Det blev drøftet ved den pan-ortodokse kongres i Konstatinopel i 1923, under Det andet Vatikanerkoncil i 1960’erne, på et topmøde arrangereret af Kirkernes Verdensråd i den syriske by Aleppo i 1997 og senest sidste år som optakt til det historiske pan-ortodokse kirkemøde på Kreta i sommeren 2016. Repræsentanter for den ortodokse, den katolske og den protestantiske kirke har stort set grebet hver eneste chance, de har fået, for at diskutere et for dem presserende spørgsmål: Kan vi ændre på den kristne påskes placering?
Mere præcist går debatten på, hvorvidt det er muligt at ændre en tradition, der blev vedtaget tilbage i år 325, for derved at gøre det muligt for de tre kirker igen at fejre kristendommens vigtigste højtid samtidigt. For det er langt fra normalt, at påsken fejres samtidigt, som den bliver det i år. På grund af beregninger, der afhænger af månefaser og to forskellige kalendersystemer, kan der være op til 13 dage imellem øst- og vestkirkens påske.
Og det er en en stærkt symbolsk debat, siger historiker og lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen.
”Tidspunktet for påsken er blevet diskuteret, siden man i Oldkirken fastlagde tidspunktet for den kristne højtid. Vigtigheden af at fejre den samtidigt er derfor en gammel diskussion, og der er kirkelige kredse, som løbende har været meget interesserede i, at det skulle lykkes med en fælles fejring. Det er blevet et meget symbolsk spørgsmål, som handler om synet på de kirkelige retninger som splittede,” siger han.
Hver gang et nyt forsøg på fælles fejring er blevet præsenteret, har det skabt medieoverskrifter om håb, og kirkelige repræsentanter har udtalt, at det denne gang bliver til noget. Det skete også, da den koptiske kirkes overhoved pave Tawadros II sidste sommer drøftede sagen med en ikke-afvisende katolsk pave Frans. Men intet er sket.
Mange vil dog påpege, at der skal mere end en dato til at få påsken til at symbolisere enhed mellem de tre kirker. For deres traditioner i påsken er også forskellige. Men på det punkt ser vi måske trods alt forandringer, siger Sebastian Olden-Jørgensen.
Det vender vi tilbage til. Først skal vi tilbage til dengang, hvor påsken netop blev fejret samtidigt. Den kristne påske har rødder i jødisk påske, hvor man mindes befrielsen og udvandringen fra Egypten. Da Jesus ifølge Det Nye Testamente døde og genopstod midt i påskefejringen, fandt kristne det oplagt at tage højtiden til sig og give den en ny betydning. Opstandelsen blev det centrale i kirkens forkyndelse, og påskens betydning blev så stor, at man også indførte 40 dages forberedelsestid til højtiden, fastetiden.
Fra begyndelsen var der diskussion om, hvornår påsken helt præcist skulle ligge.
Fulgte man jødernes tradition og de oplysninger, der stod i Johannesevangeliet, skulle påskedag fejres den 14. dag efter forårets fuldmåne. Dette skabte et problem for de mange kristne, som gerne ville have opstandelsen til altid at ligge en søndag, da der i Det Nye Testamente stod, at Jesus stod op fra de døde på netop den ugedag. Ved et kirkeligt koncil i 325 i byen Nikæa, som ligger i det nuværende Tyrkiet, blev det derfor slået fast, at påskedag skulle være første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Dermed lå påsken altid et sted mellem 22. marts og 25. april, hvilket var mindre afgørende for kirken – det vigtige var, at Jesu død altid kom til at ligge en fredag, og opstandelsen altid en søndag.
Løsningen i Nikæa kom til at fungere helt frem til 1582, hvor den daværende pave Gregor den 13. præsenterede et nyt kalendersystem. Den julianske kalender, som var blevet indført af Julius Cæsar i år 46 f.Kr., havde medført nogle forskydninger i forhold til årets gang, og den nye kalender var mere astronomisk korrekt. Ved indførelsen blev datoen rettet med 10 dage, så man gik fra torsdag den 4. til fredag den 15. oktober.
Det meste af den vestlige verden skiftede til den gregorianske kalender, og i Danmark skete det i år 1700.
