En behåret hundjævel, der føder paven gennem sin bagdel. Fede gejstlige, der propper sig med vin og kalkun. Frastødende, overraskende grove og lattervækkende tegninger mellem hinanden fylder i disse dage tre rum på Storm P. Museet. Her kan den nutidige betragter få et indtryk af, hvordan kirkelige institutioner og gejstlige i Europa er blevet udsat for massive billedlige angreb.
Kunsthistoriker og sognepræst ved Davidskirken i København Anne-Mette Grav-gaard er gået med Kristeligt Dagblad gennem udstillingens 73 værker, og ifølge hende ser vi her kunsten som et perfidt våben i ordets egent-ligste forstand.
De tidligste billeder er særligt voldsomme med ofte dæmoniske gengivelser af paven og andre gejstlige, og hun hæfter sig især ved et værk fra Lucas Cranach den Ældres (1472- 1553) hånd. Et flyveblad fra 1545 viser, hvordan paven fødes af en hunjævel og opfostres af tre furier hævngudiner.
LÆS OGSÅ: Religiøs satire har skabt en unik europæisk kultur
Trykket er tekstet af selveste Martin Luther.
Cranach den Ældres historie er symptomatisk for hans samtids store omvæltning. Han lagde ud som en god katolsk kunstner, der malede madonnaer og kardinaler, men nogle år senere blev det så det her motiv. Han var en god ven af Martin Luther, men generelt blev kunstnere bestilt til at udføre et arbejde. Derfor siger tryk som disse i virkeligheden ikke noget om kunstnerens religiøse overbevisning, siger Anne-Mette Gravgaard.
Et andet tryk, der viser paven og andre gejstlige som et trehovedet monster, som Jesus træder under fode, bærer en vigtig pointe, som hele udstillingen peger på:
Ingen satte spørgsmålstegn ved Gud og Jesus. Satiren ramte udelukkende den kirkelige institution, som de, der bestilte tegningen, var imod enten den katolske kirke eller reformatorerne, fortæller Anne-Mette Grav-gaard, da hun passerer et modreformatorisk flyveblad, der viser Jean Calvin og andre i færd med at splitte Martin Luthers lig ad.
Det er, når man gør grin med det, man elsker, at det bliver allersjovest tænk bare på katolikken Dave Allens (irsk komiker, red.) grinagtige og varme tv-shows. Men her er tale om fjendtlige religiøse fronter, og det er noget ganske andet.
Den visuelle tone bliver dog mere varieret, jo længere vi når frem i tiden. Fra omkring 1650 og frem er satiren især rettet mod præstestandens medlemmer, og motiver med paven som djævelen selv afløses af tykke anglikanske præster, der nok afbildes som fordrukne, men i den engelske karikaturtegner Richard Newtons (1777- 1798) farvelagte stik er mere fjollede end uhyggelige. Der er også enkelte eksempler på karikatur, der behandler islam og oplysningstraditionen. James Gillrays (1757- 1815) karikatur Teologi på tyrkisk viser mødet mellem tyrkiske imamer og franske oplysningstænkere, og selvom værket er en religiøs satire, mener Anne-Mette Gravgaard, at satiren primært er rettet mod oplysningstænkerne:
De franske ateister fremstilles latterlige på en ondskabsfuld måde, mens jeg egentlig ikke synes, at der er noget ondskabsfuldt over gengivelsen af muslimerne, siger hun om den farvelagte illustration.
En maler som William Hogarth (1697- 1764) har til gengæld en afslørende pointe i sin fremstilling af en præst og en menighed, der falder i søvn under gudstjenesten, og den latterliggørelse kan Anne-Mette Gravgaard selv føle sig ramt af i dag.
Jeg kan lide at være præst, men jeg er bestemt ikke stolt af det. Vi ser jo her begyndelsen på den opfattelse, som marxismen og socialdemokraterne til en vis grad videreførte, og som har været med til at præge det billede, mange også har af præster i dag som selvhellige forkyndere og ikke altid med urette!
