Prøv avisen
Før søndagen

Pilgrimspræst: Troen lever i hjerter af kød og blod, ikke i bygninger af sten

”Bibelens ord skal ned i kroppen og inkarneres i os. Det skal ikke bare forblive oppe i hovedet,” siger Elisabeth Lidell. Foto: Arne Illeborg

Pinsen minder os om, at kirkens ånd lever i mennesker, og at vi skal lade vores stenhjerter blive til hjerter af kød og blod, for at troen giver mening, mener pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Kirkegang handler ikke om at gå ind i en bygning. For pilgrimspræst Elisabeth Lidell indebærer kirkegang bevægelse, den susende vind og træer, der strækker sig op mod himlens hvælving, hvor hun er tæt på naturen og Guds skaberværk. På pilgrimsvandringen mærker hun, hvordan troen bliver levende og trænger ind i kroppen.

I søndagens tekst beder Jesus også disciplene om at gå ud i verden for at bære vidnesbyrd og lade andre mærke Guds nærvær.

”Teksten handler om pinsen, som giver sprog til at tale om Gud og om livet. Helligånden kaldes Talsmanden og taler hjertesprog, så vores stenhjerter bliver til kødhjerter, som det står beskrevet i Ezekiels Bog. Jeg kan godt lide det udtryk, at vores stenhjerter bliver til hjerter af kød. Det får mig til at tænke på H.C. Andersen, som har sagt, at Bibelen er livets lampe – det er dog ikke Bibelens bogstav, der frelser, men Bibelens ånd. Bibelens ord skal ned i kroppen og inkarneres i os. Det skal ikke bare forblive oppe i hovedet,” forklarer Elisabeth Lidell.

Hun påpeger, at mange tænker på kirken som stenene og organisationen, men kirken skal ikke forveksles med kirkebygningen. Den er snarere en organisme bygget af levende mennesker, og ånden er tydeligst der, hvor der tales af hjertet. Hun hæfter sig i den sammenhæng ved Grundtvigs ord: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende sten.”

Samtidig vidner teksten om, at kristendommen ikke kun handler om den individuelles tro, men også om forholdet til ens medmennesker. Der spørges nemlig indledningsvis i teksten om, hvorfor Jesus ikke giver sig til kende for hele verden, men kun for disciplene.

”Kristendommen handler om relationer, så Jesus starter i det små med en gruppe på 12 mænd og de kvinder, som fulgte ham. De fik en personlig relation, så de ikke bare blev Jesu disciple, men Jesu venner. Derfra blev det spredt. Det synes jeg også, vi har brug for i dag i folkekirken – at have mindre trosgrupper, hvor vi sætter ord på det med Gud og inspirerer hinanden,” siger Elisabeth Lidell.

Hun er selv med i en gruppe på 12 personer, som holder studiekreds og bibelmedita- tion. Elisabeth Lidell har på forhånd udvalgt en bibeltekst, og efter en bøn og salme læser hun teksten højt. Det har blandt andet været fortællingen om den lille mand Zakæus, der gerne ville se Jesus og klatrede op i et morbærtræ for at få bedre udsyn. Da Jesus ankommer, beder han Zakæus om at komme ned, for Jesus vil være gæst i hans hus, og Zakæus tager glad imod ham.

”Bibelmeditation er åndelig læsning af Bibelen, hvor vi læser med hjertet. Det finder jeg meget livgivende. Mange kan genkende sig selv i Zakæus. De er nysgerrige og vil derfor gerne være med i studiegruppen. Vi er både troende, tvivlende og ateister i gruppen, og vi lærer meget af hinanden,” fortæller Elisabeth Lidell.

Når hun har læst teksten højt, sidder de i stilhed, hvor de hver vælger en sætning, som taler til dem, og overvejer, hvor de hver især er i livet, siden den sætning giver særlig mening for dem.

”Ordene bliver lyslevende og giver pludselig mening på en ny måde. Det er Helligåndens hjælp, og den kan man bedre komme til i stilheden, hvor vi ikke kvæler evangeliet med vores egne ord og snak. Stilheden er vigtig, og den kan man bedre åbne sig for,” forklarer Elisabeth Lidell.

Den levende tilgang til Bibelens ord opdagede hun, da hun for første gang vandrede på Caminoen i Spanien i 2000, hvor hun følte, at den fysiske vandring blev koblet sammen med en indre vandring. Efterfølgende tog hun på kloster i England, hvor hun fik en jesuitterpræst som åndelig vejleder.

”Gud sendte mig en drøm, og jeg forstod, jeg skulle foretage et opbrud fra min traditionelle, trygge tilværelse og ud på herrens mark. Det, jeg oplevede på min første pilgrimsvandring, var, at troen flyttede sig fra min hjerne til mit hjerte. Det er den længste rejse, et menneske kan foretage sig,” siger hun.

Hun er opvokset på en præstegård i Marstal på Ærø og kommer fra en præsteslægt, der strækker sig helt tilbage til 1600-tallet, så troen har altid været med hende. Kun hendes farfar var en afstikker og blev bankdirektør. Aftenbøn, bordbøn, kirkegang og spejderliv var en naturlig del af hendes liv. Det var imidlertid først på hendes pilgrimsvandring, at Guds ord for alvor bundfældede sig.

”Jeg erfarede, at ved fysisk at bevæge mig kunne jeg nemmere flytte mig mentalt. Jeg føler, at pilgrimsvandring er en blanding af spejderliv, kirkegang og højskoleliv,” siger hun.

Når hun er med grupper på vandring blandt andet i Spanien eller på Hærvejen, er hendes mand ofte også med og har ansvar for det praktiske. Han transporterer baggagen i bilen, handler og giver folk et lift, hvis det skulle blive nødvendigt under pilgrimsvandringen. ”Bilgrim”, bliver han ofte kaldt.

”Under pilgrimsvandringen er jeg tættere på Gud, jeg er tættere på mine medmennesker, og jeg er tættere på mig selv. Det går op i en højere enhed: himmel og jord, Gud og mennesker. Det bliver en kristendom for alle sanser, og jeg har aldrig været så glad for at være præst, som jeg er nu,” fastslår Elisabeth Lidell.

Læs Elisabeth Lidells refleksion om at vandre med Helligånden på www.pilgrimsvandring.dk.