Trods undertrykkelse opfattede jøderne sig som frie

Selvom Israels jøder på Jesu tid levede under romersk herredømme, anså de sig selv for at være frie. Derfor mødte Jesu budskab om sand frihed også modstand, siger teolog

I søndagens evangelietekst hævder jøderne, at de er frie. Jesus siger til dem, at hvis de bliver i hans ord, skal de lære sandheden at kende, og sandheden vil gøre dem fri. Men hertil svarer jøderne, at de som Abrahams efterkommere aldrig har trællet for nogen og derfor allerede er frie. På billedet er det jøder ved grædemuren (arkivfoto).
I søndagens evangelietekst hævder jøderne, at de er frie. Jesus siger til dem, at hvis de bliver i hans ord, skal de lære sandheden at kende, og sandheden vil gøre dem fri. Men hertil svarer jøderne, at de som Abrahams efterkommere aldrig har trællet for nogen og derfor allerede er frie. På billedet er det jøder ved grædemuren (arkivfoto). Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix.

På Jesu tid levede jøderne under romersk herredømme. De politiske forhold var reelt styret af romerne, og også kulturelt var jøderne under stærkt pres fra den hellenistiske kultur, som i stigende grad satte sit præg på hele Middelhavsregionen. Det forklarer Asger Christen Højlund, teolog og professor emeritus fra Menighedsfakultetet.

”Selvom jøderne havde tilkæmpet sig en vis status i Romerriget og ikke blev tvunget til at tilbede kejseren som en gud, var de underlagt et fremmed politisk og kulturelt styre, og den almindelige jødiske befolkning var også udfordret af en kulturel elite blandt deres egne, som tog mange af de hellenistiske kulturelle vaner og skikke til sig. De byggede huse, der lignede romernes, opførte sta-dioner til sportskampe og andre former for underholdning og var i det hele taget optaget af at bevare deres privilegier, hvilket de kunne gøre ved at stå på god fod med magthaverne. Så jødisk kultur var under pres, og politisk er det svært at se forholdene som andet end temmelig ufrie. Man var ikke herre i eget hus,” siger Asger Christen Højlund.

Alligevel hævder jøderne i søndagens evangelietekst, at de er frie. Jesus siger til dem, at hvis de bliver i hans ord, skal de lære sandheden at kende, og sandheden vil gøre dem fri.

Men hertil svarer jøderne, at de som Abrahams efterkommere aldrig har trællet for nogen og derfor allerede er frie.

”Det kan synes overraskende, at jøderne på Jesu tid giver udtryk for en sådan selvbevidsthed og selvopfattelse som frie. Der var bestemt grupper i det jødiske samfund på Jesu tid, der opfattede det romerske herredømme som et åg, de ønskede at kaste af sig. Der kommer da også et stort oprør i 66 e.Kr., som romerne svarer igen på, hvilket fører til ødelæggelsen af Jerusalem og templet i år 70. Der var allerede på Jesu tid stærke kræfter i gang i samfundet, der ønskede et opgør med romerne, og samtidig var der en stærk splittelse internt blandt jøderne. Tempelledelsen og aristokratiet ønskede at bevare status quo for at sikre deres privilegier, mens de mere radikale kræfter, zeloterne, havde en revolutionær dagsorden og ønskede at jage alle fremmede på porten, hvilket altså i sidste endte førte til Jerusalems ødelæggelse,” siger Asger Christen Højlund.

Men trods den politiske ufrihed og det kulturelle pres hævder jøderne i søndagens tekst altså, at de ikke er ufrie. Hvordan kan det være? Asger Christen Højlund mener, at det hænger sammen med en stærk selvbevidsthed som Guds udvalgte folk.

”Ifølge den jødiske historieskriver Josefus, der levede lidt senere end Jesus, men skriver om forholdene på Jesu tid, har jøderne aldrig opfattet sig som trælle. Tværtimod er de Guds folk, og fordi de hører ham til, har de en grundlæggende bevidsthed om at være Gud allernærmest og Guds tjenere. Derfor kan de – uanset de politiske omstændigheder – aldrig være trælle. Det er denne meget stærke selvbevidsthed, Jesus støder på i evangelieteksten,” siger Asger Christen Højlund.

Han tilføjer, at jøderne på Jesu tid havde udstrakt frihed til at leve efter de religiøse forskrifter.

”Romerne var gode til at lade folk i de territorier, de fik magt over, bevare deres religioner, og templet i Jerusalem var under jødisk herredømme. Der var ganske vist en romersk garnison i nærheden, der tog sig af den ydre orden, men selve det religiøse anliggende kunne jøderne selv styre. Gudstjenesten fulgte jødiske forskrifter, og jøderne kunne frit besøge synagogerne. Der var endda på den tid et voksende ønske om at leve jødisk, følge renhedsforskrifterne og så videre. Friheden for jøderne i Jerusalem bestod altså i, at de kunne leve efter de jødiske forskrifter med iver og stor ildhu og derfor kunne løfte deres pander i stolthed. Men netop denne stolthed bliver en ekstra spærring, som forhindrer dem i at tage imod Jesu budskab,” siger han.

Jøderne i teksten fremstår som ufrie, de er bundet af denne verden, og ufriheden gjaldt og gælder ifølge Asger Christen Højlund ikke kun for jøderne, men er snarere et almenmenneskeligt træk, som har at gøre med syndens natur.

”Jøderne er på mange måder her bare en showcase for alle mennesker. Sådan er vi mennesker stedt. Vi er afhængige af en, der kommer udefra. Som Jesus siger om sig selv, er han et med Faderen, og kun ved at blive forbundet med ham, der kommer fra Gud, kan jøderne blive løsnet fra deres ufrihed. Teksten taler bestemt også til mig som luthersk kristen. Når Luther skriver om det kristne menneskes frihed, er det netop den frihed, der kommer af, at man er så tæt på Gud, at alt andet mister sin afgørende betydning. Men er Gud virkelig den, der bærer mit liv? Dertil når man ikke uden videre; det er en proces, der har med troens vækst at gøre,” siger han.