En aften for 80 år siden lige omkring den tid, hvor Ellen Hansen skulle bede aftenbøn, slog det hende: Hun havde ikke været uartig den dag! Så ville det ikke gøre noget, om hun døde, tænkte hun, for nu var hun i hvert fald from og klar til himmerige.
Hun fik ikke lov til at dø den aften, og i dag er den 88-årige kvinde stadig stærkt engageret i Brødremenigheden i Christiansfeld, der ligesom den lokale sognekirke, Tyrstrup Kirke, har været hendes andet hjem livet igennem.
Kristendom på retur: Klik her for at læse hele serien
Ellen Hansens indremissionske forfædre hænger i glas og ramme over sofaen i parcelhuset. Selv bekender hun sig til Brødremenighedens knapt så strenge form for kristendom. Troen på Gud er lige så fast og aftenbønnen lige så regelmæssig, som den var i barndommen. Sådan har hendes 55-årige søn, Halfdan Muurholm, det ikke.
100 kilometer nord for parcelhuset i Christiansfeld sidder han i skrædderstilling på gulvet i sit hus i Aarhus. Foran ham står en Buddha-statue. For 10 år siden kaldte han sig for kristen, buddhistisk ateist. Han holder meget af Brødremenigheden og barndomsminderne derfra, men i dag betragter han sig udelukkende som buddhist. Han har dog døbt sine egne tre sønner, men de har alle tre valgt konfirmationen fra.
400 kilometer nord for Buddha-figuren i Aarhus klatrer en af sønnerne, 21-årige Bjarke Muurholm Dahl, i et norsk fjeld uden for Oslo. Han er opvokset med julegudstjeneste i Brødremenigheden og har gået på grundtvigiansk efterskole, men kristendommen har han ikke noget særligt forhold til. Naturen er snarere hans kirke, det er her, han oplever noget spirituelt - at der er noget, der er større end ham selv.
En familie. Tre generationer. Og en kristentro, der ikke er, hvad den har været. Er dansk kristendom under afvikling?
Ser man på tilslutningen til folkekirken, går det i hvert fald den gale vej. Andelen af befolkningen, der er medlem, går tilbage. Dåbsprocenten falder, andelen af konfirmander falder, og det samme gør antallet af kirkeligt viede og begravede.
Spørger man 88-årige Ellen Hansen i Christiansfeld, er svaret ”både-og”.
”Der er meget, der er gået tabt,” siger hun.
Men man skal alligevel være forsigtig med at drage for bombastiske konklusioner, mener hun. Blandt andet som turistguide i Christiansfeld møder hun ofte mennesker uden for kirken, som viser sig at have en tro, selvom de ikke går og skilter med det, som hun siger.
”Det er nok som sømanden, der sagde, 'nu kan jeg selv', efter at han havde bedt til Vorherre, så længe stormen stod på.”
Der er dog ingen tvivl om, at kristendommen slet ikke har den plads i samfundet, som den havde, da hun var ung, fortæller hun. Det var en selvfølge at gå i Brødremenighedens søndagsskole hver søndag. Det har hendes børn også gjort. Det var også en selvfølge at synge salmer og åndelige sange i hjemmet om aftenen. Det holdt Ellen Hansen meget af. Bortset fra når hendes farbror, som var præst, holdt andagt.
”Det var ulideligt. Han holdt alenlange andagter for os, for han skulle have os alle omvendt, og det kunne godt tage lang tid,” fortæller hun.
Det var også en selvfølge at begynde dagen med Fadervor og morgensang i folkeskolen, ligesom det var en naturlig del af undervisningen at høre om de bibelske fortællinger. Sådan var det, både da Ellen Hansen selv var elev, og da hun blev lærer og underviste i 42 år - blandt andet på en dansk skole i Sydslesvig.
”Sådan gjorde man jo alle steder. Det er synd, at man ikke gør det længere. Der er slet ikke den kristne påvirkning mere.”
Det kan hun have ret i. Den forkyndende kristendomsundervisning blev afskaffet ved lov i 1975, og da Socialdemokraterne for nogle år siden ville forbyde Fadervor i folkeskolen, viste det sig, at kun en lille håndfuld skoler stadig bad bønnen med eleverne.
Ellen Hansens historie er ikke kun Ellen Hansens. Den afspejler en generel bevægelse i Danmark, hvor kristendommen over de seneste generationer har mistet sin autoritet, fortæller religionssociolog Ole Riis fra Universitetet i Agder, Norge.
”Jeg vil kalde det for en afvikling af den indoktrinerende form for kristendom, som var fremherskende i begyndelsen af det 20. århundrede. Den tids børn gik i søndagsskole, og konfirmationsundervisningen og den forkyndende skoleundervisning blev taget for givet. Indoktrineringen førte til et generationsopgør, hvor store dele af samfundet og især mændene afviste kirken som autoritet og for eksempel gik over til arbejderbevægelsen. Billedet af den autoritetsbærende præst er på få generationer blevet et historisk billede. Det er helt utænkeligt i dag,” siger han.
