Huset ved Mølleåen i Farum nær København er egentlig et sommerhus, men dramatiker Flemming Jensen og hustruen, Birte, har bygget det om, så det er et helårshus. Det ligger og putter sig lidt op ad en skrænt, og de røde træbjælker med hvidmalede vinduer kommer først til syne bag træerne, når man er kommet godt ind ad indkørslen.
Indenfor er der fuldt af ting: En udstoppet grønlandsk mitseq eller edderfugl på dansk, hyldemeter af bøger og en stor dalmatiner af porcelæn. Og så er der varmt.
Huset er godt isoleret, forklarer Flemming Jensen, mens han skænker sig en whisky.
Flemming Jensen er også varm. Han lægger holdninger på bordet, taler meget og hæver sommetider stemmen, når der er noget, han gerne vil lægge ekstra tryk på. Det er oftest noget med politik. Men han afvæbner også sine ytringer med en varm latter, der kommer helt nede fra maven.
Han meldte sig ud af folkekirken, da han arbejdede som folkeskolelærer i 1970'erne. Det gjorde man bare, forklarer han. Og tilføjer, at selvom han ikke tror, at der sidder en Gud og bestemmer det hele, føler han sig godt til rette blandt kristne og andre religiøse mennesker. For de har noget på hjerte. Og det har han også selv.
Egentlig skal vi tale om søndagens prædiketekst, som handler om Jesus, der fra bjerget prædiker, at der er trøst at finde i himmeriget. Men Flemming Jensen forklarer sig ind og ud af tangenter og bemærker det også grinende af og til. At han taler sig ind på teksten. Som om han bygger en stor bue omkring kernen af ord, og så er man pludselig tilbage ved det centrale.
Men selvom han ikke betegner sig som religiøs, har han beskæftiget sig med kristendommen og de bibelske tekster flere gange. Først på seminariet, da han havde kristendom som fag. Og siden igennem sin karriere som dramatiker, hvor han ofte trækker på religion som tema i revyer, teaterstykker og standup. For i religionen ligger det menneskelige, og de religiøse tekster behandler de spørgsmål, vi alle tumler med, forklarer han.
”Det er jo filosofi, overvejelser og tanker, som gennem årene er blevet nedfældet af mennesker, og derfor er det værdifulde tekster,” siger han. Så han vil også gerne tale om søndagens tekst.
For ham handler den om, at Jesus forklarer, at alle mennesker er ligeværdige. At selvom nogle er rige og nogle fattige, er mennesker lige.
Flemming Jensen griner lidt, da han siger det.
”Når der i teksten hele tiden bliver talt om det sagtmodige og barmhjertige, er det sådan set svagheden, der hyldes. Det vil sige, at der er en anerkendelse af den svage parts ligeværdighed. Der skal ikke ændres mange formuleringer, så er det faktisk socialistisk. En præst kunne virkelig få menigheden på nakken, hvis han tolkede det helt igennem,” siger han.
Og så er han videre. En ytring føder den næste, og som han siger, er Bibelen et godt udgangspunkt at tale fra. Men for ham at se er religion i dag blevet til noget andet end medmenneskelighed og kærlighedsbud.
”Vi står nu med et samfund, hvor markedsøkonomien, som også er en tro, har sat sig på vores sjæl. Det er så dejlig nemt. Alt det gamle med moral og etik, hvor vi skulle forholde os til, om noget var godt, dårligt, etisk, anstændigt, kan nu erstattes af spørgsmålene 'Kan det sælges?' eller 'er der meningsmålinger nok?'. Det har gjort os til et amoralsk folkefærd, og der er en klar parallel til Det Gamle Testamentes historie om guldkalven,” siger han.
Flemming Jensen er selv vokset op i et kristent hjem. Hans farmor satte sig hver morgen foran radioen med sin salmebog i skødet, så hun kunne synge med på salmerne i radioens morgenandagt.
”Når hun sad i hjørnet ved radioen, bredte der sig nærmest ringe af tryghed ud fra hende til hele rummet. Det er en meget kraftig barndomserindring, og på den måde har jeg kun gode opfattelser af kristendommen fra barndommen,” forklarer han.
Men jo ældre han blev, jo sværere havde han med at forene den barnlige, naive trosopfattelse med de ting, der omgav ham. Det gør ham rasende, når han ser religion blive brugt til at undertrykke mennesker. Derfor indgyder søndagens tekst ham ikke håb, selvom Jesus prædiker, at der kommer frelse til dem, der har det svært.
”Det kan jo misbruges. 'Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene'. Med andre ord: Find jer i hvad som helst hernede, affind dig med din skæbne. Religion er mange steder brugt til at pacificere menneskeligt initiativ, og derfor har jeg det svært med organiseret religion,” forklarer han.
I stedet finder han ro, når han går en tur ud i naturen. Når han bevæger sig rundt i Mølleådalen uden for huset, hvor bakkerne skråner, og vandet pibler i åen.
”Jeg har sommetider spekuleret på, om jeg er panteist. Jeg tror på helheden, og jeg tror, at menneskets ulykker sker, når vi handler på trods af naturen. Så er det, vi nærmer os ragnarok. Der tror jeg vi er på vej hen nu,” siger han og fortsætter:
”Men det der med at bede til Gud, bønnerne og deres udformning, det generer mig. Jeg ved godt, at man selv bestemmer, hvor høj en grad af symbolik, man vil have i sin bøn, men jeg generes også af hele automatikken. Så vil jeg hellere ud i naturen.”
Han mener, at menneskets tro på markedsøkonomi er det, der er på vej til at blive vores undergang. For herved har man dræbt interessen for livets nuancer, for etikken, for moralen. Men når verden går under, kommer der ingen frelse. Han tror ikke, som Jesus siger i søndagens tekst, at der kommer noget godt på den anden side.
Flemming Jensen er godt klar over, at han kan lyde temmelig sortsynet, når han taler om jordens undergang og det, han kalder ”menneskets forenkling” af alting. Men han forklarer også, at han mærker, at en modreaktion er på vej, når han møder unge mennesker. Et håb spirer hos de næste generationer.
”Håbet for mig er at tage rundt på højskoler, hvor der kommer unge mennesker, og jeg opdager, at de er til at tale med. At de gerne vil have moralen tilbage og den intellektualitet, der har været foragtet i så mange år. Dét giver mig håb,” siger han og ler.
”Så sker der noget med en vidunderlig kraft, og man tænker, at måske kan det gå alligevel. Men vi mangler nogen, der kan gå foran og løfte os op,” slutter han.