At tro er som at være omsluttet af en fantastisk kærlighed

Per Bucholdt Andreasen, formand for Præsteforeningen, kommer ikke fra et kirkehjem, men begyndte at gå i kirke hver søndag, da han var dreng. Særligt en ung præst inspirerede ham

Per Bucholdt Andreasens tro er først og fremmest formet af en FDF-leder, han havde i sin ungdom.
Per Bucholdt Andreasens tro er først og fremmest formet af en FDF-leder, han havde i sin ungdom. . Foto: Leif Tuxen.

Hvordan vil du beskrive din tro?

"For mig hører tro og kærlighed sammen. Det at tro er som at være omsluttet af en fantastisk kærlighed og varme. Det betyder, at jeg kan leve i tillid til Guds nåde, og at jeg kan leve efter en overbevisning om, at Gud er en realitet i mit liv. Sådan opfatter jeg min tro, det er det, jeg som præst og forkynder lever af, og for mig er det vigtigt, at min tro er det fundament, jeg står på."

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

"Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver eller en bibel, vi gik ikke engang i kirke juleaften. Mine forældre var medlemmer af folkekirken, og jeg er døbt og konfirmeret. Det blev jeg uden diskussion, men kirken var ikke et sted, jeg kom i min barndom. Jeg mødte for alvor kirken og kristendommen, da jeg i otteårs-alderen blev FDF'er, det var alle andre. Det foregik i sognekirkens krypt og sluttede altid af med en andagt, hvor lederen sagde noget om Herren og bad Fadervor. Det, der begynder at sparke til noget, var, da jeg skulle til konfirmationsforberedelse, og jeg begyndte at gå i kirke. Ikke kun fordi man skulle, men også fordi jeg virkelig godt kunne lide det. Jeg gik meget mere end de 10 gange, man skal. I dag fortæller jeg det altid til mine konfirmander og siger, at det kan være vanedannende at gå i kirke. Jesus var min helt i kampen mellem det gode og det onde, og budskabet om Guds nåde og næstekærlighed er det vigtigste. Jeg følte mig omsluttet af budskabet. Da jeg fortalte min far, at jeg ville læse teologi, spurgte han, om ikke jeg skulle prøve at tage en uddannelse først og så læse teologi bagefter. Det var i 1960'erne, og alle troede, at kirken ville lukke. Men jeg holdt på mit og blev præst."

Hvad har udfordret din tro?

"Når sygdomme og død rammer børn og unge. Jeg er særligt optaget af unges selvmord, for det er så uforståeligt. Så tænker man en gang imellem på, hvor Gud er. Når jeg som præst oplever at skulle begrave børn, udfordrer det både de pårørendes og min tro på mange måder. Men jeg har også lært at forstå, at der er noget, jeg ikke skal forstå. Jeg har det lidt, som Paulus skriver i Første Brev til Korintherne: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde” - det gådefulde er del af min tro, noget, jeg ikke kan forklare. Tro er lige præcis tillid til det, vi ikke kan se."

Hvad har formet den tro, du har i dag?

"Det er først og fremmest en FDF-leder, jeg havde i min ungdom. Han var en ung og moderne præst fra København, som kom op til Aalborg og brød med den vante forestilling om, hvad en præst er. Jeg husker hans prædikener som nogle, jeg var optaget af. Jeg gik som regel til eftermiddagsgudstjenesten klokken 16.30, det var det refleksive rum, jeg fik. Når jeg fortæller mine konfirmander det, ryster de på hovedet. Gennem resten af livet har det ofte været gode kolleger og præstevenner, jeg har delt tro og tvivl med. Teologer kan godt lide at dele, hvordan de tror og formulerer troen, og det er klart noget af det sjælesørgeriske, som vi deler med hinanden, der er med til at forme mig som menneske."

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

"Jeg kan svare med tre begreber: tillid, glæde og taknemmelighed. Taknemmelighed over livet, fordi jeg har fået det og synes, jeg har et godt og spændende liv. Jeg er kommet igennem tilværelsen uden de store traumatiske oplevelser, og det er i sig selv noget at være taknemmelig for. Jeg holder fast på at gøre det så godt, jeg kan, i livet. Det er en gave, så brug den på noget fornuftigt. Jeg tror, at det at blive præst er et forsøg på at være der for andre. Kristendommen er måske også en almen opdragelse, at være høflig og opføre sig pænt, og for mig er det mødet med kristendommen, der har skærpet min sans for taknemmelighed."

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

"Jeg tror, jeg kan nævne to filosoffer, der har bidraget til at inspirere mig. Den ene er Søren Kierkegaard, som er en spændende tænker. Og så er der den eksistentialistiske franske filosof Jean-Paul Sartre. Hans humanisme er interessant at forholde sig til, også i forhold til den kristne forståelse. Jeg synes på mange måder, at jeg kan identificere mig med tematikkerne, også fordi det er godt at have som et alternativ - en parallel tænkning i forhold til kristendommen."

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

"Det er ret simpelt og ikke noget sofistikeret. Der var engang en klog kone, som sagde: Stol på Gud, så ordner det sig. Det er banalt, men rigtig godt, og jeg tænker tit på det i situationer, hvor man er magtesløs, og hvor man er overladt til sig selv: Det ordner sig, stol på Gud. Det har jeg slået mig til tåls med, det er et godt åndeligt råd. Man kan sige, at det banale er det fundamentale."