Danmark skal til at løfte pegefingeren, når man har at gøre med lande, hvor der ikke er trosfrihed. Det mener i hvert fald minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S), der i et interview i Kristeligt Dagblad i dag siger, at problemer med trosfrihed skal adresseres, når Danmark kommunikerer med lande, der har problemer på dette område. I interviewet bliver han spurgt, hvordan man undgår, at arbejdet for trosfrihed drukner i realpolitik. Hertil svarer han:
”Ved at forpligte os på, at nærmest uanset i hvilken sammenhæng, man repræsenterer Danmark over for de lande, hvor der er problemer, skal man huske at adressere problemet – på samme måde som vi gør med kvinders rettigheder. Vi er et af de lande, der virkelig er bannerførere på kvinderettighedsområdet. Det kan vi også være i forhold til trosfrihed. Det handler om at lave nogle strategier, der gør, at man tænker det ind, hver gang man kommunikerer noget, og hver gang man laver aftaler og kontrakter,” siger han.
Det vil være et nybrud i arbejdet for trosfrihed i Danmark, lyder det fra Jonas Adelin Jørgensen, generalsekretær i Dansk Missionsråd, der er en paraplyorganisation, som blandt andet arbejder med religionsfrihed, og som får støtte af Udenrigsministeriet.
Ifølge ham vil det være første gang, at Danmark sætter sig for at have trosfrihed som et obligatorisk punkt på dagsordenen, når man kommunikerer med lande, der krænker religionsfriheden.
”Jeg glæder mig til at høre flere detaljer om, hvordan det skal gøres. Men det lyder interessant, og jeg tror godt, at Danmark kan påvirke lande i en positiv retning, selvom vi er et lille land. Det gælder ikke mindst de prioritetslande, hvor vi er til stede med udviklingsmidler og -projekter. Der har landene en motivation til at tale med os om værdier som trosfrihed, fordi vi støtter dem,” siger han.
Mere skeptisk er professor Martin Marcussen, som blandt andet forsker i småstatsdiplomati på Københavns Universitet.
Han tror, at udmeldingen vil sende et signal til danskerne, men at det vil være svært at holde den idealistiske fane højt, når det kommer til stykket.
”Ministeren følger et mønster, vi har set hos skiftende udviklingsministre. Søren Pind (V) kaldte sig ’frihedsminister’ og ville føre værdipolitik i Udviklingsministeriet, og Christian Friis Bach (R) ville gøre det samme under den selvudnævnte titel ’rettighedsminister’. Men det førte ikke meget med sig, og det vil dette heller ikke bortset fra et signal til vælgerne,” siger han og nævner to eksempler på hvorfor:
”For det første er det svært, fordi vi meget gerne vil handle med de lande, hvor vi har udviklingspolitiske satsninger. Det bliver sværere at handle med dem, hvis vi stiller alle mulige krav om rettigheder. For det andet er det en svær tid for lande som os, der har betingelser knyttet til udviklingsmidler. I dag er der nemlig alternativer, ikke mindst i form af Kina, der ikke stiller nogen krav om trosfrihed, kvinderettigheder eller noget tredje. De vil bare lave deres veje, udvinde deres mineraler, og så stiller de ikke flere krav,” siger han.
Men man skal passe på med at sige, at et land er for lille til at gøre noget, mener tyske Christof Sauer, der er professor i religionsfrihed og kristenforfølgelser ved Freie Theologische Hochschule i Gießen nord for Frankfurt.
”Hvis man lykkes med at overbevise andre om, at trosfrihed er en god forretning og godt for et samfunds fremgang, er det underordnet, hvor stort et land man er. De internationale handelspartnere skal vide, hvad man står for. På den måde sender man et signal om, hvad der er vigtigt, selvom det ikke umiddelbart fører noget konkret med sig her og nu. Jeg tror på, at hvis man jævnligt adresserer vigtigheden af trosfrihed, så vil det også sætte sit præg på en eller anden måde,” siger han og tilføjer, at samarbejde med EU og FN dog vil have en større effekt.
”Det handler om meget mere end det bilaterale (mellem to parter, red.). Man bør arbejde for menneskerettigheder i samarbejde med andre, og derfor er det positivt, at Danmark lægger mange kræfter inden for EU.”