Kirketjeneren ved Glostrup Kirke har gennem de sidste 13 år haft den særlige opgave at brænde palmegrenene fra sidste års palmesøndag. Der skal være aske til askeonsdag. I år var ingen undtagelse, og i onsdags kunne sognepræst Jørgen Degn Bjerrum så med asken tegne et kors i panden på gudstjenestens deltagere som et vidnesbyrd om, at vi er kommet fra støv og skal blive til støv igen. Men vores forgængelighed sættes samtidig i relief af budskabet både om Jesu indtog i Jerusalem samt om hans død og opstandelse, når fasten slutter i påsken.
Med askeonsdag i denne uge er den kristne faste begyndt, og den varer ifølge den gamle tradition 40 hverdage frem til påskedag. En bodstid, en eftertankens tid og en omvendelsens tid inden kirkens største højtid: påsken.
Forbilledet findes blandt andet i søndagens tekst om Jesu fristelse i ørkenen. Her 2000 år senere har den kristne faste udviklet sig ret forskelligt, alt efter hvilket kirkesamfund man færdes i. Brugen af faste er også noget, som findes i stort set alle religioner i verden.
”Jeg synes, at askeonsdag er et stærkt eksempel på, at alle kristne på den samme dag jorden over kan holde en gudstjeneste med det samme budskab, hvor vi markerer vores tro på den opstandne Kristus og samtidig styrker os i vores eget opstandelseshåb,” siger Jørgen Degn Bjerrum.
De 40 dages faste blev sløjfet af Reformationen, men mange af de folkelige traditioner, som var tilknyttet den kirkelige højtid, levede videre. Den folkelige fastelavnsfest op til fasten var en populær fest. På den sydlige halvkugle holder de voksne stadig ”Carne-val”, som betyder ”farvel til kødet”-fest.
”Det har altid fascineret mig, at en folkelig spise som fastelavnsbollen er bevaret helt frem til i dag. Det er næsten 500 år siden, at det var forbudt kristne at spise brød af fint mel og spise æg i løbet af fasten. I Danmark har vi fastelavnsbollen, og i resten af verden laver de ”pandekagetirsdag” eller ”fede tirsdag” - men princippet er det samme: Lad os spise godt og grundigt af det, som vi snart ikke må spise et stykke tid. Det siger noget om, hvor stærkt vi som folk ubevidst generation efter generation tænker og husker gennem maden og maven,” siger Jørgen Degn Bjerrum.
Askeonsdag er samtidig startskuddet til hans egen faste. Den kirkelige tradition med fasten har ikke handlet om at sulte, men om at holde sig fra luksus i en periode for dermed at skærpe fordybelsen og eftertanken, bryde gamle vaner og dermed komme til nye indsigter både på sig selv og Gud.
”Fasten i en moderne sammenhæng handler om at bryde vaner, eventuelt dårlige vaner. At sige nej til det, som frister os. Jeg drikker selv et par kander kaffe om dagen. Når jeg afstår fra det helt frem til påske, så opstår der en helt anden form for opmærksomhed og eftertænksomhed. Vi skal ikke faste for Guds skyld. Men Jesus sagde: Når I faster - ikke hvis I faster. Så når vi faster, så efterlever vi Jesu budskab om ikke at sætte os selv og egne behov i centrum, men derimod sætte vores næste i fokus. Men fasten er forbeholdt hverdagen, for søndagen er Herrens dag, og der drikker jeg kaffe,” siger Jørgen Degn Bjerrum og tilføjer:
”Jeg ved godt, at min faste ikke syner meget i forhold til andres. Og det er åbenbart for enhver, at hvis man gjorde nøjagtig, som der bogstaveligt talt står i søndagens tekst - ikke spiste noget i 40 dage - ja, så var man død. Men det er princippet, der er drivkraften. Ved at føle afsavn fra noget, som har stor betydning for os, og som virkelig udgør en fristelse, bliver vi tvunget til eftertanke. Jesus sagde nej til Djævelens talrige fristelser, som ville gøre ham til konge i den materielle verden. Men det var ikke det, der var Jesu projekt. Han ville have hver enkelt menneske i tale og gøre opmærksom på, at det ikke hjælper at være nok så rig, det bliver du ikke nødvendigvis frelst af. Sådan skal vi også være over for vores næste, og det hjælper fasten os med at fokusere på,” siger Jørgen Degn Bjerrum.
