Tro i Verden

Her hviler to kvinder foran indgangen til koranmessen i Teheran i sidste uge. En stor vægplakat af grundlæggeren af Den islamiske republik Iran, afdøde ayatollah Khomeini, var blikfang på messen med blandt andet moderne udgaver af Koranen. -- Foto: Scanpix.
Her hviler to kvinder foran indgangen til koranmessen i Teheran i sidste uge. En stor vægplakat af grundlæggeren af Den islamiske republik Iran, afdøde ayatollah Khomeini, var blikfang på messen med blandt andet moderne udgaver af Koranen. -- Foto: Scanpix.

Konservativ biskop i spidsen

NORGE De 11 biskopper i den norske kirke har valgt biskop Olav Skjevesland til ny såkaldt præses eller formand for bispemødet i de næste fire år. Olav Skjevesland, der er biskop i Agder og Telemark i det sydlige Norge, regnes for en af de teologisk mest konservative blandt de norske biskopper, og han er blandt andet imod kirkelig velsignelse af homoseksuelle par. Fra 1979 og frem til han i 1999 blev biskop, var Olav Skjevesland tilknyttet Menighetsfakultetet i Oslo – blandt andet som professor og rektor. Som præses blandt biskopperne bliver det Olav Skjevesland, som indkalder til bispemøder og leder dem, ligesom det er ham, der bliver biskoppernes talsmand i forhold til medierne og repræsentant i forskellige internationale sammenhænge.

Appel om kristen enighed

MOZAMBIQUE Den anglikanske biskop Dinis Sengulane fra byen Lebombo i det sydafrikanske land Mozambique appellerer til, at kristne fra forskellige trossamfund holder op med at skændes om småting og i stedet koncentrerer kræfterne om at bekæmpe sult og fattigdom. Det skriver nyhedstjenesten ENI.

Sri Lanka får kvindelige præster

SRI LANKA Den anglikanske kirke på Sri Lanka har ordineret de første kvindelige præster nogensinde. I alt tre kvinder blev forleden ordineret i domkirken i Sri Lankas hovedstad Colombo, skriver det økumeniske nyhedsbureau ENI. En af de nye præster er Chandrika Mayurawathie, der blev uddannet teolog for 10 år siden. Ligesom de to andre blev hun ordineret til embedet som diakon i 2003, men nu er hun så blevet præsteordineret. Tidligere har flere andre kirkesamfund på Sri Lanka ordineret kvinder til præsteembeder.

Pop til begravelsen

STORBRITANNIEN Sange fra de helt store popstjerner er blandt de mest brugte sange ved begravelser og mindesamvær i Storbritannien. Ifølge BBC News er de største begravelseshit James Blunts successang "Goodbye my lover" (Farvel, min elskede") efterfulgt af Robbie Williams-slageren "Angel" (Engel). Også sangen "Pie Jesu" (Fromme Jesus) fra komponisten Andrew Lloyd Webbers "Requiem" er ofte benyttet ved begravelserne i Storbritannien.

Kirker i Nagasaki vil hædres

JAPAN En gruppe af japanske kristne har søsat en international kampagne for at få to romersk-katolske kirker i byen Nagasaki optaget på Unescos lister over verdenskulturarv. I Japan har Nagasaki-området i århundreder været centrum for kristendommen i landet, og internationalt blev byen kendt, da der faldt atombomber der og i byen Hiroshima ved afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945. Det var den jesuitiske munk Francis Xavier, som i 1549 bragte kristendommen til Japan, og allerede året efter slog den nye religion rod i Nagasaki. Kampagnen for at få byens kirker gjort til verdenskulturarv bliver ifølge nyhedsbureauet ENI for alvor sat i gang ved en konference i Nagasaki den 28. oktober.

Kinesiske præster arresteret

KINA De kommunistiske myndigheder i Kina har arresteret to katolske præster. Det skete få timer efter, at de var vendt tilbage til Kina efter et besøg i den katolske hovedby Rom. Ved samme lejlighed beslaglagde politiet et stort antal bøger og billeder, som præsterne havde med sig hjem fra opholdet i Europa. De to præster, fader Saho og Fader Jiang, er i forvejen godt kendt med at blive lagt i håndjern af myndighederne på grund af deres medlemskab af den katolske "undergrundskirke" i landet. Første gang, de blev arresteret var ifølge nyhedsbureauet Reuters i 1999, hvor de sad i fængsel indtil 2003. I 2005 blev de så igen arresteret efter at have fejret messe for afslutte det såkaldte jubelår, som daværende pave Johannes Paul II havde udråbt.