Halfdan Muurholm, Ellen Hansens 55-årige søn, er en af dem, der har afvist kirken som autoritet og ikke længere betragter sig som kristen. I dag er han udelukkende buddhist.
”For mig at se er Jesus en stor, oplyst Buddha. Han er bare ikke den eneste,” siger han.
Halfdan Muurholm har gode minder fra den kirkelige opvækst og har indimellem leget med tanken om at melde sig ind i Brødremenigheden. En tanke, som hans mor godt kan lide. Han er fascineret af menighedens traditioner - hornorkestret, som går gennem byen ved begravelser, og ”kærlighedsmåltidet” bestående af te og boller, som menigheden serverer for hinanden under en ceremoni et par gange årligt. Som tv-tilrettelægger i Danmarks Radio har han lavet flere udsendelser om Brødremenigheden.
Men han kedede sig også bravt i kirken som barn og forstod ikke meget af, hvad præsten sagde. Som udvekslingsstudent i USA fik han efter eget udsagn et traume, da præsten i en kirke henvendte sig til ham midt under en gudstjeneste og sagde, at han håbede, at gæsten fra Danmark ville tage Jesus til sig, så han ikke røg i Helvede.
”Jeg har kaldt mig kristen, fordi jeg har sympati for meget i kristendommen - måske især for den livsglade fromhed, jeg er opvokset med i Brødremenigheden,” siger han.
”Og jeg har kaldt mig ateist, fordi jeg blev så træt af kiv og strid og religioner og folk, der hævder, at deres gud er den eneste sande. Der er fantastisk visdom i Bibelen og Koranen, men der står også vanvittige ting, og det er for mig at se alt sammen menneskeskabt. Jeg har det sådan med kristendommen, at der snakkes meget, men præsterne virker som lige så store tumper som alle os andre. Jeg synes ikke, man bare kan sige, at det hele er overladt til en eller anden gud, og så kan vi læne os tilbage og opføre os, som det passer os. Der må være noget, vi kan gøre. Den bevidsthed har jeg fundet blandt buddhister.”
Artiklen fortsætter efter grafikken
Kilde: Den europæiske værdiundersøgelse
Buddhismen stiftede han første gang bekendtskab med, da han under en jordomrejse som 20-årig mødte tibetanske munke i Nepal. De var de mest åbne og kærlige mennesker, han havde mødt.
Hans tanke var egentlig at gemme buddhismen væk, leve livet og først tage den frem, når han blev ældre og havde brug for at forberede sig på døden. Men jo mere han studerede den østlige tradition, jo sværere var det at vente.
”Buddhismen tiltaler mig, fordi det er en livsfilosofi, man kan bruge i sit liv og i sin hverdag. Hvis jeg skal have ro og styr på mine tanker, har buddhismen helt klare redskaber, som jeg ikke har fundet andre steder. Den form for meditation har ændret mit liv.”
Når andre religioner kan tilbyde noget, der er lige så godt eller bedre end kristendommen, kan Halfdan Muurholm ikke se, hvorfor vi ikke har religionslighed i Danmark. Men når det kommer til folkekirkens status, vakler han alligevel.
”Jeg køber ikke, at kristendom har gjort Danmark til det demokratiske velfærdssamfund, vi har i dag. Men jeg kan godt lide tanken om en folkekirke, hvor der er plads til alle, og skiller vi kirken fra staten, får vi en masse små, underlige, ekstreme kirkesamfund.”
Hans tre sønner har valgt konfirmationen fra, og det passer ham fint, for de skal finde deres egen vej i livet.
Ifølge religionsforsker Ole Riis er den tankegang kendetegnende for den religiøse opdragelse i dag - hvis man kan tale om en religiøs opdragelse.
”Børnene lærer, at de skal forholde sig frit og kritisk til alle autoriteter, at det er sundt og demokratisk, og det gælder selvfølgelig også religiøse autoriteter. Det betyder, at alting lader til at flyde, og det betyder, at vi har en del forvirrede mennesker, som ikke ved, hvor de står. Jeg ser et behov for at hjælpe folk, som er åbne og søgende og ikke afvisende over for religion, for det er den eneste egentlige kulturressource vi har, når vi står over for sygdom, sorg og død. Men kirken har det svært, for den siger, at den har svaret, mens søgende har mange spørgsmål og ikke kun vil acceptere ét svar,” siger han.
21-årige Bjarke Muurholm Dahl, Halfdan Muurholms søn og Ellen Hansens barnebarn, har ikke fundet svar i kirken. Jo, moralske budskaber såsom næstekærlighedsbuddet kan han godt lide. Men det er budskaber, man også kan finde i andre religioner. Han betragter Danmark som et protestantisk land, men han har meldt sig ud af folkekirken og har ikke noget særligt forhold til kristendommen, som han siger. Konfirmationen fravalgte han, fordi han syntes, det var for tidligt at skulle beslutte sig for, hvad han troede på.
