Tro er tillid

I tidligere dommer Jens Smedegaard Andersens kristenliv er der ikke plads til at gå i rette med Gud. Han vil hellere hvile i tilliden til, at Gud ved bedst

For cand.jur. Jens Smedegaard Andersen er der en frihed i ”ikke at skulle spilde tiden med at finde ud af, hvad eller hvem Gud er”. Tilliden til Gud har stor betydning for ham. –
For cand.jur. Jens Smedegaard Andersen er der en frihed i ”ikke at skulle spilde tiden med at finde ud af, hvad eller hvem Gud er”. Tilliden til Gud har stor betydning for ham. –. Foto: Keld Navntoft.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Ordet tro opleves ofte fejlagtigt som noget, den troende kan præstere. Jeg kan bedre lide ordet tillid, der på græsk er det samme ord som tro. At have tillid er en gave. I øvrigt også i forholdet mellem mennesker. Min tro indeholder på denne måde en uforbeholden tillid til, at den skabende Gud i den historiske Jesus har taget menneskeskikkelse og levet et menneskeliv med afslutning i døden på korset. Det er den Gud, som Jesus kalder sin far og vor far. Når vi holder os til ham, kan vi få tilgivelse og være, hvor han er, når dette liv er slut. Tilliden til ham og beretningerne om, hvad han gjorde, og særligt hvad han sagde, mens han var på jorden, er det afgørende. Det fastholder han gennem Helligånden, som han efterlod som rådgiver for den enkelte kristne.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg kan tydeligst svare ved at fortælle, hvad jeg sagde til min mor, da hun var blevet gammel og boede på plejehjem. Vi talte om mange ting. Ikke mindst sang vi ofte salmer, som hun kunne udenad heldigvis, for hun var næsten blind. I en passende sammenhæng kunne jeg fortælle hende, at af det meget gode, vi børn havde fået med hjemmefra, oplevede jeg mulighederne i den uanfægtede tro på Kristus som det væsentligste. Det havde i høj grad også vores far bidraget til, ikke ved pres eller ved, hvad han havde fortalt, men ved sin holdning. Der blev ikke talt meget om kristendom i mit barndomshjem, men troen lå som et selvfølgeligt grundlag under både dagligdag og fest. Søndag var hviledag for min travle far, og en af mulighederne for at være sammen med ham var at tage ham i hånden og gå med i kirke. Han var glad for at få selskab. Det eneste obligatoriske var søndagsskolen, og ville vi fem brødre være spejdere, var det FDF. Det var tilliden til Kristus, det drejede sig om.

LÆS OGSÅ: Det var meningen, at jeg ville være præst

Hvad har udfordret din tro?

