Prøv avisen

Trods frafald: Folkekirken er stadig nordisk duks

Selvom folkekirken ifølge de nyeste tal mister medlemmer, og færre bliver døbt og kirkeligt begravet, så står kirken alligevel i en unik position internationalt. Det siger lektor Marie Vejrup Nielsen, som forsker i samtidsreligion ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Selvom nye tal viser medlemsfald, og færre bliver døbt, vil internationale kirkefolk stadig se på folkekirken med misundelse, siger eksperter. Dog bør det undersøges grundigt, hvorfor veluddannede og velstående forlader kirken

Næsten hele sit liv har Gerda Brandt Jakobsen vidst, at hendes to børn ikke skulle døbes.

Den 33-årige ingeniør, der bor med sin familie på Østerbro i København, er hverken selv døbt eller konfirmeret. Beslutningen om, at hendes børn ikke skulle døbes, tog hun allerede i teenagealderen, og i dag har hun samme holdning.

”Jeg har lagt den præmis ud, at det er børnenes eget valg. Det er rammerne,” siger hun.

Gerda og hendes mand er ikke de eneste, der har truffet valget om ikke at lade deres børn døbe. Fra 2006 til 2016 er dåbsprocenten for børn i alderen 0-1 år faldet fra 74,5 procent til 61,6 procent; men der er stigning i antallet af dåb af andre aldersgrupper. Ifølge lektor Anita Hansen Engdahl fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter bør man holde øje med udviklingen i antal døbte.

”Der er nogle forskydninger her, som vi er nødt til at holde øje med. Det handler ikke om at råbe ’Ulven kommer’; men i stedet tolke på tallene og blive klogere på, hvordan man lægger strategier for den nye virkelighed. Vi må stadig huske, at kirkestatistikken for 2016 samlet viser, at der stadig er en utrolig opbakning til folkekirken, som vores nabolande vil misunde os. Det gælder både i forhold til medlemsprocent og i brugen af folkekirken. Til eksempel har der fra 2015 til 2016 endda været en lille stigning i antallet af kirkelige vielser,” siger Anita Hansen Engdahl.

Og selvom folkekirken ifølge de nyeste tal mister medlemmer, og færre bliver døbt og kirkeligt begravet, så står kirken alligevel i en unik position internationalt. Det siger lektor Marie Vejrup Nielsen, som forsker i samtidsreligion ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

”I virkeligheden er det folkekirkens relative stabilitet, der er eksotisk, når man ser på tendenserne internationalt. Der er ingenting, hverken økonomisk eller formelt, der holder danskerne i folkekirken. De kan bare melde sig ud. Men det, at der stadig er fire millioner danskere, som frivilligt betaler til kirken, det er særegent i international kontekst. Det er også derfor, forskere kommer til internationalt for at se på folkekirken,” siger hun.

I Norge er 73 procent af befolkningen medlem af kirken, som stadig har tætte bånd til staten. I Sverige er 63 procent af befolkningen medlem af den svenske kirke, der er løst fra staten. Så med 75,9 procent af befolkningen som betalende medlemmer er den danske folkekirke i førersædet i Norden. Derudover har den danske kirke nordisk rekord i antallet af døbte.

Samtidig har der været mange teorier om, at netop de gamle former for organiseret religion vil forsvinde. Derfor er det forventeligt, at kirken mister medlemmer, siger Marie Vejrup Nielsen.

”Men folkekirken skiller sig ud som den gamle nationalkirke med rimelig god kontakt til medlemmerne. Der er også masser af nyere succeshistorier som fastelavnsgudstjenester og andet. Det, at man kan give medlemskabet af folkekirken sit eget indhold, har nok haft en vis effekt for den relativt stabile tilbagegang.”

Hos Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter er Anita Hansen Engdahl altså heller ikke udtalt bekymret for folkekirkens fremtid; men hun så gerne, man var mere nysgerrig på tallene, ikke mindst ved en tilbundsgående undersøgelse af, hvorfor særligt den yngre del af befolkningen forlader folkekirken. Og hvad der kan forklare, at Københavns, Helsingør og Aarhus Stift er de stifter, som bløder flest medlemmer.

”Tallene kunne pege på, at det er blandt de veluddannede og velstående, at udmeldelserne sker. Jeg så gerne en mere tilbundsgående analyse af og debat om, hvorfor denne gruppe ikke længere vil understøtte folkekirken. Et af mine bud er, at ateisterne har fået lov til at definere konsekvenserne af en udmeldelse. Måske er folk ikke klar over, at det faktisk kan få store konsekvenser for vores samfund, hvis mange melder sig ud. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt man vil betale til gudstjenester og præsters lønninger, men om man vil være med til at understøtte til eksempel kulturarven, det omfattende diakonale arbejde og musikliv og andet kulturelt arbejde, som kirkeskattekroner går til. Hvis det blev mere klart for den enkelte, hvad kirken faktisk bruger sine penge på lokalt, ville man måske overveje at forblive medlem,” siger Anita Hansen Engdahl.