Hvordan vil du beskrive din tro?
Det er jo et valg: Man kan anskue verden som fuldstændig kaotisk og uden nogen som helst logisk sammenhæng og højere mening. Eller man kan anskue verden som et sted med højere mening og styring. Man kan ikke bevise nogen af delene, så det er et valg. Jeg har valgt at tro på, at der er en højere mening, at der er styring og skaberkraft. Derfor mener jeg også, at selvom man er ateist, er man stadig troende, for man kan ikke modbevise Guds eksistens. Jeg har valgt at tro på Gud, og andre har valgt at tro på, at han ikke findes.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Det var meget sparsomt. Det var ikke noget, man gik op i, og jeg er nok som så mange andre sådan én, der gik i kirke, når der var bryllup, konfirmation og begravelse, en sjælden gang til jul. Det trosmæssige er noget, jeg selv har filosoferet mig frem til. Det kom af en funderen over, om der er mening med tingene eller ej. Da jeg var ganske ung, interesserede jeg mig meget for åndelige fænomener. Det var jo på mode i hippietiden, så det gjorde jeg også. Jeg prøvede at meditere og oplevede nogle mystiske ting, som gjorde, at jeg blev overbevist om, at der er en form for åndelig verden. Så udviklede det sig på den måde.
Hvad har udfordret din tro?
Når man kigger rundt i verden, er det nogle gange svært at tro på, at der findes en god Gud. Verden står jo i flammer. Uanset hvor man kigger hen, lider folk. Bomberne falder, og jorden brænder. Det er selvfølgelig en udfordring at blive ved med at sige, at der er en mening med det, det kan være svært at forstå. Så kan man henholde sig til det gamle ord om, at Herrens veje er uransagelige. Det må man sige, at de er!
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Tro er en privat sag for mig, og jeg diskuterer det sjældent med venner og familie. Jeg går heller ikke i kirke, for jeg har opfattelsen af, at kirker i enhver afskygning er den store satan i virkeligheden. Det er dem, der har formidlet al den ondskab, der florerer. I øjeblikket ser vi, at den islamistiske religion er skyld i forfærdelige uhyrligheder, og hvis vi ser 500 år tilbage i historien, var kristendommen skyld i det samme. Så selvom jeg tror på Gud, er jeg forsigtig over for dem, der siger, at de har en direkte telefonlinje til ham deroppe, for det fører ofte til de forfærdeligste ting. Men jeg har læst en del om religion og for eksempel læst meget af Rudolf Steiner. Ham opfatter de fleste som børnehavelærer, men han var også et fantastisk detaljeret, dybt åndeligt menneske, som har skrevet nogle interessante betragtninger om den åndelige verden. Det har jeg været meget optaget af.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Der er et sted i Det Nye Testamente, hvor Jesus siger, at der er to hovedbud. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv, og det er vel meget godt. Men du skal også elske dig selv, det skal man ikke glemme. Man skal ikke elske sin næste mere end sig selv, men som sig selv. I øjeblikket er jeg med til at sætte ”Folk og røvere i Kardemommeby” op på Bellevue Teatret, og her står der ganske sjovt i Kardemommeloven: Du må ikke skade andre eller sætte livet til, og i øvrigt kan du gøre, hvad du vil. Det minder meget om Jesu bud, og det er en lille filosofisk betragtning, som er ret fin, og som bærer idéen i det stykke. Det er noget, jeg tænker på.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det er der ikke nogen, der er. Jeg har en idé om, at folk, som er fuldstændig viet til en eller anden færdigsyet filosofi, det er folk, som ikke kan tænke selv. Jeg synes, jeg får mine inputs fra mange sider, og synes ikke, jeg kan pege på én bestemt.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er nok igen at elske sin næste som sig selv. Hvis man har to skjorter, skal man give den ene til den, der ikke har nogen. Man skal ikke give begge, men beholde den ene selv. Det er balancen mellem at give og tage og det ydre og det indre, som jeg prøver at finde. Det er en balance, jeg godt kan tænke mig.