Min tilværelse har været meget beskyttet. Ikke problemfri selvfølgelig, og jeg forstår godt spørgsmålet om, hvorvidt der kan eksistere en god og nådig Gud, når mennesker gang på gang oplever frygtelige ting. Mit forhold til Kristus er, at der ikke er plads til at gå i rette med ham. Men jeg har fuld forståelse for den tankegang, at det kan hjælpe nogle at skælde ud på Gud, og det er jeg sikker på, at han til enhver tid vil tilgive. Svar på dette med at gå i rette med Gud kan vi finde i Bibelen i Jobs samtale med Gud, hvor Job efter at have bebrejdet Gud sin vanskæbne møder Guds svar: Hvor var du, da jeg skabte himmel og jord? Underforstået, hvad kender du til de sammenhænge, som skabelsen og opretholdelsen bygger på? Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne afskrive Kristus som fundamentet i mit liv, og jeg håber på at blive sparet for at blive prøvet.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Tilliden til Kristus er hele tiden blevet udbygget og forstærket, men er dog grundlæggende den samme. Mange dejlige præster herunder min kone har i årenes løb bidraget ved deres personlighed, engagement og adfærd i gudstjenesterummet og uden for det. Det samme gælder andre medarbejderes og frivilliges indsats i menighederne. Min kones virksomhed som præst og nu foredragsholder har givet mig mulighed for at opleve mange forskellige menigheder og præster, som har forstærket min undren over, at udfoldelserne i de lokale menigheder ikke tilskynder mange flere til en nærmere tilknytning til dem. Dette at høre til et fællesskab er for mig en del af det, Jesus forbandt med at følge ham. Dermed tager jeg ikke afstand fra de kristne, der alene i enrum klarer forholdet til Vorherre. Den tro, jeg har i dag, er helt upåvirket af den megen teoretiske og teologiske snak, som tilbydes og ofte er mere egnet til at forvirre end til at oplyse. Også den megen ufordragelighed i kirken, som for nogle er ødelæggende for deres trosforhold, efterlader mig for så vidt upåvirket. For mig at se er meget af det detaljer. Jeg føler mig ikke knyttet til nogen gruppering i kirken. Jeg har stor sympati for Indre Mission og stor sympati for grundtvigianisme, og med min fars ord så er der ikke så stor forskel, når det kommer til stykket. Om nogle for eksempel har den opfattelse, at kvindelige præster og kirkelig vielse af homoseksuelle er i strid med deres kristne tro, eller om Grosbøll ikke tror på en opretholdende gud, er da deres sag. For Grosbølls vedkommende dog først, efter han har opgivet præsteembedet. Mennesker med disse og andre opfattelser forbliver forhåbentlig i fællesskabet, som styrkes af mangfoldigheden og særligt, hvis de afstår fra at ville bestemme over, hvad andre skal tænke og mene.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det er et spørgsmål, som jeg gerne vil være fri for at svare på. Blufærdighed forbyder mig overhovedet at tale om det. Men jeg vil da godt tilføje, at kristne værdier gennemsyrer den enkeltes liv meget mere, end vi er klar over. Forhåbentlig også mit. Den blufærdighed, som også medfører, at vi i det daglige liv taler alt for lidt om forholdet til Kristus, er derimod meget uheldig for omverdenens svindende kendskab til, hvad kristendom er og kan betyde for den enkelte. Det prøver jeg som pensionist med begrænsede muligheder at komme ud over. Det vil være godt, hvis kirken vil beskæftige sig mere med at give medlemmer redskaber, der sætter dem bedre i stand til at svare på spørgsmål, som kommer frem om kristendommen i private sammenhænge. Jeg kommer til at tænke på den beretning, som ofte kort beskrives som Jesus helbreder den blinde. En prædiken for mange år siden udelod helt omtalen af miraklet og koncentreredes om, hvad vi kan lære af Jesus få dage før den skæbnesvangre langfredag med den angst og gru, der måtte fastholde alle hans tanker. Alligevel tager han sig af den blinde og spørger ham: Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig? Vi kan lære af Jesus, at det kristne bud er, at du ikke kan undskylde dig med at være optaget af egne alvorlige sager, når nogen henvender sig om hjælp. Du må lægge dit eget til side og hjælpe. Det er enkelt at forklare, for eksempel når nogen vil afvise miraklet.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Der er mange afdøde og nulevende, som jeg beundrer, men egentlige forbilleder bortset fra Jesus kan jeg ikke få øje på. Dermed ikke sagt, at der ikke er mange egenskaber, andre besidder, som jeg ikke også gerne vil have. Jeg kan ikke lade være at nævne den russiske forfatter Dostojevskij, som i slutningen af 1800-tallet i et brev til en søster, efter at have beskrevet Jesus i de smukkeste vendinger, fortæller hende, at han har det med Jesus således, at skulle det virkelig kunne bevises, at Jesus ikke er Guds søn og altså ikke er Kristus, så vil han alligevel holde sig til ham. Med hensyn til tillid kan jeg godt se ham som et forbillede. Han havde jo oplevet grusomhederne i fængsel i Sibirien og kunne derfor, som andre i lignende situationer beklageligvis har gjort, have afskediget Gud.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

At jeg ikke skal spilde tiden på at finde ud af, hvad eller hvem Gud er. Det følger af Guds svar til Moses ved den brændende tornebusk. Moses spørger, hvem han skal fortælle har sendt ham til jøderne i Egypten, da hans opgave er at udfri dem fra slaveriet. Guds svar efterlader ikke tvivl: Sig til dem, at Jeg Er har sendt dig. Altså: Hvem Gud er, skal vi ikke bekymre os om. Moses får i øvrigt også at vide, at han slet ikke vil kunne overleve, hvis han kendte svaret. Det giver en utrolig frihed ikke at skulle begribe det.