Tre præster: Vi skal være bedre til at favne migrantkristne

Den gode intention er der, men værktøjerne til at integrere kristne nydanskere i folkekirken mangler, lyder det fra tre migrantpræster

Mange østeuropæere slår sig ned i Midt- og Vestjylland som familien Cosis på billedet, der har købt hus i Lemvig. Folkekirken arbejder på at få kontakt til denne ny gruppe kristne i Danmark, men med blandet succes.
Mange østeuropæere slår sig ned i Midt- og Vestjylland som familien Cosis på billedet, der har købt hus i Lemvig. Folkekirken arbejder på at få kontakt til denne ny gruppe kristne i Danmark, men med blandet succes. Foto: Ritzau Scanpix.

I november for fem år siden landede der et brev i postkassen hos alle østeuropæiske indbyggere i Borris-Faster Pastorat i Vestjylland. Kom til engelsksproget julegudstjeneste, stod der.

Grunden var simpel: I flere år havde det vestjyske landområde oplevet en støt stigning af tilflyttere med østeuropæisk baggrund. Faktisk så meget, at der i 0. klassens nye årgang var et flertal af børn med anden etnisk baggrund end dansk. For flere af de østeuropæiske forældrene haltede det med at lære det danske sprog – lange arbejdsdage gjorde det svært at finde overskuddet – og rundt omkring i lokalsamfundet begyndte man at tale om, at det var på tide at gøre noget for at imødekomme det skel, som var ved at dele indbyggerne i to.

Det er her, sognepræst Simon Møller Olesen kommer ind i billedet. Det var på baggrund af hans idé, at der en decemberdag i 2016 sad omtrent 75 mennesker stuvet sammen i Faster Kirke til en julegudstjeneste, hvor prædikenen foregik på engelsk, og sangene til den efterfølgende kirkekaffe blev sunget på først dansk, siden på polsk, ukrainsk og rumænsk.

”Vi skulle finde noget at være fælles om, og her var juletraditionen helt oplagt, fordi højtiden også bliver fejret i den ortodokse og katolske kirke, som mange af dem er del af,” siger Simon Møller Olesen i dag.

Udover den flersprogede julegudstjeneste, der siden har udviklet sig til en årlig tradition, har man ikke igangsat andre kirkelig initiativer direkte henvendt til landsbyernes østeuropæiske tilflyttere

I dag er der opstået et rum for, at de kristne nydanskere føler sig som en del af lokalsamfundet, fortæller sognepræsten, og henviser til aktiviteter som familieaftener og spaghettigudstjenester – som de østeuropæiske tilflyttere meget gerne deltager i.

”Men selvfølgelig er det en løbende diskussion, om vi kan gøre mere for dem. Hvad skal vi gøre fremover? Skal vi gøre noget anderledes? Personligt synes jeg sagtens, vi kan gøre mere, end vi gør nu, men det handler også om efterspørgsel fra deres side,” siger han og bemærker, at tilflytterne overordnet set virker tilfredse med de nuværende initiativer.

Og vejen til at opnå en fællesskabsfølelse, mener Simon Møller Olesen, er heller ikke at lave en parallelkirke, hvor man hjælper tilflytterne til at oprette særskilte polske, ukrainske og rumænske menigheder.

”Der er helt klart en missionstanke i det. Vi kan igangsætte nok så mange initiativer, men som folkekirke er det i bund og grund vores vigtigste opgave at lede dem ind i det stærke fællesskab, der allerede eksisterer til trods for forskelligartede kirkekulturelle baggrunde.”

Men frugten af det missionsarbejde kan først for alvor høstes om 10 år, hvor østeuropæernes børn bliver konfirmeret i folkekirken sammen med deres danske klassekammarater, vurderer Simon Møller Olesen.

”Sidste år havde vi en fra Ukraine, som blev konfirmeret som det mest naturlige i verden. Ingen rynkede et øjenbryn over hendes ortodokse baggrund. Så på længere sigt tror jeg, det bliver helt naturligt, at i hvert fald børnene bliver optaget i den danske folkekirke.”

De skal i himlen

Stiftspræst Peter Sode Jensen for Folkekirkens Tværkulturelle Center i Ribe anfægter, at missionstanken nødvendigvis skal udmunde i, at migrantkristne bliver medlemmer af folkekirken, selvom netop østeuropæere ofte har den kristne kirke med sig, som han siger.

