Teolog: Min tro er en daglig anfægtelse

Teolog og lektor i bioetik Mickey Gjerris føler sig udfordret af kristendommens ord om, at ”Gud er kærlighed”. Alligevel var det kristendommens fokus på kærligheden og tilgivelsen, som gjorde, at han blev døbt som 21-årig

Mickey Gjerrings tro bliver udfordret af Jesu ord om næstekærlighed. Når man er kristen og hører dem, så må man føle sig anfægtet over verdens ondskab og kaldet til at gøre noget, siger han.
Mickey Gjerrings tro bliver udfordret af Jesu ord om næstekærlighed. Når man er kristen og hører dem, så må man føle sig anfægtet over verdens ondskab og kaldet til at gøre noget, siger han. Foto: Leif Tuxen.

Hvordan vil du beskrive din tro?

"Som en daglig tvivl og anfægtelse, idet jeg konstant er udfordret af de dele af kristendommen, der i Det Nye Testamente taler om kærligheden som en almægtig magt, der bærer verden. For nok kan jeg selv mærke, hvordan denne almægtige magt bærer mig væk fra det sorte dyb - og holder mig spændt ud over en afgrund, der både er ekstremt smuk og ekstremt brutal. Men ser jeg videre end mit eget privilegerede liv med et spændende job, mennesker, der elsker mig, og materiel tryghed, så kan jeg på ingen måde hvile i troen på, at det er kærligheden, der kendetegner denne almægtighed. For hvor er Guds kærlighed i en verden, hvor vold og frygt driver mennesker i pigtråd og til at drukne på flugt fra hinanden?"

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

"Det var ikke-eksisterende. Jeg blev ikke døbt og voksede op alene med min mor det meste af min barndom. Min mor havde et nærmest vredt forhold til kirke og religion i de år, så jeg blev fritaget fra kristendomsundervisning hele skoletiden igennem og fik en fritime, hvilket passede mig fint dengang. I dag tænker jeg, at det er godt også som barn at vide noget mere om religion. Også selvom man tager afstand fra det."

Hvad har udfordret din tro?

"Meget, men mest, at hvis man oplever sig som kristen og hører Jesu ord om næstekærlighed, så må man føle sig anfægtet over verdens ondskab og kaldet til at gøre noget. Man kan ikke bare læne sig tilbage og vente på, at Gud griber ind. For hvornår sker det? Hvor meget lidelse skal der til? Ikke desto mindre trækker mageligheden, sofaen, bøgerne, familien og det liv, hvor vi ofte bliver nok i os selv.

Helt konkret har jeg valgt at bruge min borgerlige pligt til at blande mig i samfundet til at fokusere på de udfordringer, som vores kultur står over for med klimaet, dyrenes vilkår og naturens tilstand. Jeg kunne også have valgt noget andet. Men jeg mener, at man skal fokusere på noget, som man ved noget om. Den gode vilje er ikke altid nok. Det er dog altid en udfordring, om man har gjort nok - eller om bekvemmeligheden vinder over engagementet."

Hvad har formet den tro, du har i dag?

"I gymnasiet begyndte jeg at interessere mig for religion og filosofi. Mit indtryk var og er, at alle religioner er forsøg på at tolke de samme grundvilkår om at elske, miste og dø. Så jeg læste en del om taoisme og buddhisme. Men i kristendommen fandt jeg - blandt andet via en kammerats mor, som var præst - noget ekstra omkring tilgivelse, næstekærlighed og en glæde over at være til, over skabelsen, som var både skræmmende og fantastisk, men som gjorde, at jeg som 21-årig blev døbt og senere valgte at læse teologi.

En anden kilde er den filosofi og religion, som optræder i det, som jeg opfatter som ”begavet populærkultur”, hvilket især er science fiction, da det sætter ens egen tid i relief. Jeg ser derfor for eksempel den engelske serie ”Doctor Who”, der på en skæv måde beskæftiger sig med de samme dilemmaer, som religion og filosofi gør: Hvor meget magt kan man tillade sig at bruge i det såkaldt godes tjeneste? Og kan vi bruge magt over for dem, som vi ikke er enige med? Spørgsmål, der er mere aktuelle nu, end de har været længe."

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

"Jeg kan sjældent leve op til mine egne idealer. Det tror (eller håber) jeg, at de fleste kender til. Men når man underviser og forsker i etik, som jeg gør, så fylder den forskel måske lidt mere. Jeg bruger derfor flere kræfter på min dårlige samvittighed og på at ærgre mig over afstanden mellem ønske og handling - samt på at prøve at vende det til en positiv motivation til at gøre mig mere umage.

På positivsiden gør det mig nemlig meget bevidst om at forsøge at skabe så meget glæde omkring mig som muligt. For det er vigtigt. Glæde er vores oprør mod tilværelsens tragiske dimension. Målet må være at grine sammen - ikke at vinde over hinanden. Vi lever i en tid, hvor der er alt for stor fokus på individet og præstationen. Men vi kan ikke alle være bedst hver gang. Vi kan derimod hjælpe hinanden. Og det skal vi. For vi lever ikke mod, men med hinanden her i samfundet, ligesom vi også lever som en del af Jordens levende fællesskab - og ikke på en kugle med uendelige ressourcer."

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

"Teologen K.E. Løgstrup, som jeg ofte henter inspira-tion fra, havde for mange år siden en diskussion med teolog Johannes Møllehave. Møllehave sagde, at så længe der bare var et menneske på Jorden, der led, så kunne Løgstrup ikke tillade sig at påstå, at man kunne erfare Guds skaberværk som godt. Det onde i verden ophævede ganske enkelt det gode. Hertil svarede Løgstrup, at skaberværket ikke er et enten-eller, men et både-og.

Andres lidelse skal derfor ikke bruges til at benægte erfaringen af, at det gode også er i verden - men kunne jo i stedet være anledning til at hjælpe."

"De samme tanker finder jeg hos et andet forbillede, den amerikanske forfatter og humorist Kurt Vonnegut, hvis livsholdning var, at livet var det mest fantastiske, tragiske og groteske - og at det skulle leves med et smil på læben."

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

"Det er et citat af Kurt Vonnegut, hvor han siger: 'Jeg vil opfordre dig til at lægge mærke til, når du er glad, for så derpå at mumle, brumme eller sige til dig selv: 'Hvis ikke det her er godt, så ved jeg ikke, hvad der er godt.'"