Tro skal hjælpe demente til at huske

Når hukommelsen svigter, hjælper det at se og mærke gamle ting fra hverdagen, da man var ung. F.eks. genstande fra troens verden

Nørrebro Erindringscenter har samlet genstande, som gamle mennesker har brugt eller set i skole, kirke eller derhjemme: katekismus, et krucifiks og gamle salmebøger. I baggrunden et korsstingsbroderi og et samlesæt af Grundtvigskirken i København.
Nørrebro Erindringscenter har samlet genstande, som gamle mennesker har brugt eller set i skole, kirke eller derhjemme: katekismus, et krucifiks og gamle salmebøger. I baggrunden et korsstingsbroderi og et samlesæt af Grundtvigskirken i København.

Når hukommelsen svigter et ældre menneske, kan det hjælpe på erindringen pludselig at sidde med den gamle salmebog i hænderne igen. Så dukker billederne frem fra tidligere tiders kirkegang og trosliv, som indtil nu lå begravet i en ødelæggende demens.

Sådan forestiller man sig på Nørrebro Erindringscenter, at det nogenlunde vil gå til, når ældre mennesker igen stifter bekendtskab med de gammelkendte testamenter, krucifikser og opbyggelige bøger fra deres tidligere liv. Centret har samlet en række genstande fra svundne tider under temaet "Vor kristne tro", som mennesker har brugt enten i kirken eller derhjemme, og som i mange tilfælde har en række, men nu glemte, minder knyttet til sig.

- Vores samling af hverdagsgenstande til at stimulere ældres hukommelse opbygges hovedsageligt gennem foræringer. Nu har vi efterhånden indsamlet så mange ting, der knytter sig til den kristne tro i Danmark, at der er nok til at låne ud, siger centerleder, historiker Ole Dahl.

Ideen med samlingen af genstande fra gamle menneskers hverdag er, at minder, der ellers var glemt på grund af alderdom eller sygdommen Alzheimers, dukker frem, når man genser tingen og mærker den igen. Genstandene er samlet i de 75 såkaldte erindringskasser med temaer som udflugt og ferie, skoletiden, køkken og husarbejde, med tog, bus og færge, beklædning og landboliv.

Temaet med den kristne tro ligger i to små kufferter med genstande fra 1920-1950.

Endnu har de ikke været lånt ud, så om de virker efter hensigten, ved man ikke på centret. Det er daglig medarbejder Ole Møller dog ikke i tvivl om.

- Det kommer til at gå på samme måde som den ældre, demente dame, der var her for nylig. Hun blev spurgt, om hun kunne huske det gammeldags vaskebræt fra hendes ungdom. Det kunne hun ikke, men da hun først fik det i hånden, fortalte hun løs, siger Ole Møller.

I Nørrebro Erindringscenter er der også museum med et gammelt køkken, en baggård, en stue, som små hold fra plejehjem kan besøge for at vække noget af den glemte tid til live igen. Men også studerende fra social- og sundhedsuddannelserne er flittige gæster. Planen er at føje perioden 1960-1970 til museet.

vincents@kristeligt-dagblad.dk