”For os er det overordnede mål er at gøre dem til gode kristne, og selvom håbet selvfølgelig er, at de en dag skulle få lyst til at være en del af folkekirken, så handler det i sidste ende om, at de kommer i himlen, og så har det mindre betydning, hvilken kirke de bliver del af.”

”Dybest set,” forsætter han, ”handler det om, at mennesker lærer Gud at kende, og det er netop det, som folkekirken kan gøre for migranter.”

Den bedste måde at skabe dialog med østeuropæere, mener Peter Sode Jensen, er gennem sprogcaféer, som Folkekirkens Tværkulturelle Center selv afholder flere gange månedligt.

”I caféerne kan vi tilbyde dem fælleskab og gøre dem til integrerede landsbyboere. Samtidig kan de opdage, at folkekirken er godt sted at komme måske baseret på den tanke, at det var os, der hjalp dem først,” siger han.

Ligesom Simon Møller Olesen hæfter Peter Sode Jensen sig dog ved en manglende efterspørgsel fra migrantkristne:

”Der er stor efterspørgsel fra lokale sognepræster, som kan se, at der bor østeuropæere i deres sogne, men når det gælder de tilflyttede, så er det faktisk svært at få en dør åben ind til det østeuropæiske miljø. Typisk fordi de arbejder rigtig meget, og fordi de har svært ved sproget. De første år er de i Danmark for at tjene penge, indtil mange af dem opdager, at de faktisk gerne vil blive, så integrationen går typisk langsomt for østeuropæere,” siger han og peger på, at folkekirken generelt set mangler værktøjer til at integrere migrantkristne.

”Intentionen er den rigtige, men vi er ikke gode nok til at gøre det i praksis. Vi har for lidt viden om, hvem de er, hvad de tænker, hvad de har brug for, og hvad de gerne vil have hjælp til. For vi har ikke nogen glæde i at tilbyde dem noget, som de ikke vil være en del af,” siger han.

Vi må ikke være for påtrængende

Derfor er netop relationsarbejdet altafgørende, mener Olga Grygorieva. Den 1. september blev hun ordineret som præst i Maribo Kirke i Lolland-Falsters Stift og starter nu som 50 procent præst i Rødby.

De resterende 50 procent af hendes stilling er et samarbejde med Københavns Universitet om et ph.d.-projekt, hvor Olga Grygorieva skal undersøge nærmere, hvilke kirkelige tilbud der kunne være relevante for arbejdere fra Østeuropa i området omkring Rødby.

Som sine kollegaer hæfter hun sig ved, at folkekirken i dag har svært ved at favne migrantkristne. Det håber hun, at hendes arbejde kan være med til at lave om på:

”Det er nemt at blive ved med at tale om. Men nu vil jeg sætte gang i disse konkrete projekter med det håb, at det på sigt kan styrke særligt østeuropæernes relation til den danske folkekirke.”

Olga Grygorieva er selv vokset op i det daværende Sovjetunionen, inden hun for 13 år siden kom til Danmark og hendes baggrund som migrantkristen ser hun som en stor fordel.

”Lige nu er jeg i gang med et pilotprojekt, hvor tanken er at skabe et mødested for børn, hvor vi læser bibelske historier sammen og efterfølgende reflekterer over dem gennem tegninger og modellervoks. Samtidig mødes forældrene til en kop kaffe, og vi kan forhåbentligt få skabt et fællesskab, hvor man kan tale frit og lære hinanden at kende med kirken som samlingspunkt.”

Men, fortsætter hun:

”Folkekirken skal i første omgang kun fungere som en paraply. Det kan virke grænseoverskridende, hvis man som det første, når man møder et nyt menneske, bliver tvunget til at tale om tro. Mange fra Østeruopa er vokset op under det kommunistiske regime, som selvsagt ikke har meget med kristendom at gøre, så for dem kan spørgsmål om tro virke fremmedgørende. I stedet for skal vi skabe et rum for at lære hinanden at kende med grobund i mere generelle emner som familie, uddannelse og fritidsinteresser. Så kan vi tale om tro, efterhånden som tiden går.”

Projektet, der er et af flere kommende initiativer fra hendes hånd, er endnu i sin spæde begyndelse, men for den nyordinerede præst, er der en dyb pointe forbundet med, at folkekirken i sit arbejde med nykristne ikke må fremstå som dem, der har patent på sandheden.

”Der ligger en missionstanke i alt, som folkekirken foretager sig, men vi skal også være påpasselige med ikke at være for påtrængende,” siger hun.