Troens skønhed

Lidelsen, den korsfæstede krop. Kristi ribben som dødens benrad, der bliver til livets træ. Skelettet, der underfuldt bærer saftige, grønne blade. Hvor gruen er størst, vokser det skønne frem. Forvandlingen sker på billedhuggeren Niels Helledies krucifikser. - Troen er det skønne, siger han. - Kristus er opstanden i vore hjerter. Verden skal frelses ved den indre skønhed, som er troens juvel. Ved troen forlenes mennesket med en skønhed trods sygdom, sorg og savn. Indimellem kan man (med Helledie) synes, at alle veje i verden ender ved elendigheden og lidelsen. Men det skønne findes. Man kan (også med Helledie) ængstes for den »vej«, på hvilken man lever sit eget liv. Så meget kan forgå. Men ikke det skønne. - Inderst inde er jeg glad. Over at trække vejret. Over at være skabt i Guds billede. Det er på grund af denne kerne af denne glæde, jeg ikke bliver indlagt på et sindssygehospital. grundbilledet på den virkelighed, der er Niels Helledies. Det skønne som sejrende sandhed. Han er blevet ført til den af sit arbejde gennem skabelsens erkendelse. han er blevet formet af sine egne krucifikser. - Via mit arbejde har jeg fået færten af mig selv. Skønhedens trods En og anden skal nok føle sig provokeret af, at en kunstner, der så konsekvent som Niels Helledie bryder de klassiske normer for skønhed, optræder i en artikelserie netop om det skønne. Den store pointe i hans værk, forkyndt i et umiskendeligt personligt form- og symbolsprog, er ikke desto mindre den skønhed, der trodser alt. Også »den gode smag«. Syndefaldet og korsfæstelsen er centrale motiver i Niels Helledies kunst. Han udtrykker sig i collageagtige sammenstillinger af for eksempel stentøj, drivtømmer, glas og metal. Hans opvækst på en gård i Sopmos i Øster Vrå i Vendsyssel, landbodrengens nære og ligefremme kontakt med natur, liv og død, er uden tvivl en del af forklaringen på hans robuste, kraftfulde udtryksform. En anden forudsætning er traditionen fra den tidlige middelalder, den romanske stil. Også vikingetidens kunst har inspireret ham. Helledies figurer er, som Erik A. Nielsen skriver i sin bog om kunstneren, »Livets træ«, »påtrængende til stede i deres tunge myndighed og stoflighed. Han trækker middelalder med sig ind i troens verden, drastisk munterhed, vildskab, særhed, stilbrud. En uhjælpelig bondekristendom«. Den 72-årige Niels Helledie, der siden 1959 har boet i Gammel Skagen, er oprindeligt uddannet som folkeskolelærer. Som billedhugger er han autodidakt. Han debuterede i 1969 på Kunstnernes Påskeudstilling og har i de efterfølgende år udført opgaver for en række kirker og institutioner landet over. At kysse sin fjende - At kysse sin fjende. Deri ligger skønheden. Det er den egentlige skønhed ... selvfølgelig af åndelig art, siger Niels Helledie og fører sin gæst med ud til en nærmere forklaring i gårdhaven. Blandt de nye værker, som hænger til afprøvning dér, er et relief, hvor Sophia, visdommens gudinde, er bragt sammen med Kristus iført slips. - Sophia er symbolet på den jordiske kærlighed. Og den er vanskelig at styre. Derfor er hun forlenet med visdom. Ikke en visdom hun har tilegnet sig ved at læse bøger. Men det er en visdom, hun har, fordi hun er kvinde. En visdom, der består i intuition. - Den jordiske kærlighed er altid begrundet. »Jeg elsker dig, fordi ...«. Men det er jo ikke sikkert, man kan forklare det. Alligevel har den jordiske kærlighed en årsag. I modsætningen til den guddommelige kærlighed, som altid er ubegrundet. Et menneske elskes, selvom det er småkriminelt, en fiasko. Det er vidunderligt, at det er sådan. Det er det skønne. - Vi opbygger hospitaler og ansætter læger. Men for den kristne kommer så yderligere den fordring, at du skal kysse den syge. Og ikke nok med dét. Du skal også elske at kysse den syge. Elske at kysse din fjende. dét, der skete dengang, sker altid. Hver gang vi undlader at kysse vor fjende, svigter vi Kristus. Korsfæster ham igen. Kunstneren som redskab Udgangspunktet for Niels Helledies kunst er ikke det skønne, men angsten. For døden og livet, intetheden og tomheden. Altid er den angst til stede. Og dog bliver han gennem skabelsesprocessen igen og igen henvist til skønheden. Den, der findes dybest inde. Altid. Også når tilværelsen forekommer mest ufremkommelig. »Det eneste, der kan jage angsten på flugt, er troen«, understregede forstander J.Th. Arnfred, da Helledie som ung var elev på Askov Højskole. De ord har levet i ham siden. Helledie lader sig bringe derhen, hvor hans arbejde vil. Eller mere præcist: derhen hvor Kristus vil. Det er at sige det samme på en anden måde. Den egentlige. Helledie opfatter sig som et redskab og er overbevist om, at Kristus er virksom i hans arbejde. Derfor kan det kun føre ham ét sted hen: til det skønne. hvad er så religiøs kunst? Alverdens ting kan jo være religiøse. Men her snakker vi om den kristne form for religiøsitet. Og dét, der er gør kunst kristen, er, at Kristus er med. - Al kunst består jo af indhold og form. Det er ikke indholdet, der skaber kunsten. Det er formen. Den gør, at vi gribes