På 12 år har folkekirken gennemlevet tre bemærkelsesværdige sager om kirkens rette lære, som har udfordret folkekirkens rummelighed. Sagerne mod sognepræst Bent Feldbæk Nielsen, daværende sognepræst i Snedsted, sognepræst Thorkild Grosbøll i Taarbæk og kirketjener Steen Ribers i Sankt Andreas Kirke, er hver især blevet behandlet inden for de kirkeretslige spilleregler. Men deres udfald har ikke nødvendigvis skabt klarhed blandt folkekirkemedlemmerne om, hvad der er folkekirkens læremæssige selvforståelse. Faktisk er eksperter enige om, at de to seneste sager nærmest har undermineret den gældende lovgivningen.
Det har de kirkelige myndighederne så taget til efterretning, og en arbejdsgruppe undersøger, om man skal ændre på loven om præsteretten, så biskoppen får adgang til at rådføre sig med en form for lærenævn, inden en sag rejses. Man overvejer også, om loven om medlemskab af et menighedsråd skal ændres, så et menighedsrådsmedlem ikke må stille sig modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte kristentroen, oplyser departementschef i Kirkeministeriet, Jakob Heinsen.
"Det er relevante, men også svære spørgsmål, som handler om, hvordan man i folkekirken håndterer rummelighed, som alle er enige om skal være der, over for folkekirkens karakter af at være et trossamfund, der ikke bare er en neutral ramme om en hvilken som helst religionsudøvelse eller kristendomsudøvelse. Der er også et bekendelseselement, som der skal tages højde for i en eventuel ny lovgivning," siger Jakob Heinsen.
De tre markante læresager har i brede kirkelige kredse og i befolkningen rejst ubesvarede spørgsmål. Hvorfor bliver en præst afskediget for at erstatte et "i" med et "til" i dåbsritualet (Bent Feldbæk Nielsen), mens en præst, som siger, at han ikke tror på Gud (Thorkild Grosbøll), slipper med en solid mundkurv? Hvorfor må man sidde i et menighedsråd i folkekirken og offentligt forkynde reinkarnationslæren, uden at det får konsekvenser (Steen Ribers)?
Godt nok er de tre sager ikke så simple endda. Bent Feldbæk Nielsen havde efter manges mening et nærmest baptistisk dåbssyn og havde modtaget en række klager fra sognet. Thorkild Grosbøll havde en universitetstradition og et kampberedt sogn bag sig. Endelig er det efter den nugældende lovgivning åbenbart sin sag at fratage et menneske det medlemskab af folkekirken, som vedkommende har erhvervet gennem sin dåb, og som han stadig vedkender sig.
Sagernes forløb rejser spørgsmålet, hvor godt rustet folkekirken på nuværende tidspunkt er til at tage sig af læremæssige spørgsmål, hvad enten det er i forhold til præster eller lægfolk.
Professor og kirkeretsekspert Theodor Jørgensen har fulgt de tre sager, og han mener, at folkekirken er kommet svækket ud af konfrontationen.
"Selvfølgelig har man med præsteretten fået et instrument. Men at det ikke fører til noget, har Grosbøll-sagen vist. Teologisk var det vanskeligt at finde en begrundelse for at smide en præst ud af folkekirken, som tror så meget på Jesus, som han gør. Hans forhold til Gud Fader er så en anden sag. Myndighederne har også erkendt, at lægfolk i et menighedsråd har et særligt ansvar. Problemet for folkekirken er i dag, at vi lever i en pluralistisk, multireligiøs tid, og at religionsfriheden til at tro og tænke også gælder inden for folkekirken. Vi mener i virkeligheden, at vi selv er autoriteter for, hvad der er sand evangelisk tro. Derfor bør det folkekirkelige læreembede styrkes for eksempel ved, at biskopperne i langt højere grad optræder som lærere i deres stifter gennem visitats i sognene. Disse instrumenter må i en eller anden forstand moderniseres i forhold til præster og lægfolk og gøres tydelige i samfundet, så kirken offentligt forklarer, hvad den står for. Men dogmet om, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne, rammer i disse år kirken som en boomerang," siger Theodor Jørgensen.
Professor, dr.jur. Inger Dübeck har beskæftiget sig med kirkeret og retshistorie og har været medlem af en international arbejdsgruppe om forholdet mellem stat og religion i Europa.
"Jeg mener, at vi i Danske Lov har bekendelsesgrundlaget for at føre læresager i folkekirken. Men efter de tre sager henstår det nok ret uklart for almindelige mennesker, hvor grænserne i folkekirken går for præstens fortolkninger og for medlemmer af et menighedsråd. Lovgivningen kan være god nok, men måske mangler der en langt mere bevidst diskussion af, hvor grænserne egentlig går i folkekirken. En sådan diskussion kunne gå i retning af, at man lavede nogle nødvendige præciseringer og tilføjelser til de nugældende regler. Det kunne se ud som om, at præsteretten i det verdslige system har spillet fallit. Fordi er den alt for tung og langsom, viger myndighederne tilbage fra at bruge den. Men jeg er lidt skeptisk over for hele tiden at skulle bruge lovgivningsinstrumentet. Måske kunne man i stedet indføre nogle mere formaliserede, disciplinære midler i tilknytning til bispeembedet, så der på det niveau kan gribes ind i forhold til præster og menighedsråd, der overskrider grænsen til folkekirkens bekendelse, inden sagen havner i retten," siger Inger Dübeck.
