Troen skal være en vane

Mellem aftensmad, vasketøj og skiftedage i en skilsmissefamilie er det vanskeligt for Anders Haldrup at finde den rette måde at præge børnene trosmæssigt

Anders og Ann-Sofie Rosengaard Haldrup forsøger at finde en balance mellem faste traditioner for andagtsliv i familien og plads til de samtaler, der opstår, når Anders Rosengaard Haldrups børn selv opfordrer til det. Her ses de alle fire i hjemmet i Odder. –
Anders og Ann-Sofie Rosengaard Haldrup forsøger at finde en balance mellem faste traditioner for andagtsliv i familien og plads til de samtaler, der opstår, når Anders Rosengaard Haldrups børn selv opfordrer til det. Her ses de alle fire i hjemmet i Odder. – . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

På et tidspunkt opstod bandet ”De flammende tunger og deres flammende unger” i et hjem i Odder syd for Aarhus. Det kom sig af, at Anders Rosengaard Haldrup begyndte at spille lovsange sammen med sin nuværende hustru og sine to børn fra et tidligere ægteskab. Bandet genoplives en gang imellem, når børnene, der i dag er 8 og 11 år, opfordrer til det, men Anders Rosengaard Haldrup ville ønske, at han som forælder var bedre til at gøre den slags til en mere fast rutine i hverdagen.

”Vi kunne godt tænke os en mere fast rytme i vores fælles trosliv i hjemmet og kæmper med at få naturligheden ind. Vi er udfordret på, at rytmen i dagligdagen brydes op hver anden uge, hvor drengene er hos deres mor, og der er jo selvfølgelig forskellige husregler og rammer i de to forskellige hjem, drengene skal forholde sig til. Så vi vil gerne balancere det, så vores trospraksis i hjemmet ikke bliver nogle for bombastiske rutiner, når drengene i forvejen skal forholde sig til de mange ting, der følger med deres ugentlige skift,” fortæller han.

Anders Rosengaard Haldrup er en af de 42 forældre, der har medvirket i en undersøgelse lavet af Familielaboratoriet, som hører under den kirkelige organisation Dansk Oase – en undersøgelse, der viser, at det for mange forældre kan være svært at give troslivet videre til deres børn.

”Troslivet har ikke et fuldstændig fast fokus i vores hverdag, det må vi bare konstatere. Vores vigtigste og største vision er at give det, der er størst for os, videre til de mennesker, der er størst for os. Sandheden er bare, at vores vision ikke afspejles særlig godt i vores hverdag.”

Anders Rosengaard Haldrup og hans hustru kommer fra to forskellige kirkesamfund og vil gerne skabe en fælles tredje kirketradition. Mens hun er vokset op i frikirken Missionsforbundet, er han vokset op i et indremissionsk hjem. I dag kommer de i Odder Frimenighed, en Dansk Oase-kirke.

Anders Rosengaard Haldrups familie er som de fleste andre også presset på tid i hverdagen. Fritidsaktiviteter, tidskrævende jobs, legeaftaler og spontane gæster til aftensmad tager masser af tid, og det kan være svært at finde ro til også at læse fast i Bibelen med børnene om aftenen eller skabe tid til bare at sidde rundt om spisebordet og tale om trosspørgsmål.

”Jeg kan tit føle, at jeg ikke gør nok i den forbindelse, samtidig med at jeg føler, at det, jeg så gør, er det rigtige. Og det handler om at finde en balance, hvor vi ikke er for firkantede, men også lader børnene selv være søgende i det. Jeg vil nødig trække noget ned over hovedet på dem.”

Hvorfor er du bange for at trække troen ned over hovedet på dem?

”Fordi jeg kan frygte, at det fører til en modreaktion, hvor de får en kvælningsfornemmelse og så bryder helt ud af deres kirkeforhold og tro. Løsningen ligger nok i at forsøge at tale åbent om, hvorfor vi gør, som vi gør i vores familie, og samtidig give drengene medbestemmelse.”

Hvad skal der til, for at det kan blive nemmere for jer at give jeres trosliv videre til børnene?

”Vi skal se nærmere på, om vi kan fastholde en rytme i den tid, vi har dem, og det handler om at få skabt en vane. Det kunne være, at vi onsdag aften efter maden tager en børnebibel eller anden tekst frem, synger og beder sammen og skaber et rum, hvor vi kan få gode snakke om tro,” siger han og tilføjer:

”På samfundsniveau er der jo også en udfordring, hvor arbejdet fylder meget, og der ikke er meget tid til familieliv. Både mænd og kvinder har karrierer og engagerer sig i foreningsliv og bestyrelsesarbejde – det betyder, at alt muligt andet kommer i vejen for at sætte sig ned som familie i hverdagen og forme værdier sammen og reflektere over livet. Det bliver meget nemt de lavpraktiske samtaler, der vinder.”