Prøv avisen
Tro&tvivl

Ung præst: Troen kan mistes, hvis den ikke opøves

Aske Emil Olsen er præst i Bogø og Fanefjord Kirker. Sidstnævnte er kendt for sine middelalderlige kalkmalerier, som for nylig er blevet restaureret. Aske Emil Olsen kalder dem for datidens tegneserier. Foto: Flemming Keith Karlsen

Siden september har Aske Emil Olsen været sognepræst i Fanefjord og Bogø Kirker. Men det var ingen selvfølge, at han skulle være teolog. Tværtimod var det en både indre og ydre kamp at blive døbt og konfirmeret, og heller ikke i dag er troen en naturlig konstant for Aske Emil Olsen

Hvordan vil du beskrive din tro?

"For mig er troen ikke en naturlig konstant. Der er tale om et aktivt tilvalg af troen og håbet i en verden og et liv, som indeholder så megen lidelse og kaos – og med garanti ender med døden. Der er meget i verden, som ikke taler for, at ens tro har nogen værdi, eller at det giver mening at håbe på noget bedre. Men jeg tror, at det handler om at være lydhør over for alt, der er omkring én. Jeg tror, at man kan optræne sig selv til at se og høre alt det smukke i tilværelsen, alt det frygtelige til trods."

"For det er ikke en selvfølge, at jeg eller nogen anden skal varetage alt levende og tage sig af skaberværket, men det bliver lettere at mene det, når man tør insistere på troen og håbet. Jeg er selvfølgelig ekstremt dårlig til det, men det er heldigvis noget, som jeg kan arbejde på hver dag."

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

"Der var mildest talt et anspændt forhold til religion, som var en kilde til lange diskussioner om, hvorvidt jeg skulle starte til konfirmationsforberedelse, da jeg begyndte i 7. klasse. Jeg var heller ikke sikker på, at jeg ville konfirmeres, men ville omvendt gerne vide, hvad jeg valgte fra. Min mor mente, at det var en god idé, mens min far var imod. Jeg kan godt forstå ham. For det er et underligt forkyndende rum, som man træder ind i til konfirmationsforberedelse, så det er relevant at overveje, om deltagelse er lig med at bringes til at tro."

"Men inden jeg nåede at beslutte mig, overhalede min lillesøster mig indenom. Hun gik i 5. klasse og fandt ud af, at hun ikke var døbt, hvilket gjorde hende virkelig vred. Hun ville døbes. Jeg var heller ikke døbt, men efter en lang og god samtale med præsten om det samvittighedsmæssige fandt vi frem til, at jeg godt kunne tillade mig at sige ja til at blive både døbt og konfirmeret. For hvor meget af den kristne historie, trosdogmerne med mere sagde jeg ja til med mit ja, og hvor meget af det kunne jeg tillade mig ikke at tro på? Det var spørgsmål, som der kom styr på."

Hvad har udfordret din tro?

"Jeg kan godt være lidt misundelig på dem, der har en urokkelig tro, som de har holdt fast i hele livet, men sådan er det bare ikke for mig. For kan jeg tro på, at alle mennesker og alt liv omkring mig har en ufravigelig værdi, når jeg erfarer, at der af mennesker og mig selv sættes så megen lidelse og smerte i verden?"

"Jeg har også allerede set folk både finde og miste deres tro, så det er ikke en selvfølge, at man beholder den. Men jeg tror, at man kan gøre rigtig meget for at opbygge og bevare troen, og til det er mit embede en god mulighed."

"Troen er for mig også noget, der skal granskes og gennemtænkes, hvis man skal holde fast i den. Den er en aktiv beslutning, som skal tilvælges og opbygges hver dag. For jeg tror i dag, men det er ikke en selvfølge, at jeg bliver ved med det, hvis ikke troen passes. Ja, selv en præst, der er glad for sit embede, kan miste sin tro, hvis ikke den opøves."

Hvad har formet den tro, du har i dag?

"Selve min tro er nok blevet formet af en blanding af kristne tanker, symboler og skrifter og så mødet med mennesker. For mig er troen nemlig ikke noget, man kun kan læse og meditere sig frem til. Den skal også udfoldes og udtrykkes i det ydre, i mødet med både glade og sorgramte mennesker. Her fremhæver jeg næsten altid de mennesker, som jeg mødte på Bispebjerg Hospital, hvor jeg var i fire uger i praktik."