af indholdet. - Et maleri, der kun består af én farve, er udtryk for tomhed. Men det kan alligevel godt være et kunstværk. Hvis tomhed er kunstnerens vigtigste dimension i livet, er det et relevant udtryk med den ene farve. Det grimme kan godt være smukt. Det tomme kan også. Og det kan det, fordi det er kunst. - Men kun én farve svarer til, hvis organisten kun havde én tone. Det ville være ulideligt. Nærmest helvede. Metamorfosen Et centralt begreb i Niels Helledies univers er metamorfosen. Den, der indtræffer i det øjeblik, Kristus er med i billedet. Den, der gør dødens benrad til livets træ. Eller den, der gør tunge byrder lette. Dette er temaet for en ny skulptur, »Mit åg er gavnligt og min byrde let«, som Niels Helledie har udført til Mariager i anledning af middelalderåret. - Også en gudstjeneste er en metaformose. Man går ind i kirken som et brødebetynget, tvivlende menneske og går senere ud af den med en ny fasthed i troen. er det dig, Niels Helledie, der laver det? Eller er det kræfter inde i dig, som er stærkere end dig selv? - Jeg opfatter i højeste grad mig selv som et redskab. Ligegyldigt hvad jeg arbejder med, vil Kristus have det sidste ord. Det får han så. Undertiden under stærk protest fra min side. Jeg bliver sur, når et værk vil noget andet, end jeg selv vil. Men jeg er oppe imod så stærke kræfter, at de slår igennem. Når Kristus har overtaget én, kan man ikke frigøre sig. Derfor vil det altid være ham, der får sin vilje. - Men selvfølgelig forsvinder jeg ikke helt. For det er jo mig, der er blevet pålagt at udforme værket. Og man vil straks kunne se, at det er Niels, der står bag. - Måske ville jeg oprindeligt give udtryk for, hvor trist alting er. Så megen modgang og undergang. Så megen sygdom og død. Jeg ser kun dét, der er dødens benrad. Men det er livets træ, der presser sig på. den sandhed, som det skønne rummer. et loppemarked af fragmenter. Blandt disse en Kristusfigur og en pigeskikkelse. Begge tiltrak de sig Helledies opmærksomhed. Det var, som om de ville hinanden noget. Formmæssigt passede de sammen. Men ikke indholdsmæssigt - syntes Helledie. noget var sat i gang. Noget, der først lod ham i fred, da han overgav sig og lod figurerne »få hinanden«. Og så opstod værket. tilfældigt stillede Niels Helledie figuren af en hane oven på et stort krucifiks. Snart efter indså han, sandsynligvis til sin egen overraskelse, at de to bestanddele havde ingået en varig pagt med hinanden. Og siden blev den korsfæstede og fuglen et ofte varieret motiv i Helledies arbejde. Kunstnere »betjener tilfældet«, har forfatteren Per Højholt sagt. Hans ord synes uden videre at have gyldighed for den arbejdsform, som Niels Helledie betjener sig af. Men han har ikke Højholts tro på tilfældets magt. Dét, som vi kalder tilfældighed, kan imidlertid »åbne en dør«. Måske ned til det underbevidste. - Alt det, vi ikke kan bære, støder vi ned bag en cementmur. Men når man står og arbejder, kommer det frem. Måske på et krucifiks, hvor lidelsen understreges af overdimensionerede hænder og fødder, drastisk naglegennemborede. Dette grimme, der bliver til det skønne. alle kan lave et krucifiks. Ja, men hvis ikke man tror, er Helligånden ikke med. troen. - Ellers er det snyd og bedrag. Selvfølgelig kan man godt lave en plakat til jernbanen, selvom man ikke tror på jernbanen. - Men her er det hele vor eksistens, det drejer sig om. At gå ind i en kirke forandrer jo menneskers liv totalt. Dér går skellet mellem denne verden og den religiøse dimension. Kærlighedens skønhed - Kristus er den, der sejrer over død og undergang. Det er altid kærligheden, der er den stærkeste magt. Den kærlighed, som er fuldkommen, er jo den kristne: den fuldkomne skønhed, som jeg ikke kan leve op til. Jeg er altid i restance. - Dette jordeliv har fyldt mig. Mine kone, vore børn og børnebørn. Det er så mærkeligt at spørge: hvad har haft størst betydning - mit jordeliv eller mit kristenliv? De to ting forenes. Et godt jordisk liv skal også være et åndeligt liv. Ægteskabet skal også være en åndelig forening. - Man kan glæde sig over et menneske, som man har det godt sammen med. Rent åndeligt kan man favne det på grund af denne indbyrdes forståelse. - Man har undertiden brugt den jordiske, erotiske kærlighed som et billede på den himmelske. Også jordelivet kan være helligt. Den nøgne kvinde og den nøgne mand, der mødes. Kødet, der bliver ét. Det er der noget helligt ved. - Menneske først, kristen så, sagde Grundtvig. Han talte om, at vi med kone og børn ligesom går i kærlighedens skole. Vi lærer den at kende. Det er forudsætningen for, at vi kan forestille os, at der findes en kærlighed, som er ubegrundet. »Faderens enbårne Datter,/ Kærligheden skøn og prud,/ Evighedens Smil og Latter./ Hun er Sønnens Ægte-Brud,/ Brudgom Himmel, Bruden Jord,/ Evig stråle ved Guds Bord«. - Det er meget grundtvigsk. Men også en skønhed. Dette er den anden artikel i serien »Omkring det skønne«. Den første blev bragt den 7. juli. Men som så ofte før: I skabelsesprocessen er han oppe imod kræfter, der er stærkere end hans egen vilje.