Prøv avisen

Tro bag tremmer

GUDSTJENESTE OG FREDAGSBØN: Håbet om tilgivelse og en mening med livet skubber nogle fanger mod religionen. Men langt de fleste mister den sidste rest barnetro, når de havner i fængsel

- Jeg vil vædde med, at selv den værste 120 kilos rocker, uanset hvor mange tatoveringer han har, på et eller andet tidspunkt har bedt Gud om hjælp. Jørgen Rosenbæk Jørgensen har en vis baggrund for sit gæt. Han har siden 1980 levet sit liv i fængsel med undtagelse af en periode på knap tre år i midten af 90'erne. Denne onsdag aften i det tiltagende efterår 2000 sidder Jørgen Rosenbæk og spiser vildand, brun sovs og syltede æbler i Vridsløselille Statsfængsels bibliotek til det ugentlige Alpha-kursus, som Karlslunde Strandkirke arrangerer i fængslet. 12-15 fanger er mødt op, og de fleste bliver der også efter maden til kaffen og småkagerne og ugens lektion »Hvorfor døde Jesus?« Alpha er - ud over at være et grundkursus i kristendom - en flok venlige mennesker, der ankommer hver onsdag aften belæsset med guitarer og flamingokasser fyldt med mad for at være sammen med fangerne i Vridsløselille. Om det er andestegen eller Gud, der trækker mest, er umiddelbart ligegyldigt. - Jeg har stor respekt for mennesker, der gider ofre bare fem minutter på os herinde. Vi snakker om tingene, hører på hinanden og hører, hvad kirken mener om forskellige ting, forklarer Jørgen Rosenbæk. Ruben A. blev snuppet i Kastrup Lufthavn med kufferten fuld af narkotika i sommeren 1999. Han er libaneser, har været amerikansk statsborger i mere end 20 år, men har aldrig boet i Danmark, så en af Alpha-folkene oversætter aftenens undervisning for ham. - Jeg ved ikke meget om Alpha, og hvilken slags kirke de kommer fra, men de ser vores behov, giver os knus, taler med os og har mad med, siger Ruben A., der som en af de eneste har sin egen bibel med. Der er bred enighed om, at Alpha-kurserne er et velkomment afbræk i hverdagen på mere end én måde. For Nicolai Bernt, som for tiden afsoner tre år for bedrageri, handler både Alpha og kirken om at være en del af et fællesskab, som er anderledes end det, fængslet ellers tilbyder. - Jeg har fået nok af spjældsnak. Jeg gider ikke høre mere om kriminalitet og stoffer, men til Alpha og i kirken kommer der ofte folk, der tænker lidt dybere, og som kan se lidt længere end næste kup eller næste pibe hash, siger han. Præstens telefon Alpha-kursisterne er ikke typiske repræsentanter for de indsatte i Vridsløselille. Af fængslets godt 220 fanger er det stadig kun et fåtal, der praktiserer en religion, og både Nicolai Bernt, Jørgen Rosenbæk og Ruben A. mener, at de fleste i deres situation har overvejet Gud som en udvej, men for det meste uden større succes. - Vi har jo alle sammen prøvet at have det dårligt og kalde på Gud - og så er han ikke kommet. Så du kan ikke overbevise folk herinde om, at man bare skal råbe det ud, så er Paradiset der. Vi ved godt herinde, at sådan fungerer det ikke, siger Jørgen Rosenbæk. Men han er enig med de to andre i, at religion får en anden betydning for folk, når de er spærret inde. - Man har nok mere brug for en tro, når man sidder i fængsel. Jeg hørte en sige, at han havde i hvert fald brug for, at Gud troede på ham, siger Nicolai Bernt. Hans forældre er mormoner, og det var derfor ikke fremmed for ham at komme i en kirke. Men det er først i fængslet, han har stillet spørgsmål til barndommens tro, og selv om det har gjort ham mere tvivlende, betegner han sin tro i dag som mere reel. - Jeg prøver meget at komme bort fra skyldfølelsen over for Gud. Da jeg voksede op, var der en række krav, man skulle opfylde, som jeg ikke var så god til at overholde. Med en tro på Gud kommer der også en form for tilgivelse og håb. Det er ikke kun derfor, jeg tror, men det er en støtte, forklarer han. Hans første kontakt med kirken i fængslet drejede sig - som for så mange andre - om komme til at låne præstens telefon. Så begyndte han at synge i kirkekoret, både fordi han kan lide at synge, og fordi det er et af de mere behagelige små job i fængslet, der kan give lidt ekstra lommepenge. Ruben A. synger i også i Vridsløselilles kirkekor, og selv om den kristne tro har betydet meget for ham siden slutningen af 1970'erne, er behovet blevet endnu større efter den fatale rejse til Danmark. - På et sted som dette