Prøv avisen
Troens øjeblik

Præst: Troen slog en kolbøtte, som jeg stadig hviler på

Kristine Krarup Ravn fortæller altid sine egne konfirmander om de anfægtelser, som hun selv sloges med, da hun var i deres alder, og som stadig spiller en rolle i hendes liv, når hun glemmer, at det ikke handler om hendes tro. – Foto: Leif Tuxen

Havde det ikke været for hendes oldefar, teologen og modstandsmanden Vilhelm Krarup, var Kristine Krarup Ravn ikke blevet præst

Jeg er født og opvokset i Kalundborg, hvor jeg sammen med de fleste af mine klassekammerater gik til præst i 7. klasse. Jeg var dog langtfra sikker på, at jeg skulle konfirmeres.

Men mine forældre insisterede alligevel på, at jeg skulle deltage i konfirmationsundervisningen. For jeg skulle være oplyst og vide, hvad jeg sagde nej til, var deres argumentation.

Men undervisningen var langtfra en optimal forberedelse af os unge mennesker for nu at sige det pænt. Præsten var gammel og på vej på pension, og vi var en klasse, der larmede meget. Læg dertil, at festen og gaverne betød mere for mange af mine kammerater, end det trosmæssige gjorde, så jeg fik ikke ret megen brugbar viden. I stedet blev jeg undervejs mere og mere i tvivl, om det med kristendommen overhovedet var mig.

For jeg havde det svært med troen, og især det at skulle sige trosbekendelsen højt i kirken var problematisk. Jeg mente nemlig, at jeg for at blive konfirmeret skulle kunne stå et hundrede procent inden for hvert et ord, hvert eneste udsagn, og hvis ikke jeg kunne det, men stadig sagde ja til konfirmationen og til Gud, så svarede det til at stå og lyve i kirken, og det ville jeg ikke.

Så ville jeg hellere risikere ikke at blive konfirmeret, ja, i yderste konsekvens kunne det måske blive relevant at droppe den kristne tro. Men sådan måtte det i så fald være. For jeg ville ikke være en løgner.

Jeg havde i tilgift alle de klassiske konfirmand-anfægtelser omkring, hvordan og om Gud overhovedet kan være god, når der sker onde ting i verden. Det måtte vel betyde, at Gud var ond, resonerede jeg, og så kunne jeg i hvert fald ikke stå inde for hans handlinger og bekende mig til dem.

Jeg fortalte mine forældre om mine anfægtelser, og i vinterferien sendte de mig i samarbejde med min bedstefar (Sten Krarup, storebror til teologen og det tidligere folketingsmedlem Søren Krarup, red.) til Hornsyld, som er en lille landsby syd for Horsens. Her boede min oldefar Vilhelm Krarup, der havde været præst flere steder i Danmark, og som nu for længst var blevet emeritus. Han var oldgammel, men åndeligt mere end ved sine fulde fem. Det besøg kom i høj grad til at gøre forskellen for mig rent trosmæssigt.

Han sagde nemlig til mig: Det er ligegyldigt, om du kan tro på Gud, eller om du kan stå inde for Gud. Det afgørende er, at Gud ser dig og tror på dig.

Det var at vende det hele rundt, så min forestillingsverden kom helt på hovedet. Min forståelse af kristendommen slog simpelthen en kolbøtte den vinterdag. En kolbøtte, som har fulgt mig lige siden både til hverdag, og når min tro vakler.

For i de ord mindes jeg om, at det ikke handler om min tro eller om, hvorvidt jeg kan trænge helt ind i evangelierne, som jeg gerne vil det, når jeg skal skrive en prædiken eller søger efter et eksistentielt svar.

Men det kan jeg ikke, og det skal jeg heller ikke. Gud tror på mig, og at vide det er en styrke, som giver mig mod til at møde verdenen og de problemer, som findes der, både mine egne og de store. Indimellem glemmer jeg det så og prøver alligevel at forstå kristendommen til bunds, indtil jeg igen må give op og hengive mig til Gud og hans nåde.

Det er en konstant vekselvirkning, som jeg med årene har lært at acceptere, at min tro bevæger sig i og rummes af.

Men uden min oldefar var det aldrig gået. Så jeg mindes stadig dagligt hans ord, som har så afgørende en betydning for mig, min tro og min egen præstegerning.