Vibeke Houmøller, sognepræst i Sankt Lukas Kirke i Aarhus:
”Coronakrisen optager mig vældig meget. Jeg bruger megen tankekraft på den og følger hele tiden med i, hvilke nye tiltag der bliver taget.
Jeg er selvfølgelig bekymret som alle andre. Jeg er egentligt ikke så bange for selv at blive smittet, men jeg har været rigtig bange for at komme til at smitte andre. Den tanke trigger nok de fleste af os. For vi vil gerne have styr på tingene, men vi er sat uden for kontrol i denne situation.
Her i karantænetiden skal vi lære at være med os selv. Det er skræmmende for mange af os, tror jeg. For vi er ikke vant til at bruge lang tid i vores eget selskab. Derfor har vi brug for at lære, at der er en styrke i at lære sig selv at kende. At lære stilheden at kende og at være stille med os selv.
I søndagens tekster kalder Jesus på en overgivelse til tilliden og troen. Vi kan ikke få bevis på Guds eksistens og Guds konkrete muligheder i en coronatid. Vi kan ikke få bevis på andres kærlighed til os. Men det, vi kan, er at kaste os ud i tillid til, at Gud er her, og at Gud står os bi i denne situation. Tillid til, at der er en fremtid for os på den anden side af coronakrisen. Tillid til, at vores elskede faktisk elsker os. Tillid til, at det, jeg siger fra prædikestolen, også bliver til grøde og vækst i menneskehjerter.
Hvis vi kræver beviser, bliver vi aldrig mætte. Så bliver vi ligesom israelitterne i ørkenen, som, efter de havde fået mannaen, begyndte at brokke sig over, at de ikke fik noget andet end det.
Så skal vi hele tiden have mere, mere og mere. Det ødelægger enhver relation – også til Gud.”
Hans Maaløe, sognepræst i Østofte Kirke på Lolland:
”Brødet er jo centralt i søndagens tekst, og løftet om, at når brødet slipper op, så er der et andet brød – et livets brød fra himlen, som gør, at vi aldrig skal sulte.
Lige nu ser vi mennesker miste deres brød fra den ene dag til den anden. I mit lokalområde er der en café, som har 10 ansatte, der har bygget deres forretning op på at hjælpe enlige og udsatte stamgæster. Det er et meget fint tiltag i en udkant, hvor de offentlige ressourcer er få. De ser nu deres livsværk smuldre på få dage og går konkurs.
I min prædiken ville jeg nævne Dronningens tale om alt det, vi ikke kan være bekendt. Nemlig enhver form for ulydighed eller manglende solidaritet. Det er både tankeløst og hensynsløst, som Dronningen sagde.
Jeg ville også foreslå, at vi som offentligt ansatte burde gå 20 procent ned i løn som en kollektiv kompensation til private, som mister deres brød.
I disse dage åbenbares noget nyt. Et sammenhold, en følsomhed, en omsorg for hinanden som i høj grad er til at leve af. Selvom vi lider og er bekymrede, vokser et ’andet brød’ frem, som evangeliet altid har opfordret os til: ’Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består af evigt liv, den som menneskesønnen vil give jer.’
Jeg ville slutte med at sige, at ’Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden’. Med apostlens ord er vi ved ’at slippe fri af forkrænkeligheden’. Der er fred, håb og uforkrænkelighed forude.”
Karsten Møller Hansen, sognepræst i Tårnby Kirke på Amager, København:
”Jeg ville forsøge at trøste folk ved at bede dem om at snakke om coronakrisen, indtil de bliver trætte af det. Desuden ville jeg opfordre til at læse bøger, løbe ture, spise mere kage og se gode film med børnene.
Jeg ville have holdt en prædiken, som både ville være for dem, der kom i kirken for at høre kirkens ord om corona, og dem, som bare ville have en times fred fra det. Samtidig ville jeg håbe, at dem, som overhovedet ikke gad at høre et ord mere om corona, også kunne være med i den prædiken.
Jeg ville ønske, at jeg både kunne holde den helt vildt konkret og samtidig meget almen. Nogle gange forklarer det enkle sig bedst i det almene og omvendt, tror jeg.
Sygdom kan man godt forstå, når der er en, som er syg. Hvis man ikke kender en, der er syg, forstår man det ikke.
Det skel, som vi mennesker nogle gange sætter mellem hinanden, ophæves i søndagens tekst. Her er skellet ikke mellem mennesker, men mellem mennesker og Gud. Alle mennesker er ens eller ét for Gud. En trøst og et håb i denne tid ville være, at hvis man skal ændre ting, så kan det kun lade sig gøre, når man er mange om det. Derfor kan vi jo godt gøre en masse selv. Men hvis vi ikke forstår, at verden er ét – at dem, der lider andre steder, er de samme som os – så kommer vi ikke til at ændre noget.”