vender vi os oftere mod Gud, specielt i vores private stunder, fordi vi har mere tid til det. Udenfor har vi mere travlt med at finde penge til huslejen og til mad og med at være sociale, så vi glemmer Gud. Her ser vi vores smerte tydeligere, så vi beder ham om at dulme smerten - eller forklare os hvorfor vi har den smerte, siger han. Lille pris for at lære Jørgen Rosenbæk havde ingen kontakt med kirken, før han røg i fængsel, og det var også præstens telefon og lønnen for at synge i koret, der motiverede ham til at stifte bekendtskab med det, der i dag er det vigtigste i hans liv. - Troen betyder alt for mig. Den betyder mere end løsladelse, siger han. Jørgen Rosenbæk begik et mord i 1980 og afsoner som et af 16 mennesker i Danmark en livstidsdom. I 1994 blev han benådet og løsladt, men efter knap tre år begik han røveri og blev genindsat på livstid, hvilket i praksis betyder på ubestemt tid. At troen er vigtigere end løsladelse forklarer han med, at han siden gensynet med Vridsløselilles grå gange for tre år siden har lært en masse om sig selv, om at lytte til Gud og at vide, hvad man skal lytte efter. - Hvis prisen for at lære det er, at jeg skal sidde her et år eller fire år mere for at tænke mig om, så er det en lille pris, og så gør jeg det uden at blinke. Sidste gang ville jeg have gjort alt for at komme ud, fortæller han. Ruben A. bruger også sine år som fange til at prøve at forstå og lære af sin skæbne. - Jeg tror, Gud anbragte mig på dette sted i Danmark for at vise mig de fejltagelser, jeg har begået, men jeg synes, han var nænsom ved mig. Han ødelagde ikke mit helbred eller min familie. Tværtimod har jeg fundet en endnu større kærlighed til min kone, end da hun sad lige ved siden af mig. Jeg har begået en fejltagelse, men det er ud fra menneskets lov, og jeg betaler for det. Jeg er i fængsel som en straf, men i sidste ende kunne det være for mit eget bedste, mener Ruben A. Han mener ikke, at noget menneske er fejlfrit, men at det lige præcis er religionens formål at lære os, hvordan vi forholder os til fejlene, hvordan vi forklarer dem, og hvordan vi overlever dem. Men han ved, at det langt fra er alle, der bruger fængselsopholdet til at lære. - Der er forskel på mennesker. Nogle får brug for flere stoffer, når de kommer i fængsel. Nogle får brug for mere tid til at tænke i, andre for mere motion - og nogle går efter religionen, siger han. Grænser for tilgivelse Det er blevet fredag lige over middag i Vridsløselille Statsfængsel. Ande-skrogene fra Alpha-kurset er for længst røget i skraldespanden, og i et slidt lyseblåt lokale på cirka 25 kvadratmeter er en gruppe muslimer ved at rykke bordene til side, så der bliver plads på gulvet til fredagsbønnen. Næsten halvdelen af Vridsløselille Statsfængsels cirka 35 muslimer kommer til fredagsbøn, og for dem er tilgivelse et nøgleord. - Min religion er blevet endnu mere vigtig for mig, efter at jeg er røget i fængsel, siger Hussein, som de seneste tre år er kommet fast til fredagsbøn. - Som indsat prøver man at se, hvad man har gjort forkert, og så hjælper det at tro på noget. Både fordi man får noget at bruge sin tid på, og fordi man lærer at gå den rigtige vej. Man kan vælge to veje, når man kommer i fængsel: man kan forbedre sig, eller man kan blive værre. Men hvis man ikke har religionen, ved man måske ikke, hvad man skal gøre, og så kan man kun blive værre, siger han. Hussein er ikke i tvivl om, at han har gjort noget galt, men han er samtidig overbevist om, at mennesket har en chance for at ændre sig. Han tror på, at Allah vil tilgive ham, hvis han beder om det med hjertet og fremover prøver at gå den rette vej. En vigtig forudsætning for at gå den rette vej for en muslim er at efterleve de forskellige ritualer, som islam foreskriver. Fredagsbønnen er et af dem, ligesom de fem daglige bønner, fastemåneden ramadan, kun at spise halal-slagtet kød og så videre. Det kan være besværligt at overholde det hele, når man sidder i fængsel. Under ramadanen er muslimerne vant til at stå op mellem klokken fire og fem om morgenen for at vaske sig, lave mad og spise inden solopgang, men i Vridsløselille låser fængselsbetjentene først cellen op klokken syv. Og hvis fangen arbejder på værkstedet, er der ofte hverken tid nok eller rent nok til at udføre den daglige middagsbøn. Hussein fortæller, at