”Jeg ved ikke, om jeg er troende eller ej. Jeg er nok mere sådan...“”
Han leder lidt efter ordene.
”Spirituel, tror jeg.”
Han er i færd med at tage en uddannelse i friluftsliv i Norge. Spørger man ham, hvad han tror på, svarer han:
”Jeg tror på det at være ude. Jeg tror, at det er godt for sjælen. Mennesker, som sidder omkring et bål, mærker hinanden bedre.”
At kunne mærke sig selv og andre er for ham afgørende. Det er også derfor, han dagligt bruger en halv time på at meditere.
”Jeg læser også nogle af de buddhistiske bøger, min far kaster efter mig, men jeg er ikke buddhist, jeg har bare en interesse for det. Meditationen handler om at være koncentreret om åndedrættet. Den koncentration gør mig mere tilstedeværende og mere rolig. I en travl hverdag har jeg brug for at mærke mig selv og mærke, hvad der sker omkring mig. Det giver mig glæde.”
Spørger man ham, om hans farmors tro på nogen måde har påvirket ham, lægger han vægt på de mange julegudstjenester i Christiansfeld, hun har taget ham og resten af familien med til.
”Det handler meget om nostalgi. Jeg kan godt lide at gå i kirke - traditionerne og fællesskabet og det, at man synger sammen. Det er meget hyggeligt, meget dansk.”
Men han interesserer sig ikke for religiøse spørgsmål og føler sig ikke hjemme i begrebet ”religion”.
”Jeg tror på noget, der er større end mig selv, men jeg vil ikke kalde det religion, for religion ser jeg som en forsamling af mennesker med et fælles mål og en klar mening om, hvad man skal tro på. For mig handler det mere om at finde noget, jeg kan bruge for at få et mere roligt selv. Jeg tror på, at man skal være til stede i sit liv og give andre og sig selv fuld opmærksomhed. Jeg tror ikke, jeg vil døbe mine egne børn. De skal selv tage stilling.”
Dermed tilhører Bjarke Muurholm Dahl en stadig større gruppe af danskere, der fravælger dåben og dermed tilknytningen til folkekirken. På blot 10 år - fra 2003 til 2013 - er dåbsprocenten faldet fra 76 procent til 64 procent. Så er Danmark på vej til at blive afkristnet?
Ja, mener dr.theol. og tidligere lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet Svend Bjerg:
”Man kan roligt tale om afkristning af Danmark, hvilket ses af den voksende uvidenhed om, hvad den treenige Gud er, og hvad kristendom går ud på - en underlig form for kristelig umyndighed.”
Nej, mener professor i religions- og kirkeret Lisbet Christoffersen. Folkekirken har i dag nogle udfordringer, som hænger sammen med, at en stigende andel af danskere - cirka 15 procent i dag - ikke er medlem af hverken folkekirken eller noget andet trossamfund. De fleste af dem ville tidligere have været døbt af kulturelle grunde, siger hun:
”Deri ligger selvfølgelig en afkristning. Men generelt kan vi ikke tale om, at Danmark er afkristnet, når næsten 65 procent stadig bliver døbt.”
Religionsforsker Peter Lüchau fra Københavns Universitet taler ligefrem om, at danskerne har genopdaget kristendom de senere år.
”En årsag er, at man med muslimerne har haft et behov for at tale om kristne værdier. Men det handler også om, at vi har erkendt, at der er spørgsmål, som ideologi og videnskab ikke kan give os svar på. Problemet med det moderne menneske er, at det er fritsvævende og søger tilhørsforhold, og der udfylder kristendom et tomrum.”
Tilbage i Christiansfeld fornemmer Ellen Hansen også en fornyet interesse for kristendommen, som ikke er præget af det pres, hun selv voksede op med.
”Før i tiden var der megen ulykke. Folk havde dårlig samvittighed, og jeg var også lidt træt af det pres altid. Vi måtte ikke gå til dans og spille kort for vores mor. Det var syndigt. Den tanke kan jeg ikke forlige mig med,” siger hun og tilføjer, at de unge i dag er meget friere til at tro, som de vil:
”Der er kommet så meget underholdning, som kan tage tankerne væk fra troen. Men jeg kan mærke, at det nu bliver mere selvfølgeligt, at folk tror på noget og gerne vil snakke om det.”
Hendes fornemmelse bakkes op af en værdiundersøgelse, som viser, at andelen af troende er vokset fra 68 procent i 1981 til 72 procent i 2008. Men hvordan har hun det med, at hendes eget afkom ikke har holdt fast i den kristendom, hun har forsøgt at give videre?
”Det er jeg da ked af. Det ligger mig på sinde. Men det kan komme endnu, og jeg beder dagligt for dem alle sammen. Hvor der er liv, er der håb.”