når de kom, var der virkelig fest. Det var også en af de få gange, at vi havde sodavand i huset.”

Hun husker ikke meget andet fra dagen end, at hun tænkte, at hun nu var voksen.

”Konfirmationen var jo skillevejen for os. Vi skulle ikke i skole mere, og få fik mere uddannelse på landet dengang. I stedet skulle vi ud at tjene. Jeg fik arbejde ved købmanden i Nørhå, hvilket var blevet besluttet, da jeg året inden havde passet hans barnebarn efter skoletid. Det var en tid, jeg havde set frem til. For så var man voksen, og så kunne man bestemme selv,” siger hun.

Susanne husker ikke, at der var så meget mere, hun kunne bestemme efter sin konfirmation i foråret 1985.

”Der var ikke nogen skelsættende forskel på før og efter konfirmationen. Folk regnede med, at man ville være mere ansvarlig og lidt mere moden, men det betød ikke, at jeg skulle ud og tjene, eller at jeg selv kunne bestemme, om jeg ville gå ud eller lignende. Jeg blev ikke regnet som ældre,” siger hun.

Konfirmationen var stadig en selvfølge i 1985 – i hvert fald på landet omkring Vester Assels, hvor familien boede, siger Susanne, som ikke mindes, at nogen snakkede om ikke at blive konfirmeret.

Ligesom sin mor fik hun en ung præst på ikke mere end 30 år. Han tog sig én gang om ugen af sit 12 mand store konfirmandhold, som læste og gennemgik bibeltekster sammen og derudover skulle øve salmevers og den kommende søndags tekst hjemme.

Susanne husker ikke meget fra selve konfirmationen, udover at det blæste voldsomt. Helt ærligt, så skulle dagen på en måde også bare overstås, så hun kunne komme ud af den kjole, siger hun og smiler. Den var arvet fra en kusine og havde været et stort debatemne i hjemmet, hvor hendes far nægtede at give sig. Bukser var ikke en mulighed.

Maden blev lavet med hjælp fra en kogekone, og der var tarteletter, frikadeller, kamsteg og is på menuen til de cirka 40 gæster, som havde medbragt smykker og penge som gaver. Susanne fik et armbåndsur af sin farmor, en guldring fra de andre bedsteforældre og et guldarmbånd fra moster Eva, som ikke selv havde børn.

Fra forældrene fik hun en salmebog, og pengene fra telegrammer og gæster løb op i 3000 kroner, som blev brugt på en cykel og et stereoanlæg. Da fejringen var slut, fik hun lov til at tage kjolen af, iklæde sig et par bukser og gå ud at spille fodbold.

Susanne gik ikke i meget op i tøj eller frisure til konfirmationen, men tror, at det fylder meget mere i dag. Det samme gør Sonja.

”Da jeg var til frisør forleden, hørte jeg, at nogle piger får prøvesat deres hår inden konfirmationen. Det synes jeg er mærkeligt – at ofre penge på at se, hvordan det skal sidde,” siger hun.

Søren er også blevet klippet nogle dage tidligere, men oplever primært, at det er pigerne fra hans årgang, der går op i det med tøjet. Han går i skole i Nykøbing Mors, hvor størstedelen af eleverne fortsat bliver konfirmeret. I modsætning til tidligere er der dog nogle, der vælger den fra, heriblandt to fra hans egen klasse. Og så er der dem med en anden religion, siger han. Til spørgsmålet om, hvorfor han tror, at unge i dag bliver konfirmeret, trækker han lidt på det.

”Jeg synes ikke, man kan tillade sig at lyve. Jeg tror, at man mest tænker på pengene. Men jeg synes også, det er sjovt at gå til præst,” siger han og Susanne tilføjer, at hun nu ikke tror, præsten altid synes det samme.

”Vi laver måske også lidt mere sjov og ballade til præst. Vi føler os mere frie. Vores præst er meget tålmodig og skælder ikke så meget ud. Jeg tror nogle gange, at hun er ret træt af os,” siger Søren.

Konfirmationsforberedelsen er ikke så hård, synes han. Der er ingen lektier eller bibeltekster og salmevers, som de skal kunne udenad. Derudover har de også været til filmaften med sjove film om kristendommen, og i Viborg, hvor de besøgte domkirken og et sted for hjemløse og alkoholikere.

”Jeg tror, at præsterne i dag ved, at unge ikke er, hvad de har været i forhold til det med at gå til præst. Vi vil overhovedet ikke det samme, som unge måske ville tidligere. Altså, vi gider ikke det der med at sidde og læse. På et tidspunkt til præst skulle vi læse højt fra katekismen, og der var bare ingen, der ville,” siger han.