han føler sig skyldig, hvis han ikke har bedt på det rigtige tidspunkt, og han prøver at få lov til at bruge det lyseblå rum til middagsbønnen. Det er imam Abdul Shakir, der afholder fredagsbøn i Vridsløselille. Han kommer også om tirsdagen, hvor han hjælper muslimerne med at løse forskellige både praktiske og religiøse problemer. - Det er klart, at når man er i knibe, så søger man altid trøst og tryghed og opbakning et eller andet sted fra, og muslimerne vil altid gå til islam. Islam stiller en masse løsningsplaner op for dem, og der er nogle klare retningslinjer, hvor man beder Allah om at tilgive en for den synd, man har begået. Man bliver tilgivet, men det er en betingelse, at man ikke vender tilbage til det samme igen. Tilgivelsen har jo også en grænse, forklarer Abdul Shakir. Imamen får ingen løn for sit arbejde i fængslet, men udfører det udelukkende med det mål, at fangerne skal resocialisere sig og leve et anstændigt liv, når de bliver løsladt. Og de tager godt imod ham. - De lytter mere med interesse herinde. Dem udenfor er ligeglade med din vejledning, men her lytter de, siger han. Gudsforladt sted - Oh Lord, what a morning, gjalder sangen fra otte mandestruber, mens efterårssolen oplyser kirkerummets mosaikgulv gennem de meterhøje gavlvinduer. Kirkekoret i T-shirts og badesandaler indleder søndagsgudstjenesten med at synge for de fire fanger, der har slået sig ned på træstolene. Selv om fremmødet er overskueligt, betegner fængselspræst Jakob Arnbjerg evangeliet som sit stærkeste aktiv over for fangerne - sammen med tavshedspligten. - For nogle bliver religion pludselig meget vigtigt, når de kommer i fængsel, og den sidste rest af deres kristenhed bliver hentet frem. De får brug for at tro på tilgivelse, og her kommer præsten til sin ret, siger han. Men gennem sine 21 år som præst i Vridsløselille har Jakob Arnbjerg også set mindst lige så mange eksempler på det modsatte. - Det er jo et gudsforladt sted at havne. Fangerne har tit oplevet så mange vanskeligheder i deres liv, at når de kommer her, ryger den sidste tro på noget godt. Udfordringen for mig bliver, at Guds kærlighed er en floskel for dem - et fremmedord, som de ikke kan genkende fra deres liv, forklarer han. Han mener, det er en af grundene til, at Alpha-kurserne er blevet så forholdsvis populære blandt de indsatte. - En gruppe mennesker, der frivilligt kommer ind og bruger tid på dem, viser i handling, hvad godhed er og gør nok mere indtryk, end når en præst står i kirken og snakker om Guds kærlighed. Efter gudstjenesten er der kaffe og franskbrødsmadder ved et langt bord bagest i kirken. Jørgen Rosenbæk genkender barrieren mellem budskabet om kærlighed og den barske tone, der hersker i fængslet. - Vi er i en situation, hvor vi bliver udsat for samfundets hævn, og så er det altså svært at sidde og snakke om Guds kærlighed, siger han. For Nicolai Bernt er den modsætning derimod en af grundene til at komme i kirken. - Jeg tror, jeg kan være mere motiveret for at høre om kærlighed og tilgivelse, når jeg har hørt på det andet hele ugen. Det er en utroligt barsk verden herinde, og det sætter nogle spørgsmål igang - også i forhold til ens gudsopfattelse, siger han. Franskbrød med marmelade kan måske ikke helt hamle op med Alpha-gruppens kød og kartofler, men i et fængsel hvor alle har rigeligt med tid, betyder sociale aktiviteter meget. - Vi går i kirke, men det er lige så meget for at være sammen med en gruppe mennesker. Vi beder mere alene, siger Ruben A. Kirkelige tilbud Fangerne i Vridsløselille har gode muligheder for at praktisere deres religion. Hver søndag formiddag er der gudstjeneste i fængslets kirke ved pastor Jakob Arnbjerg eller hans kollega Bent Ølgaard fra anstalten ved Herstedvester. Onsdag aften inviterer frivillige fra Karlslunde Strandkirke til Alpha-kursus, som altid indledes med et fælles måltid mad. Fredag eftermiddag samles fængslets muslimer til fredagsbøn ved imam Abdul Shakir, som også kommer til Vridsløselille hver tirsdag, hvor de indsatte kan få svar på diverse religiøse og praktiske spørgsmål. En gang om måneden holdes katolsk messe, hvor 10-12 indsatte mødes til kirkegang og kaffe, brød og kage. Desuden besøger den katolske søster Marie fængslet mindst en gang om ugen, hvor hun har personlige samtaler med de fanger, der ønsker det.