Teaterdirektør: Troen gør, at jeg kan være i mit liv

To gange om dagen sætter skuespiller og tidligere teaterdirektør Flemming Enevold sig for at søge indad og ...

To gange om dagen sætter skuespiller og tidligere teaterdirektør Flemming Enevold sig for at søge indad og opad i en stilhedens praksis, som han selv beskriver som en kristen kontemplativ tradition, hvis rødder kendes fra ørkenfædrene og de tidlige kristne. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Sagt kort er det min tro, der gør, at jeg mestrer at være i mit liv, uanset hvad det byder mig, og det gælder, hvad enten der er tale om problemer eller det modsatte.
Flemming Enevold

For skuespiller og tidligere teaterdirektør Flemming Enevold er kristendommen både et guddommeligt mysterium og noget helt konkret, der gør, at han kan leve med sin psykiske lidelse, når indre ubændige kræfter forsøger at løbe ad Helvede til med ham

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er en moderne kristen mystiker. Troen har altid været helt central i mit liv, men den har ændret udtryk undervejs. Jeg voksede op i en anti-autoritær tid med hippie-oprør og ny-spiritualitet fra øst. Det gjorde blandt andet, at jeg i en årrække intenst studerede og trænede forskellige meditative teknikker.

I dag har jeg fundet tilbage til en kontemplativ form, som nok minder om østerlandske praksisser, men som er kristen. Det er for mig en meget enkel og jordnær praksis, der gennem et ret fasttømret forløb, som har udviklet sig selv gennem årene, sigter mod stilhed. Det handler ikke om at bede en bestemt bøn eller at bede om noget konkret, men mere om at komme hinsides ord, begreber og egoet og give sig hen til det ultimative, ufattelige mysteriums nærvær.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Min far, der var født i 1908, var fritænker, hvilket bestemt ikke var normalt for hans generation. Samtidig var min mor et særdeles engageret medlem af menighedsrådet i Søllerød Kirke i Nordsjælland, hvor vi også kom meget. Det var et dobbelt forhold, der for mig på sigt har været berigende.

Men i folkekirke-miljøet oplevede jeg også en dobbelthed, som for mig har haft en meget udfordrende indflydelse. Mange af de voksne havde én kristelig, moralsk korrekt adfærd over for os børn i kirken. Men ude i virkeligheden, i skolen, i hjemmet, til spejder eller i Radioens Drengekor, hvor jeg sang, var deres adfærd en ganske anden. De fleste af dem kunne udøve en meget nedgørende, til tider ondskabsfuld pædagogik. Den uærlighed og den forskel mellem masken og den reelle adfærd kunne jeg ikke få til at harmonere med det kristne budskab.

Hvad har udfordret din tro?

Livet. For det er hårdt at være menneske, og det kræver både mod, en stor indsats og ikke mindst tro, håb og kærlighed. Vi bliver alle sammen – på hver vores måde – prøvet i en tilværelse, som konstant byder på udfordringer. Og det tror jeg ikke er en fejl. Det er sådan livet er og skal være.

I den forbindelse forekommer det mig fattigt, at det videnskabelige trossystem, som de fleste i dag bekender sig til, i den grad har afskaffet noget så gammeldags og uvidenskabeligt som lidelsen og syndsbevidstheden. For vi er som bekendt ikke perfekte, og en central opgave i livet er netop at finde en måde at mestre vores uperfekte, lidelsesfulde, forunderlige og vidunderlige liv på. Det fordrer for mig at se, at vi på en konkret måde lærer at forbinde os med det væsentlige, det åndelige og ikke lader os forføre af den åndløse dans om guldkalven, som er karakteristisk for vores tid.

Og så tror jeg, at grunden til, at så mange søger inspiration i østlige traditioner og i de mere overfladiske new-age bevægelser, er en oprigtig længsel efter ægte spiritualitet. Og her har folkekirken svigtet. Den er blevet alt for intellektuel og alt for lidt spirituel. Teologien fylder for meget, og mysteriet for lidt. For det er bestemt ikke kristendommen, der er noget galt med.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Blandt andet at jeg som ung blev jeg diagnosticeret med bipolar lidelse (hed tidligere maniodepressivitet, red). Den udfordring er over årerne blevet en gave for mig. Jeg har følt mig tvunget til at udvikle min tro og mine kontemplative færdigheder blandt andet for at kunne leve med den indre uro, som altid har været i mig. Min tro er blevet fordybet og forankret på en fuldstændig reel måde, der dog ikke lige er til at beskrive. For det er hinsides ord. Det er gradvist kommet af sig selv som et mysterium.