"Det havde en stor betydning, at der var så mange kontraster i de mennesker. Du ser nemlig lettere det komplekse i det enkelte menneske, når menneskene er derude, hvor selve livet og eksistensen er på spil."

"For vi ved godt, at alle er sammensatte mennesker. Men alligevel sætter vi hinanden i bokse, for så er det lettere at have styr på hinanden, tror vi. Men sådan er det jo ikke, og det fik jeg syn for på Bispebjerg, hvor det var rart at finde ud af, at alt det, som jeg havde læst på fakultetet om subjektivitet, ikke kun var teori."

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

"Det er svært at svare på. For min livsanskuelse består af alt muligt, som jeg har samlet op gennem livet, hvoraf meget er lagret ubevidst. Men en del hænger tæt sammen med at være teolog."

"Helt konkret har min præstegerning, der jo er et udslag af min livsanskuelse, ført mig til den vestlige del af Møn, hvor jeg bor omgivet af marker, hav og en stor himmel. Her er dejligt, men jeg var nok aldrig flyttet hertil, hvis ikke det var, fordi jeg skulle være præst her. Men der er også mere psykologiske konsekvenser som at være blevet ældre og fået den teologiske ballast. Jeg er blevet bedre til at være stille og lytte til mig selv. Ja, det er måske blevet en central del af min livsanskuelse, at jeg tør være rolig og bare lade det hele flyde og forandre sig omkring mig, velvidende at jeg forandres med mine omgivelser."

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

"Det er måske lidt kedeligt, når jeg nævner Søren Kierkegaard, for det gør mange teologer, hvad enten de opfatter ham som en, de er enige med, eller en, som de er i opposition til. Men jeg bliver ydmyg, når jeg læser Kierkegaard, som i ”Frygt og Bæven” har en beskrivelse af Troens Ridder, der lige så vel kan være gadefejeren som en anden. For lige dér viser Kierkegaard, hvordan det er os alle, der kæmper med de store eksistentielle spørgsmål, hvad enten vi forsøger ikke at forholde os til dem og glider med strømmen i vores dagligdag og lader tiden gå – eller om vi stopper op og fortvivler så meget, at vi bliver handlingslammede."

"Men Kierkegaard står også sammen med den franske tænker Albert Camus og den tyske Friedrich Nietzsche. Fra Camus får jeg kampmotivet, hvor mennesket insisterer på at bringe mening i en meningsløs og sorgfuld verden. Fra Nietzsche får jeg det insisterende, kritiske blik på alle de strukturer og systemer, som vi har en tendens til passivt at indgå i. For vi bliver nødt til hele tiden at spørge om, hvilken værdi de har. Er de opbyggelige, eller stagnerer vi, hvis vi holder fast i traditionen, i tolkningen, i denne form for tro med mere?"

"Så fra de tre filosoffer har jeg fået et større fokus på at møde andre mennesker i bevidstheden om, at vi alle deler de samme eksistentielle vilkår om, at livet basalt set er kompliceret og svært. Derfor kan vi lige så godt hjælpe hinanden med at få skabt et rum, hvor vi alle har mulighed for at stoppe op og forsøge at orientere os."

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

"Det var måske for seks år siden på Artilleri Café, der er en bodega på Amager, hvor jeg sad sammen med mine venner. Klokken var tre om eftermiddagen, og en af de andre gæster var ved at blive smidt ud. Han var også ret fuld og havde prøvet at smide sine bukser. Så nu blev han – ret bestemt – bedt om at gå. Men inden kom han hen til os, præsenterede sig som Hr. Oberhausen og sagde: Hold ud og hold af – og så spyttede han på sin ene hånd og gned den mod den anden. Efter den gestus endte vi jo med at holde meget af ham, selvom vi aldrig mødte ham igen."

"Men hele oplevelsen med ham var måske et åndeligt råd. For vi kan ikke gøre så meget andet end at holde vores tilværelse ud og holde af hinanden. For vores møder er måske flygtige, men vores eksistentielle problemer er langt hen ad vejen de samme."