Mens russiske myndigheder slår hårdt ned på religiøse mindretal og smider protestantiske missionærer ud af landet, bliver den russisk-ortodokse kirke bogstaveligt talt stadig mere synlig i det russiske samfund. Siden slutningen af 1980’erne har kirken gennemsnitligt indviet tre nye kirker om dagen, fortæller lederen af kirkens afdeling for eksterne kirkerelationer, biskop Hilarion Alfeyev.
”Da vi fejrede 1000-årsdagen for Ruslands dåb i 1988, havde den russiske kirke 6000 kirker. I dag har vi 36.000 kirker. Vi har åbnet tusind kirker om året (…) eller tre kirker om dagen, ”sagde han for nylig ifølge den russiske tv-kanal Rossiya-24 TV og understregede, at de eksisterende kirker ikke kunne rumme alle landets troende.
”Eftersom antallet af troende fortsat vokser, skal antallet af kirker også vokse”.
Det omfattende byggeri skal synliggøre den russisk-ortodokse kirkes tilstedeværelse og voksende ønske om indflydelse i alle dele af det russiske samfund. Det mener Christian Gottlieb, adjungeret professor i kirkehistorie på Københavns Universitet, der blandt andet har forsket i kristendommens historie i Rusland.
”Det lyder unægtelig af meget, men jeg anser det faktisk for sandsynligt,” siger Christian Gottlieb, som har studeret kirkens statistiske oplysninger, der svarer meget godt til tre nye kirker om dagen.
”Kirkens åbenlyse ønske om at påvirke det russiske samfund i stadig mere ortodoks retning kommer også til udtryk på denne konkrete vis. Det er en slags genindtagelse af det offentlige rum, som kirken i sovjetperioden var tæt på at blive helt udryddet fra,” siger han.
Christian Gottlieb henviser til, at mange af Ruslands knap 62.000 kirker blev jævnet med jorden i årtierne efter den kommunistiske revolution i 1917, mens mange andre stod som ruiner eller blev brugt til andre formål såsom maskinopbevaring. I dag forstår mellem 70 og 80 procent af Ruslands cirka 143 millioner indbyggere sig selv som ortodokse, heraf går to til ni procent regelmæssig i kirke, og det kræver rundt regnet 25.000 kirker at rumme dem, påpeger han.
”Hertil kommer, at ortodoksien har en århundredlang tradition for at bygge kirker til andre formål end de rent sognemæssige, for eksempel som mindesmærker for historiske begivenheder eller til markering af en eller anden helgens aktiviteter. Så i det perspektiv er 36.000 kirker jo stadig forholdsvis beskedent,” siger han.
En del af forklaringen er også, at demografien ændrer sig, og nye boligkvarterer skyder op uden for storbyerne. Det påpeger lektor Annika Hvithamar, som forsker i ortodoks kristendom og den ortodokse kirke i Rusland ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier, Københavns Universitet.
”Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der er nok kirker, men hvordan kirkerne er placeret. Men selvfølgelig er det også et eksempel på ønsket om ortodoks dominans, for kirken ønsker at vise, at den er en betydningsfuld institution,” siger hun og tilføjer, at Moskva-regionen de seneste år har haft et mål om at bygge 200 kirker, fordi der er ganske få kirker pr. indbygger i storbyen i forhold til resten af landet.
Den ortodokse kirkes stadig større synlighed falder sammen med et tiltagende pres på religionsfriheden i Rusland. Efter den russiske præsident, Vladimir Putin, i juli 2016 underskrev en lov om restriktioner af ”missionsaktiviteter”, som officielt er et led i en kampagne mod ekstremisme, er flere protestantiske præster blevet udvist, og for nylig blev Jehovas Vidner forbudt.
Bygningen af kirker afspejler, hvordan den ortodokse kirke er blevet en central del af en ny russisk identitet, og konsekvenserne er ikke kun positive, siger Sergei Chapnin, tidligere chefredaktør for den russisk-ortodokse kirkes officielle magasin, forfatter til bogen ”Kirken i post-sovjetisk Rusland” og forsker ved Innsbruck Universitet i Østrig.
Ortodoks identitet i Rusland er knyttet til tsar-imperiet, idet kirken i århundreder var imperiets kirke.
”I dag står vi i en identitetskrise, som handler om, at vi ikke kun genopliver en åndelig tradition, men også en politisk tradition for tætte bånd mellem kirke og stat. Efter Sovjetunionens sammenbrud var der en chance for at opbygge en demokratisk stat, og ligeledes oplevede kirken en vækkelse med fokus på lægfolkets initiativer og græsrods-aktiviteter,” siger han.
”Men da demokratiet fejlede, og Rusland blev autokratisk, ændrede kirkeledelsen fokus fra græsrødder til bureaukrati med det hovedmål at forbedre forholdet til staten. Kirken har de seneste år fremmet traditionelle værdier og patriotisme som en del af dette ideologiske samarbejde, og det påvirker kirken, som i stigende grad betragtes som en ideologisk partner til staten snarere end et sted for åndelig vækkelse,” siger Sergei Chapnin.