Prøv avisen
Tro&tvivl

Tro er at elske livet

Livet har ikke nogen brugsanvisning, siger Søren Peter Hansen. Foto: Privatfoto

Livet er et eksistentielt overflødighedshorn, siger Søren Peter Hansen. Men det er også er en gave, som giver udfordringer, når du pakker den op

Hvordan vil du beskrive din tro?

For mig er det store bud i den kristne tro, som jeg også vil kalde min egen, at man skal elske livet, og fortegnet er, at du er elsket, og det er derfor, du er her. For mig handler tro ikke om at sige til mig selv, at jeg har tro, og at jeg gør dette og dette i troens navn. Troen ligger i det umiddelbare og spontane. Der, hvor man ikke lade være. Det handler om at elske livet og hænge ved livet, selv når det er svært. Når man kigger rundt, ser man, at livet er et eksistentielt overflødighedshorn. Der kommer hele tiden mere liv.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op med, at kirke og kristendom er naturlige elementer. I min opvækst var det naturligt at gå i kirke. Ikke kun til højtiderne, men også bare, hvis det faldt én ind. En almindelig dag i mit barndomshjem sluttede af med at bede Fadervor og gerne et salmevers, før vi gik i seng. Det har jeg taget med mig, og det gør jeg stadig i dag. Så får jeg ryddet op i dagen. Siden jeg var barn, har Fadervor været en måde at adressere en bøn direkte til Gud på. Man er dus med Gud, og det er et meget tæt forhold. Der er man barnet, der taler med sin far.

Hvad har udfordret din tro?

Det kan virke højpandet at sige, at det er der ikke noget, der har gjort. Du har fået livet. Det er en gave, og du skal elske det. Så snart du pakker gaven ud, kommer der almindeligvis udfordringer. Men udfordringer handler også om perspektiv, for ellers kan de daglige kampe nemt gøres til store størrelser. Vi kan somme tider grine ad os selv, når vi tænker tilbage og ser, hvordan vi tog på vej over noget, som slet ikke betød så meget. Perspektiv gør det nemmere at elske livet, og det fantastiske ved kristendommen er jo, at der hverken er brugsanvisning eller facitliste for det gode liv.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Helt formelt har det at læse Bibelen og især Det Nye Testamente haft stor betydning for mig. Jeg sætter uendeligt meget pris på apostlen Paulus' breve. Paulus var faktisk den første teolog, den første til at forsøge at formulere, hvad kristen tro er. Jeg begyndte også at læse filosoffen Søren Kierkegaard i min gymnasietid, og så har jeg ikke sluppet ham siden. Jeg tager det helt bogstaveligt, når Kierkegaard indleder en tekst med at skrive Kære Læser. Så har vi en samtale. Kierkegaard har åbnet mange ting for mig, og for mig er han én af dem, der kommer tættest på det kristne budskab.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?

Det er svært at sige, hvilken forskel min livsanskuelse gør i verden. Det er ren spekulation, for jeg kan jo ikke måle forskellen på mit liv og et liv, jeg ikke har levet. Jeg har kun levet dette ene liv, og jeg er glad ved det liv, jeg har. Jeg er glad for at kunne kalde mig kristen, men ligesom Kierkegaard sagde, så skal livet leves forlæns, men forstås baglæns. Derfor kan jeg ikke sige, hvordan min kristne tro gør en forskel i mit liv, for jeg kan ikke have den slags refleksivitet og evaluering, mens livet stadig er i gang.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg kan ikke lide ordet forbillede. Det er bare et fastlåst billede, man kan sætte på kaminhylden. I stedet for at se op til folk, bør man se dem i øjnene. Jeg er i øjenhøjde med Kierkegaard, når jeg læser hans tekster. Men jeg ønsker ham ikke som forbillede, for jeg ønsker jo ikke at leve som ham. På samme vis er det forkert at se Jesus som et forbillede. Så skulle jeg gå med hans billede som en selfie i udstrakt arm. Jesus er et pejlemærke og en rettesnor, og at tro på Jesus er mere end at have ham som forbillede.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Der er ikke ét råd, der stikker særligt ud for mig. Min erfaring er, at mange åndelige råd kommer på baggrund af en god samtale. Jeg husker en situation for en del år siden, da jeg var præst, hvor et ungt menneske kom til mig. Vi talte i et par timer. Eller det vil sige, jeg lyttede i et par timer. Jeg sagde nogle få ting til ham, og så takkede han for en rigtig god samtale, han virkelig kunne bruge til noget. Jeg satte mig ned, da han var gået, og undrede mig over, hvad det mon var, han kunne bruge fra samtalen. Det bedste åndelige råd kommer, når vi tager os tid til hinanden, når vi er nærværende.