Uroen og indre ubændige kræfter forsøger indimellem stadig at løbe ad Helvede til med mig. Men det lykkes ikke. Troen og troens frugter er en klippe, der holder mig fast. Der er ikke noget romantisk ved det. Tværtimod. Det har for mig været – og er stadig – hårdt arbejde. Dag efter dag. En udfordring for egoet. En træning i ydmyghed.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Sagt kort er det min tro, der gør, at jeg mestrer at være i mit liv, uanset hvad det byder mig, og det gælder, hvad enten der er tale om problemer eller det modsatte som i de sidste fem til seks år, hvor jeg har oplevet, hvordan fordybelsen har fået mig til at lukke op for mig selv og få ting til at lykkes på en anden måde end tidligere. Det er en stor personlig tilfredsstillelse, som ikke kun handler om priser og anerkendelse.

Det drejer sig mere om, at jeg oftest bevidst fravælger den direkte og lige linje fra A til B, og i stedet vælger en fordybelsesvej, der kan beskrives som et U. For nok kan vejen virke længere, når man skal helt ned i U’ets bue og op igen, men man får en helt anden og fordybet forståelse.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Kristus – hvem ellers? Og det er med vilje, at jeg siger Kristus, og ikke Jesus. For det er for mig ikke den samme, selvom de er to sider af samme sag. Jesus er den historiske person, mennesket, der gik her på Jorden. Og det er spændende og givende at læse evangelierne ud fra, hvad han gjorde, dengang han var mennesket Jesus.

Men for mig er den mulighed, det frø – Kristus-energien – der er plantet i os alle, det afgørende. Hvis det frø vandes gennem for eksempel ordløs bøn, hengivenhed til helhedsånden (Helligånden) og næres af det guddommeliges sol, kan vores medfødte Kristus-natur vokse og blive genfødt som noget helt reelt i det enkelte menneske.

Ord og begreber om den slags fylder så forbløffende lidt i vores nuværende kultur og lyder for de fleste sikkert højtidelige og fjerne. Men det er for mig en realitet, der kan nås af os alle sammen, hvis vi vil. Hvis vi virkelig vil, holder fast og går gennem hvad som helst.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det fik jeg for en del år siden gennem et foredrag af munken Thomas Keating. Han sagde: ”Guds sprog er stilhed.” Det er en dyb, dyb sandhed for mig. Vi lever i en verden, der hele tiden larmer og suser af sted. Men hvad sker der, hvis vi bliver stille? Fyldes vi af tomhed og ingenting? Eller oplever vi noget andet og langt, langt mere betydningsfuldt? Noget, der ellers ikke kan ses og høres? For mig er det det sidste, der er gældende. Der opstår betydning på en helt anden måde end på meningernes, jeg’ets og intellektets præmisser.

I for eksempel den mystiske tradition og i klostertraditionerne findes en tradition, der kaldes ”Lectio Divina”, som betyder guddommelig læsning. Det er en særlig måde at læse Bibelen på. En fordybende, meditativ og ikke intellektuel måde at søge en dybere betydning bag ordene, lignelserne, fortællingerne og metaforerne.

For mig peger Bibelen også – ligesom kunst og ånd – hen imod dette ufattelige. Jeg forstår ikke, at så mange har behov for at tage Bibelen og andre store religiøse tekster så bogstaveligt og fordømme hinanden, fordi de er uenige om, hvorvidt Gud nu skabte Jorden på seks dage og hvilede på syvendedagen. På mig virker det som en helt overfladisk læsning. Måske det er karakteristisk for en overfladisk tid? Men jeg tror på, at det kun er muligt at komme på sporet af det uendeligt store, når vi er helt stille.