Jørgen Degn Bjerrum ønsker ikke at gøre fasten til et moralsk krav.
”Man kunne selvfølgelig sige, at når man har sparet et pund kaffe, så giver man pengene til andre, som lider nød. Men det er en overvejelse, man må have med sig selv og Gud. Jeg ønsker ikke at lægge noget åg på mig selv eller andre om bestemte krav i forbindelse med fasten. Vi kan ikke påberåbe os et større håb om frelse ved at gøre såkaldt gode gerninger. Der er kun én, som frelser, og det er Gud, og det har vi ingen indflydelse på, heller ikke med vores faste. Men som i søndagens tekst skal vi være opmærksomme på at modstå fristelsen og vanen, hvad enten det er at afstå fra kød, pc, mobiltelefon eller fjernsyn. Ellers har det ikke rigtig nogen virkning. Man skal ikke sige, at man afstår fra noget, som man alligevel ikke er fristet af,” siger Jørgen Degn Bjerrum.
Ligesom faste er en fysisk ting, er han også optaget af andre udtryk for vores tro, som samtidig er håndgribelige og nemme at forstå for os alle, så troen ikke bare ender i en intellektuel øvelse.
Jørgen Degn Bjerrum har for eksempel også holdt gudstjenester for dyrevenner med deres dyr og for børn med deres kæledyr.
”Vi skal i kirken tale til det hele menneske, både krop og sjæl, og sådan har det i øvrigt altid været i den kristne tro og praksis. Man kan bede til Gud på mange måder og steder, men når man knæler eller folder sine hænder, så sker der noget særligt. Når man faster, får man opmærksomhed på troen ved at gøre noget, man ikke plejer. Når jeg faster fra kaffe, stemmer det mit sind på en helt anden måde. Men det skal ikke gå ud over andre, fasten er ikke noget, vi absolut skal synliggøre. Hvis jeg under min faste er til samtale med en enke, som tilbyder mig en kop kaffe, så siger jeg ja tak,” siger Jørgen Degn Bjerrum.
For ham er der en pointe i, at vi er, som han siger, ”kristne med hud og hår”.
”Det er ikke nok i kirken bare at synge nogle andre salmer eller stemme musikken i mol i fastetiden. Der skal mere til. Der er masser af gode og velmenende mennesker, som gør det rigtige for andre. Men som kristne har vi en ekstra dimension med i vore handlinger. I kristendommen ligger der en inspiration til at se ud over egne behov og vel at mærke gøre det i fællesskab. Jeg er ikke sikker på, at humanismen var opfundet, uden at kristendommen havde været der først,” siger Jørgen Degn Bjerrum og fortsætter:
”Mange er idealister og kæmper personligt for en eller anden stor sag. Men jeg ville blive så inderlig træt, hvis jeg skulle stå for selv at skulle frelse verden på den ene eller anden måde. Det er Vor Herre, som frelser verden, jeg er bare en medarbejder,” siger Jørgen Degn Bjerrum.
Efter askeonsdagsgudstjenesten i Glostrup Kirke går deltagerne i sognehuset, hvor der er altergang.
Det brød, som ikke bliver spist under altergangen, indgår i et efterfølgende fastemåltid.
Der bliver lavet et par vegetariske supper med postevand til, og der er kun så meget mad, som der nu engang er.
”På den måde bliver måltidet, som vi spiser sammen, en markering af fasten, og på den måde er vi solidariske med de mennesker i verden, som ikke har lige så meget som vi selv har,” siger Jørgen Degn Bjerrum.