Trold tilbage ved Jesuskirken

Niels Hansen Jacobsens skulptur »Trold, der vejrer kristenkød« blev i går efter mere end 80 års fravær hejst på plads foran Jesuskirken på toppen af Valby Bakke i København.

Skulpturen blev i sin tid placeret ved Jesuskirken på initiativ af brygger Carl Jacobsen, der også byggede den sydlandsk inspirerede kirke for egne midler og efter eget hoved i 1891. Dengang som nu var det meningen, at skulpturen skulle vrænge lidt ad de lokale kirkegængere og give dem et smil på læben, inden de slog sig ned på kirkens bænke, men i 1920 blev skulpturens provokerende udseende dog for meget for Jesuskirkens sognepræst, og trolden var i mange år henvist til en anonym plads i Ny Carlsberg Glyptoteks baghave.

I anledning af Ny Carlsbergfondets 100-års fødselsdag afslører docent, dr.phil. Erik A. Nielsen en kopi af trolden klokken 11 i dag.

stougaardkristeligt-dagblad.dk