Prøv avisen

Tro og videnskab er to sider af samme sag

”Jeg kan godt se, at man kan lave en fuldkommen holdbar argumentation om, hvordan verdensrummet er opstået, og hvordan tingene har udviklet sig, uden at man behøver at inddrage en gud,” siger Søren Hindsholm. – Foto: Leif Tuxen.

Gymnasierektor Søren Hindsholm kalder sin egen tro enkel og banal, men det er alligevel en nærliggende tanke for ham, at der ikke findes en gud

Hvordan vil du beskrive din tro?

Den er egentlig meget enkel og banal, for jeg ved, at jeg er døbt, og så stoler jeg på, at Gud holder hånden over mig. Det befrier mig fra bekymringer og giver mig et ståsted. Er man meget optaget af, om man tror nok, så kan man gøre sig mange bekymringer og have anfægtelser, men det kender jeg ikke til.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er ud af en præsteslægt, og min far var provst i Thy og havde sit ståsted i Tidehverv. Han var lidt firkantet, men det blødte han op på, da Tidehverv blev mere ideologisk, og han endte i stedet ovre hos Grundtvig. Jeg er opvokset med prædikener som en naturlig ting. Vi talte meget om teologi derhjemme, og mine forældre var litterært og kulturhistorisk interesserede. Min bror og jeg valgte ikke at læse teologi, men det var ikke, fordi vi gjorde op med troen. Min søster læste teologi og er nu provst ved Varde.

I hjemmet var det frivilligt, om man ville med i kirke, men mine forældre gik altid i kirke også de søndage, hvor min far ikke skulle prædike.

Jeg kom engang hjem og ville være spejder, men det forbød min far mig. Han mente ikke, det var nogen god form for kristendom, og det griner jeg lidt ad i dag. Til jul ville min far heller ikke have, at vi skulle pynte op med nisser, men det gjorde min mor så alligevel. Dengang accepterede jeg, at han var noget firkantet, men jeg oplevede alligevel mit barndomshjem som åbent.

Som teenager gik jeg ikke ret meget i kirke, men da jeg påbegyndte mine universitetsstudier i Aarhus, begyndte jeg igen med at komme i kirken, og jeg var aktiv i studenterkredsen. Der var nogle fremragende prædikanter som blandt andre P.G. Lindhardt, Christian Thodberg og Kirsten Bøggild, som jeg har hørt meget i min studietid.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg har aldrig oplevet at være personligt udfordret i forhold til min tro. På et mere abstrakt niveau har moderniteten, videnskaben og globaliseringen udfordret troen. Jeg kender mange både kloge og sympatiske mennesker, for hvem troen ikke spiller nogen rolle, og jeg kan godt forstå deres argumenter. Det er en udfordring for mig, for det er en nærliggende tanke, at der ikke findes en gud. Jeg kan godt se, at man kan lave en fuldkommen holdbar argumentation om, hvordan verdensrummet er opstået, og hvordan tingene har udviklet sig, uden at man behøver at inddrage en gud. Det er netop kun troen, der kan inddrage en gud.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Der er to ting, der har formet min tro og fastholdt mig i den, og det hænger sammen med, at jeg ud over latin har læst fysik. Den ene ting er den måde, matematikken både beskriver og forklarer naturen på. Før Newton var der mange, der spurgte om tyngdekraftens væsen, og de kom ingen vegne. Newton opfinder så en matematik, der kan behandle tyngdekraften og andre kræfter, og så vælter resultaterne ind. Det tolker jeg som, at der er en dybtliggende orden bag tilværelsen. Jeg ser ikke videnskaben og troen som modsætninger. For mig er det to sider af samme sag. Det hænger sammen med, at den tro, jeg oplevede hjemme, ikke havde noget problem med darwinismen. Min far var sikker på, at Charles Darwin havde ret, så jeg har aldrig oplevet modstillingen mellem tro og videnskab.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Egentlig er der ikke noget sted, der bliver talt så realistisk som i kirken. Der hører vi, at vi mennesker ikke altid kan det, vi gerne ville eller skulle, og det vi synes vi burde kunne. Men alligevel er der et liv, og det må vi leve. Vores samfund i dag går ud på at sige, hvor dygtig man er, og hvor dygtige man synes, andre skal være. Som rektor på Nørresundby Gymnasium og HF ser jeg mange unge, der oplever, at der er et stort pres på dem. Sådan bliver der aldrig talt i kirken. I Ekstra Bladet på side to bliver der altid skrevet om, hvor uskyldig avisen er. Så er det befriende at være i en sammenhæng, hvor det ikke er til diskussion, og at vi ikke er, som vi skal være. I kirken bliver der prædiket om, at der er et håb og en livsglæde.

LÆS OGSÅ: Jeg er en professionel tvivler

Min livsanskuelse gør en forskel i forhold til mit arbejde som rektor. Jeg har sommetider svære samtaler med elever, der har mistet en far eller mor. Endnu værre er det, hvis forældre mister et barn, der går på skolen. I den situation kan jeg selvfølgelig ikke prædike kristendom, men når jeg skal tale med dem, er det vigtigt at have et ståsted selv. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg kun havde en verdslig baggrund i de situationer. Det ville være så svært at tale meningsfyldt om døden, og det tror jeg er et af de afgørende argumenter, for døden kan vi intet stille op med uden troen. De, der har døden tæt inde på livet, mærker ofte, at troen gør en forskel.

På et andet område holder min livsanskuelse mig fast i hverdagen. Der er meget sværmeri og løs snak i vore dage, og det bliver jeg ikke fristet af, fordi jeg tror på Gud. Tyskerne har et begreb om det, at verdslige problemstillinger tilraner sig en religiøs betydning, for eksempel kampen for et bedre klima eller mod kernevåben. Det er da trist, når klimaet bliver truet, og dyrearter uddør, men jeg har også en distance til det.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Den teologi, jeg er vokset op med, er meget fremmed over for helgendyrkelse, så jeg har ikke nogen egentlige forbilleder. Jeg har i kraft af mit studie læst mange tekster af personer, der kunne være forbilleder. Augustins bekendelser er gode og spændende, men han er ikke et decideret forbillede. Det er grundlæggende i strid med min teologiske opfattelse, at der skulle være forbilleder. Noget andet er at tale om inspirationskilder, og dem møder vi nok alle sammen indimellem. Det kan lige så godt være en person, jeg har mødt i sognet i Thy, som det kan være en helgen.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Den amerikanske forfatter Mark Twain sagde engang, at han har haft mange bekymringer i sit liv, som ikke blev til noget. Det, synes jeg, er godt sagt, for det er vigtigt at huske på. Jeg kan være tilbøjelig til at blive bekymret over alt muligt, og det er jo i virkeligheden noget skrækkeligt noget. Det hjalp, da mit ældste barn blev født, for da var der andre ting, der trådte i stedet. Jeg kan også godt have tendens til at være perfektionist, men det var der ikke tid til at være med sådan et lille nyfødt barn.

Det hænger også sammen med, at jeg har et lederjob, hvor nogle ting sommetider kan gå mig på, og hvor jeg har ansvaret for både elever og de ansatte. Men det går jo som regel alligevel til sidst. Mark Twain sætter slagfærdigt ord på en teologisk pointe inden for kristendommen. Der er andre religiøse retninger, hvor man for eksempel bekymrer sig om, hvorvidt man bliver genfødt. Det er en af kristendommens styrker, at den leder opmærksomheden væk fra os selv og over mod den virkelighed, vi er sat i.