Men østkirken beholdt den julianske model. En forklaring var, at det, vi i dag kender som den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke, blev splittet i år 1054 på grund af blandt andet pavens suverænitet, siger Sebastian Olden-Jørgensen:
”Fordi det var paven, der indførte den gregorianske kalender, har den ortodokse kirke sandsynligvis været endnu mindre interesseret i at tage den til sig. En anden forklaring er den ortodokse kirkes meget stærke tradition, som gjorde det svært bare at rykke påsken. Og så er den ortodokse kirke ikke styret centralt, hvilket gør det sværere at skabe enighed om en ændring af kalenderen og dermed påskens placering.”
På den pan-ortodokse kongres i Konstatinopel i 1923 gik den ortodokse kirke med til at følge en revideret udgave af deres kalender, som lignede den gregorianske mere. Men de ville ikke lade kalenderen ændre på påskens placering. Ligeledes er alle andre forsøg på at finde en ny bestemt dato for påsken – om den så er bestemt af månens faser eller ej – heller ikke blevet det.
Ifølge lektor på Københavns Universitet Annika Hvithamar, der forsker i ortodoks kristendom, har nogle ortodokse kirker valgt at skifte til den gregorianske kalender for at følge det pågældende lands kalender.
”I Danmark har den græske, rumænske og bulgarske kirke for eksempel skiftet til den gregorianske kalender, men det er stort at skulle ændre sin tradition, og derfor fejrer næsten alle ortodokse kirker, med undtagelse af den estiske og den finske, stadig påske efter den julianske kalender,” siger hun og tilføjer, at den gregorianske kalender samtidig har symboliseret noget ikke-religiøst for den russisk-ortodokse kirke.
”Opfattelsen var, at det var de gudsløse kommunister, der ved revolutionen i 1917 sørgede for, at Rusland skiftede kalendersystem. Og hvorfor skulle kirken ønske at følge deres eksempel?”.
Ligesom de ortodokse holdt fast i den julianske kalender, har de også bevaret deres meget traditionelle markering af påsken og fasten, siger Annika Hvithamar. Det indebærer 40 dages faste, hvor man holder sig fra kød og mejeriprodukter, samt vægt på afholdenhed fra dårlige vaner.
På det punkt er den ortodokse kirkes påskefejring måske ikke så langt fra den katolske kirkes. Her er det i højere grad den protestantiske kirke, der skiller sig ud. For reformatoren Martin Luthers brud med den katolske kirke i 1500-tallet fik stor betydning for, hvordan påsken fejres i eksempelvis Danmark, siger professor i dogmatik på Københavns Universitet Bent Flemming Nielsen.
”Reformationen betød, at man ryddede stærkt ud i riter og traditioner, der efter Luthers mening gjorde kristendommen til noget udvendigt og gjorde, at man glemte menneskets eget trosforhold. De lande, der blev lutherske, fik en ny kirkeordning med fokus på ordet. Det gjorde, at gamle og udbredte traditioner, som fasten før påske, efterhånden forsvandt.”
Denne nedprioritering af det rituelle fortsatte hele vejen op igennem 1900- tallet, hvor der var fokus på prædikenen og forkyndelsen, siger postdoc i kirkehistorie og praktisk teologi på Aarhus Universitet Jette Bendixen Rønkilde. Til gengæld har vi ifølge hende inden for de seneste 15 år set ændringer, der gør, at de tre kirkelige retninger igen rykker tættere på hinanden.
”Fasten lader til at have fået en ny betydning i den protestantiske kirke, hvor flere kirker også har taget den katolske askeonsdag til sig. Stiftsundersøgelser peger generelt på, at der sker en opritualisering rundt omkring, hvor man langsomt henter mere af den katolske og ortodokse kirkes mystik ind. Rent antropologisk kan det skyldes, at der opleves et behov for at få flere sanser koblet på gudstjenesten,” siger hun og tilføjer, at globaliseringen samtidig gør, at folkekirken har en større samtale med andre trosretninger.
Også Sebastian Olden-Jørgensen ser modernisme som en forklaring på, at kirkerne igen rykker tættere sammen.
”Ved Det andet Vatikanerkoncil i 1960’erne forenklede man for eksempel den katolske kirkes traditioner vedrørende fasten, som blev mere fri. Det er blevet mere op til den enkelte katolik at vælge, hvordan vedkommende vil markere helligdagene, og dermed er den katolske kirke også rykket tættere på den protestantiske.”