Til gengæld er der i dag krav om, at børnene skal i kirke 12 gange inden konfirmationen. Men i Nykøbing Mors tæller det som én gang, hvis man har et familiemedlem med i kirke, siger Søren.

Efter konfirmationen bliver Søren hentet i bedsteforældrenes gamle Chrysler ved kirken og kørt rundt i Tødsø, inden det er hjem til gaverne og gæsterne. Menuen er rejecocktail, som Søren har villet have, siden det blev serveret til storebroderens konfirmation, og efterfølgende er der steg, kartofler, mørbrad og kage, alt bestilt udefra.

Af gaver ønsker hans sig udstyr til at kunne spille på computer. Et set-up, et headset, en computermus og et tastatur. Han regner selv med at købe en stationær computer for nogle af de penge, han får, for den ville være for dyr at ønske sig, siger han. Han ved, hvor mange penge brødrene fik, og tror, at det normale er mellem 15.000 og 20.000 i dag – selvom han også har hørt om nogle, som har fået langt mere.

Det der med at træde ind i de voksnes rækker, tror Søren ikke, at mange tænker over i dag.

”Altså, man må vel komme til at føle et større ansvar i skolen og derhjemme, og man får også at vide, at man er mere moden. Men jeg tvivler på, at mange mærker den store forskel. Jeg forsøgte sidste år at søge job, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle være 15 år. Og så er det jo ligesom svært at træde ind i de voksnes rækker,” siger han og tilføjer, at han til gengæld får lov til at smage et glas hvidvin, rødvin og en øl til konfirmationen.

Og så er der det med troens rolle for de tre generationer. Sonja tror egentlig ikke, at konfirmationen handlede om tro for hende, men mere bare var noget, de skulle.

”Jeg tror, at unge i dag er mere bevidste om, hvorvidt de vil eller ikke vil konfirmeres. Dengang valgte vores forældre for os, men i dag er der mange børn, der ikke bliver døbt, og så skal de for alvor selv skal vælge troen til.”

Susanne tror stadig, at mange børn oplever det som noget, de skal, og Søren tilføjer, at selv hvis han kunne få en fest lige meget hvad, så ville han stadig vælge konfirmationen til.

”For det er herre meget en tradition. Jeg synes heller ikke, man har fortjent at gøre så meget ud af at fejre nonfirmation. For man har ikke gjort noget for det. Der er jo ikke sket noget i ens liv.”

I og med at det er en tradition, må troen også spille en rolle, mener Susanne.

”Det er jo på grund af troen, at man bliver konfirmeret, og det ville føles mærkeligt, hvis man ikke kom op i kirken og gik til præst. Derfor tror jeg altid, troen vil have betydning, når man vælger at blive konfirmeret,” siger hun.

Når de her efter at have hørt hinandens historier skal vurdere, hvad der så rent faktisk har ændret sig, begynder Søren med at nævne tiden til præst, som han tror er blevet mere afslappet. Sonja og Susanne peger på konfirmationens betydning i forhold til voksenlivet.

”Det med ’de voksnes rækker’ betyder ikke så meget i dag. Man bliver ikke længere regnet som voksen fra den ene dag til den anden, bare fordi man bliver konfirmeret. Det er ikke en skelsættende handling,” siger Susanne.

Og så skal det til slut nævnes, at fejringen af dagen efter konfirmationen også har ændret sig. Hvor Søren først den 22. maj skal til et stort fælles blå mandag-arrangement i Aarhus, som indebærer tivolitur, spisning og shopping på strøget, så gik Susanne rundt i Skive og var i biografen der. Og Sonja, ja hun iklædte sig sin turkise andensdagskjole og lysegrønne frakke og tog med forældrene og de andre konfirmander til Thisted for at blive fotograferet.

Foto: René Schütze/Ritzau Foto
På det oprindelige konfirmationsbillede fra 1957 sidder Sonja Søndergaard (dengang Christensen) yderst til venstre på forreste række. På bagerste række står Hartvig Wagner, der som sognets nye præst havde sit allerførste konfirmationshold. – Privatfoto.
Susanne Søndergaards konfirmation i 1985 var sidste gang, hun bar en kjole. Hun var helst fri, men faderen stod fast, siger hun. – Privatfoto.
Sonja Søndergaard (t.v.) har i anledning af Kristeligt Dagblads besøg fundet billeder frem fra datteren Susannes (t.h.) konfirmation. Søndag den 7. maj – nogle dage efter Kristeligt Dagblads besøg – blev barnebarnet Søren (i midten) konfirmeret. Foto: Rene Schutze/Ritzau Foto