Prøv avisen

Hvorfor giver troende, fattige og folk uden for byerne mest til velgørenhed?

Jo oftere folk går i kirke, desto mere sandsynligt er det, at de giver penge til velgørende formål. Her samler en mor og en lille pige på 2 år ind for Red Barnet på Frederiksberg. Arkivfoto. Foto: Mads Jensen

Lavindkomstområder har flest frivillige, og troende giver mest til velgørende formål. Rigdom er ikke en forudsætning for generøsitet, påpeger eksperter

Kirkebøssen er symbolet på den historiske sammenhæng mellem kristendom og velgørenhed.

Men også i indsamlinger uden for kirken udviser religiøse personer en betydeligt større vilje til at give penge til velgørende formål sammenlignet med den øvrige befolkning, siger fundraiser og konsulent Stig Fog, som har været ansvarlig for indsamlinger i Folkekirkens Nødhjælp og DR og TV2 fælles indsamlingskampagne ”Hjælp nu”.

”Flere undersøgelser på tværs af alder og køn har vist, at jo oftere folk går i kirke, jo mere sandsynligt er det, at de giver penge til velgørende formål. Tilsvarende har flere hjælpeorganisationer selv erfaret, at det har langt større effekt, hvis de annoncerer i medier, der henvender sig til kirkeligt engagerede,” siger Stig Fog.

En stor britisk undersøgelse fra 2014 foretaget af BBC viste, at hvor kun godt to tredjedele blandt ikke-religiøse havde doneret penge til velgørenhed, var det otte ud af 10 blandt troende. Tilsvarende viste et amerikansk studie ved Indiana University i 2013, at der blandt personer uden religiøs tilknytning var 56 procent, som gav til velgørenhed, mens tallet for personer med religiøs tilknytning var 65 procent.

Mens religiøse personer giver mest til velgørenhed, ses et andet mønster, når det kommer til engagement i frivilligt arbejde. Her viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelses frivillighedsprojekt ”Stafet for livet”, at det især er i lavindkomstkommuner og de tyndt befolkede områder uden for byerne, at danskerne for alvor engagerer sig i frivilligt velgørenhedsarbejde.

”Den form for velgørenhed, som er baseret på fællesskab og frivilligt arbejde, fungerer helt fantastisk i de mindre samfund, men skidt i de større byer. Det handler i høj grad om netværk, at folk kender hinanden og bruger de relationer i den frivillige indsats,” fortæller Finn Christensen, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Hvor der i en by som Øster Jølby på Mors med 680 indbyggere har været hele 1900 deltagere fra byen og oplandet i projektet, er tilslutningen betydeligt ringere i østdanske kommuner som Hørsholm, Helsingør og Frederiksberg, påpeger Finn Christensen. Haderslev i Sønderjylland går forrest med flere end 7600 deltagere i Kræftens Bekæmpelses indsamlingsstafet.

Ifølge Stig Fog handler det især om tid.

”Hvor mange i de større byer har travlt med at tjene penge til deres dyre huse, så har mange uden for byerne bedre tid til at mødes, ligesom de også har et større socialt netværk i foreninger at tage afsæt i. Det betyder ikke, at folk i byen ikke er velgørende, men de er det i højere grad via donationer og abonnementer, som ikke kræver så meget tid,” siger han.

Sammenfattende kan man sige, at der ikke er sammenhæng mellem folks formuende evne og generøsitet, påpeger Research Fellow ved CBS Henrik Mahncke, som forsker i velgørenhed.

”Rige giver ikke mere end fattige. Det kan skyldes, at lavindkomstgrupper har uligheden tættere inde på livet og derfor en større forståelse for de sociale problemer. Men der er ingen entydige forklaringer i forskningen på det forhold. Noget afgørende kan være, at glæden ved at give gælder for alle uanset indkomst,” siger Henrik Mahncke.