Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro er meget intuitiv. Min tro behøver ikke en facitliste. Jeg kan se mange smukke ting ved de bygningsværker, folk har bygget i religionens navn, og jeg vil gerne besøge dem. Men jeg har ikke brug for at sidde med en masse mennesker hver søndag. Det er en privat ting.
I dag er jeg medlem af folkekirken. Det er ret sent i livet, at jeg har turdet tale om det som en tro, fordi tro eller religion ikke er et fint ord i min familie.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Der var ikke nogen religion i mit barndomshjem, og jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Mine forældre er ikke religiøse. Tro er nærmest noget, de ser lidt ned på. Jeg er opvokset med den holdning, at religion er et plaster på et sår eller en krykke, som nogle mennesker har brug for, men det har vi ikke.
Jeg har heller ikke troet på julemanden eller tandfeen, for mine forældre har et dogme om, at man ikke skal lyve over for børn, selvom det er hyggeligt. De har placeret religion og Gud i samme kategori som nisser og hekse.
Hvad har udfordret din tro?
Det har min kæreste. Han er en klog, velfungerende mand, der ser tingene på en helt anden måde end mig. Vi var venner i lang tid, før vi blev kærester, så det er de seneste 10 år, han har udfordret mig.
Da jeg mødte ham, var jeg overbevist om, at der ikke faldt noget ned i turbanen, men at man selv var ansvarlig for alt, og der ikke var mere mellem himmel og jord. Punktum.
Han er helt modsat. Han er søgende og famlende. Han gør mange ting, jeg ikke forstår. Han roder rundt i det alternative og lukker alt ind, hvor jeg tidligere ikke lukkede noget ind.
Vi har haft mange samtaler om tro. Vi læser begge rigtig meget, så vi har fået hinanden til at læse bøger, som vi ikke selv ville vælge. For eksempel har jeg lige læst den amerikanske poet Christian Wimans ”My Bright Abyss: Meditation of a Modern Believer”, hvor jeg før afskrev alting, der lugtede af den slags.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har tid, tanker og mennesker. Og en følelse inden i mig selv. Da jeg var lille og bad aftenbøn, var det noget, jeg selv havde fundet på. Jeg har altid haft en følelse af, at man ikke kunne bede på en forkert måde.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Tro handler også om at tro på mennesker omkring en, at tro på det gode, at tro på meningen. Det gør, at jeg har en naturlig glæde og taknemmelighed. Det hjælper jo meget, når tingene ikke går, som man gerne vil have.
Da jeg var lille, tænkte jeg på, at der skulle være en balance. Hvis der skete en dårlig ting, ville der også ske en god ting. Jeg holder ikke regnskab nu, men jeg har en følelse af, at hvis ting går mig imod, er der nok en lærdom i det.
For eksempel da jeg begyndte med at lave musik, hvor jeg fik et kæmpestort hit med det samme. På alle måder var jeg meget heldig. Jeg tænkte slet ikke over, hvor exceptionelt det var.
Jeg var ikke forberedt på, hvad der kunne ske, når det stoppede med at køre på skinner. Da min anden plade kom ud, blev det anderledes. Jeg fik et chok, da jeg fandt ud af, at nogle mennesker syntes, jeg var en stor idiot, og at mennesker generelt havde en holdning til mig. Jeg kunne gå på gaden, og folk kunne finde på at stoppe mig og sige, at jeg var en latterlig nar. Det gjorde mig bange, og i lang tid sad jeg i en lejlighed på Vesterbro og var angst.
Jeg søgte indad. Og jeg søgte hjælp hos andre mennesker. Jeg har lært ydmyghed og taknemmelighed af den periode, selvom det var noget af det hårdeste, jeg har gennemlevet. Jeg har hele tiden haft det mål for øje, at jeg nægter at blive bitter, jeg nægter at tage pigge på og blive et pindsvin. Jeg vil blive ved med at elske og tro på det bedste.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Christian Wiman, som jeg kun lige har stiftet bekendtskab med, er meget inspirerende. Han er opvokset i et meget religiøst hjem og tog i mange år afstand fra det, men er vendt tilbage til sin tro.
Min kæreste er også et forbillede. Det er modigt i nutidens samfund at være så åben, som han er. I vores lille københavner-snobbe-samfund kræver det nosser at sige åbenlyst, at ja, jeg tror på Gud eller universet.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Da jeg var med i projektet Flygtningestemmer, sang jeg en sang skrevet af den bosniske flygtning Radmila. Efter jeg havde indspillet sangen, skulle jeg møde hende i Go'morgen Danmark. Da vi var færdige med at være på tv, spurgte Radmila, om jeg ikke ville blive siddende i fem minutter og tale med hende.
Midt i Go'morgen Danmarks studie lagde Radmila hånden på mit hjerte og bad Jesus om at fjerne mine byrder. Hun gav mig også en kort instruktion i, hvordan man beder. Man kan ikke gøre det forkert, men hun sagde, at man ikke skal bede om en masse ting. I stedet skal man sige tak for det, man har, hver aften.
Siden da har jeg bedt aftenbøn. Det giver rigtig god mening for mig at slutte dagen med at tvinge mig til at tænke dagen igennem og nogle gange mit liv.
Uanset om det er til universet, eller hvem det er til, er det en god stiløvelse, som jeg tror, rigtig mange mennesker vil have godt af. I virkeligheden er det bare en øvelse i at være til stede.