Tre kirkegængere: Sådan oplever vi den digitale nadver

Teologer har længe diskuteret, om digital nadver er en holdbar praksis. Her fortæller tre kirkegængere, hvorfor de har glæde af ritualet trods afstanden mellem dem og præsten

Kristeligt Dagblad har interviewet tre forskellige kirkegængere om, hvad de synes om det for denne tid særdeles omstridte emne: digitale nadver
Kristeligt Dagblad har interviewet tre forskellige kirkegængere om, hvad de synes om det for denne tid særdeles omstridte emne: digitale nadver. Foto: Privatfotos.

Hellere online nadver end ingen nadver

Helle Nørgaard Andersen, 50 år, socialpædagog på et bosted for voksne i Harlev ved Aarhus. – Privatfoto.
Helle Nørgaard Andersen, 50 år, socialpædagog på et bosted for voksne i Harlev ved Aarhus. – Privatfoto.

Jeg har været kristen og har gået i kirke i mange år. De weekender, jeg ikke arbejder, går jeg i kirke i Aarhus Valgmenighed. Nadveren er en del, der hører med til gudstjenesten, synes jeg. Så selvom gudstjenesterne ad flere omgange er foregået digitalt siden foråret, har jeg taget del i nadverritualet hjemmefra.

Det foregår ved, at præsten instruerer os og indstifter nadveren. Så finder jeg et stykke brød og noget væske frem. Her den anden dag fandt jeg noget snaps, men det er ikke så afgørende, hvad der er i glasset. Præsten instruerer os, og så siger jeg til mig selv: Dette er Jesu Kristi legeme. Dette er Jesu Kristi blod. Det er vigtigt for mig at være med i fællesskabet, og vi kan også chatte med hinanden på det program, hvor gudstjenesten bliver vist live.

Jeg skriver tit: Godmorgen, jeg er med fra Harlev. På den måde er vi stadig sammen om Gud og fællesskabet i menigheden, men vi kan ikke smalltalke og sidde skulder ved skulder, som vi plejer. Men det er et alternativ eller et nødvendigt onde i disse tider, og jeg har ikke lyst til at komme tilbage i kirken, inden det må vare over 30 minutter, og der må synges igen.

I forhold til den debat, der har kørt på det seneste, om nadveren kræver, at man er i samme rum, har jeg ikke så meget at sige. Folk har forskellige holdninger, og det er fair nok. De har deres, og jeg har min. Jeg er bare glad for, at jeg har muligheden for at opleve det fælles samvær og nærvær, som jeg kan, når jeg går til nadver hos mig selv – sammen med andre. Og jeg glæder mig helt vildt til, at vi kan komme i kirke igen.

Jeg er fan af den digitale nadver

Susanne Harstad, 39 år, jurist i København. – Privatfoto.
Susanne Harstad, 39 år, jurist i København. – Privatfoto.

Min familie og jeg plejer at komme i Nordvestkirken i København hver søndag. Vi er kommet der i mange år, og fællesskabet i kirken er som en familie. Nadveren betyder meget for mig, da det minder os om, hvad Jesus har gjort for os, og når vi knæler ved alterbordet, er vi alle lige for Guds nåde. Det er et sakramente og en universel handling.

Når jeg har været i udlandet, er det nøjagtigt det samme fællesskab, jeg oplever i nadverritualet – på trods af sprogbarrierer, og hvad der ellers adskiller os. Min mands onkel var i Nordkorea, hvor de blev fulgt rundt af nogle soldater. En af soldaterne hiver lige pludselig min mands onkel ind på et offentligt toilet og finder brød, væske og nogle bægre frem. Han ville dele nadveren med ham. Han gjorde det non-verbalt, men der var ingen tvivl om hensigten. Jeg synes, det er sådan en rørende historie.

For mig at se handler nadveren om at mindes Jesu handlinger, samtidig med at det er åndeligt opbyggende for os at være med i det ritual som et fællesskab.

Der er jo mange holdninger til, hvorvidt man skal være i samme rum under nadveren. Der er både teologiske, historiske og følelsesmæssige argumenter for og imod, men jeg kan ikke finde bibelsk belæg for, at man absolut skal befinde sig i samme rum som resten af menigheden, når man indtager nadveren.

I min familie har vi været helt vildt glade for at opleve nadveren over en skærm i et onlinefællesskab med vores venner fra kirken. Mine børn har fået et meget større indblik i, hvad ritualet egentlig går ud på, og min søn vil gerne dele brødet næste gang. Vores kirke sendte en vejledning ud i foråret om nadverritualet, og det synes jeg var en virkelig god idé, som hele folkekirken kunne overveje, så der bliver givet en forståelse for ritualet.

Nadveren foregik på Jesu tid i hjemmene

Michael Bobjerg, 47 år, projektleder for Foodbank i Café Nærværket i Kolding. – Privatfoto.
Michael Bobjerg, 47 år, projektleder for Foodbank i Café Nærværket i Kolding. – Privatfoto.

Siden jeg var fire-fem år gammel, er jeg kommet i kirken. Så kirken og troen betyder rigtig meget for mig. Nadveren er et fællesskab om Jesus. Det er en tradition, som Jesus faktisk stiftede i hjemlige omgivelser. De gange, vi læser om nadver i Bibelen, foregår det i forbindelse med et måltid. Godt nok tog de til Tempelpladsen og fik undervisning i de overordnede begreber, men det var i hjemmet, de udførte nadverritualet.

For mig vil nadveren altid betyde – uanset om jeg deltager i en højtidelig kirkesituation eller hjemme i stuen –, at jeg har fællesskab med Jesus og alle de andre, som også får en del af brødet og det, vi drikker sammen.

Og jeg oplevede faktisk her for nylig, at den, som uddelte nadveren til den digitale nadver, var mere nærværende end under normale omstændigheder. Han sad på en sofa, og man var tættere på ham end nogensinde, fordi vi i vores kirke har en scene med plads til et band, hvor nadveren plejer at foregå. Men nu var vi rykket tættere på hinanden, simpelthen. Alt er jo på afstand for tiden, men vi kan opleve en nærhed, når vi gør nogle ting samtidig.

Og det er da vigtigere, at man har nadver og samles om Jesus, end at man går i et halvt år uden. I min optik kan man have nadver sammen dér, hvor man tror på Jesus, og dér, hvor man ved, hvad det handler om.