Troen på Jesus er både gudserkendelse og selverkendelse

Ny forskning viser, at Johannesevangeliet, Det Nye Testamentes yngste evangelium, henter inspiration fra jødisk, græsk og romersk fortælletradition

Troen på Jesus er både gudserkendelse og selverkendelse

Det er ikke nyt, at Johannesevangeliet anses for anderledes end de øvrige tre evangelier i Det Nye Testamente. Mens Matthæus, Markus og Lukas fortæller historien om Jesus med vægt på hans konkrete liv og virke, bliver Johannesevangeliet kaldt det åndelige evangelium. For Johannes er ærindet helt tydeligt: Han ønsker, at evangeliet skal skabe tro.

Og Johannesevangeliet henvender sig derfor til læseren på en anden måde end de tre forgængere. Tidligere har forskere med inspiration fra især den tyske teolog Rudolf Bultmann anset Johannesevangeliet for absolut originalt og hævet over enhver genre, men det har en række teologer fra Danmark og udlandet nu gjort op med.

”Der er ingen tvivl om, at Johannesevangeliet er dybt kreativt. Men det er ikke skrevet af et geni, der er helt uafhængig af tid og rum. Vores forskning viser på forskellige måder, hvordan Johannesevangeliet er inspireret af jødisk og græsk-romersk fortælletradition og benytter sig af en lang række genrer, som vi kender fra for eksempel græske tragedier, helteepos som 'Odysseen', retoriske retstaler og jødiske afskedstaler. Og det er netop ved at bruge og bøje de forskellige genrer, at evangeliet opnår målet med at henvende sig til læseren på en helt ny måde i forhold til de tre foregående evangelier,” fortæller Kasper Bro Larsen, der er lektor ved afdeling for teologi ved Aarhus Universitet og redaktør på bogen ”The Gospel of John as Genre Mosaic”, der samler de forskellige forskningsbidrag.

Ifølge Kasper Bro Larsen er det allerede indledningen på evangeliet, der afslører, at der nu er noget nyt på færde. I stedet for at fortælle biografisk om Jesu fødsel for derefter at følge hans udvikling, åbner Johannes med en dramatisk prolog:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”

Og senere:

”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.

”På den måde fortæller Johannes helt fra start, at Jesus er Gud, der optræder i en menneskeskikkelse. Det er ikke noget, læseren først skal læse sig igennem et helt evangelium for at finde ud af. Læseren er på den måde en alvidende læser, der for eksempel kan forholde sig bedrevidende, når Jesus møder tvivlere, skeptikere og farisæere på sin vej. På samme måde som læseren, eller publikum, er medvidende, når Odysseus vender tilbage forklædt som tigger, og hans tidligere bekendte og familien i første omgang ikke kan genkende ham. Det er et kendt litterært greb fra antikken, som evangeliet her benytter sig af.”

Kasper Bro Larsen har i sin egen tilgang til evangeliet været meget optaget af de såkaldte genkendelsesscener.

”Det er jo hele spørgsmålet i at komme til tro: Kan folk se, hvem Jesus i virkeligheden er? Og genkendelsesscenen er også noget af det, Aristoteles beskriver i sin poetik som en meget vigtig genre, ligesom man kender det fra eksempelvis de græske tragedier om Elektra og Orestes. Her ved hovedpersonerne ikke selv, at de er søster og bror - men dét ved publikum. På den måde får tredjepersonen, betragteren, en vigtig rolle, som også læseren af Johannesevangeliet får.”

Og rent teologisk er genkendelsesscenerne også interessante, siger Kasper Bro Larsen.

”I Johannesevangeliet er genkendelsen og anerkendelsen mellem Gud og menneske nemlig en gensidig udveksling på Jesu initiativ. Det vil sige, at personerne i evangeliet ikke kan genkende Jesus som Guds søn, før han har genkendt dem først. Det ser man blandt andet, da Maria Magdalene kommer ud til den tomme grav og ikke genkender Jesus, men tror, han er havemanden. Først da Jesus siger hendes navn, genkender hun ham. Marias tro er dermed ikke kun en accept af, at Jesus er Guds søn, men en reaktion på at blive set. Troen på Jesus er både gudserkendelse og selverkendelse,” forklarer Kasper Bro Larsen.

I fortællingens forløb bliver det gradvist tydeligt, hvem der hører Gud til, og hvem der ikke gør. Hvem ser Jesus som sine får, så de kan se ham? Og på den måde har evangeliet også tjent som et vigtigt skrift for at styrke det kristne fællesskab.

”Johannesevangeliet er fra omkring år 100 efter Kristus, og det var et tidspunkt, hvor de kristne var i færd med at udvikle sig til en selvstændig religion uden for det jødiske samfund. Ved at pege på at Jesus kender sine, og at de kender ham, har evangeliet været med til at styrke det udsatte fællesskab.”

Engang oplevede Kasper Bro Larsen Johannesevangeliet som det mest kedelige af de fire evangelier. Netop fordi det ikke handler om at følge hovedpersonens udvikling, Jesu' liv og gerninger som hos Matthæus, Markus og Lukas. Men ved at have fået blik for de mange genrer, Johannes benytter sig af, er det helt anderledes interessant for ham at læse evangeliet i dag.

”Hos Markus var det jo lidt spændende at læse, hvordan Jesus mon klarede sig. Men hos Johannes siger Jesus i stedet, at det er fuldbragt. Det er jo den alvidende hovedperson, der taler her. Jesus er en supermand, men der er ingen kryptonit, der kan true ham. Der er ingen spænding om udfaldet. Spændingen i Johannesevangeliet handler nemlig ikke om hovedpersonen, men om bipersonerne - og i sidste ende læseren. Og efter at have fået blik for, at det netop er de forskellige litterære greb og genrer, der får læseren til at interagere med teksten, så kan jeg kun anbefale skriftet som et meget fascinerende teologisk og litterært værk.”