Truet præst på Færøerne: Man må have mod til at stå ved sig selv

Man må både værdsætte anderledes holdninger og samtidig have mod til at stå ved sig selv, siger Anne Mette Greve Klemensen, der er sognepræst på Færøerne og netop har politianmeldt en lokal prædikant for trusler

”Det er nemt nok at prædike for dem, man er enig med. Udfordringen ligger i også at se værdien i det, andre mener. Og det øver jeg mig stadig på. Men der er svært at rumme dem, som vil en ondt,” siger Anne Mette Greve Klemensen, der er præst på Færøerne. –
”Det er nemt nok at prædike for dem, man er enig med. Udfordringen ligger i også at se værdien i det, andre mener. Og det øver jeg mig stadig på. Men der er svært at rumme dem, som vil en ondt,” siger Anne Mette Greve Klemensen, der er præst på Færøerne. –. Foto: Heini Gaard.

Ifølge folkeregisteret bor der 15 mennesker i bygden Hellur. Stedet ligger en times spadseretur gennem grønt græs og over høje fjelde fra Fuglefjord, hvor Anne Mette Greve Klemensen er sognepræst, og det er den mindste bygd i hendes sogn. Man kan også køre i bil, for der kom en vej i 1960erne, men i de kolde vintermåneder kører man på eget ansvar og helst ikke uden firehjulstræk.

Anne Mette Greve Klemensen blev kendt på hele øgruppen, da færøske medier bragte en historie om, at den unge sognepræst havde meldt den selvbestaltede prædikant Sjurdur Højgaard til politiet for det, hun opfattede som trusler mod hende og hendes børn i en prædiken på internet.

LÆS OGSÅ: Færøsk prædikant blæser til jagt på dansk præst

Kristeligt Dagblad møder hovedpersonen en regntung dag på restaurant Hvonn i Tórshavn og spørger, hvordan hun endte med at blive præst i Fuglefjord.

Jeg søgte embedet, mens jeg var i gang med at skrive speciale, siger Anne Mette Greve Klemensen, der er 32 år.

Hendes mand er fra Nólsoy, den lille ø, der skærmer Tórshavn for de værste vinde fra øst, men det var ikke derfor, hun søgte hertil. En tilfældighed kalder hun det selv.

Fuglefjord er brødremenighedens vugge på Færøerne, og der er et aktivt missionsarbejde i bygden. Sognepræsten før Anne Mette Greve Klemensen var meget konservativ, og hans embedsperiode var præget af teologiske kontroverser.

Vi kunne næsten ikke være mere forskellige, siger Anne Mette Greve Klemensen og griner.

Men jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, siger hun, samtidig med at hun afviser, at der skulle være en stor kulturkløft mellem kristne miljøer på Færøerne og Danmark.

Men du må have oplevet forskelle?

Folk er engagerede i kirkelivet på en helt anden måde på Færøerne. Jeg behøver ikke at forklare så mange ting her. Folk på Færøerne kan deres pensum, om man så må sige. Jeg kan godt sige Abraham her, så ved folk, hvem jeg snakker om.

Kan man ikke det i en dansk kirke?

Jo, det kan man godt, men ofte skal man lige forklare lidt mere. Her kan man regne med, at folk har baggrundsforståelse. Der bliver heller ikke kigget mærkeligt til folk, hvis de er i kirke en søndag.

Der er væsentlig flere aktive kirkegængere på Færøerne, end der er i Danmark ifølge den unge præst, som bortset fra Sjurdur Højgaards prædiken aldrig har oplevet deciderede fordomme.

I andre sogne har der dog været gnidninger mellem mandlige konservative præster og enkelte af de fem kvindelige præster, der er på Færøerne.

Der er nogle, som er imod kvindelige præster. Men det er der også i Danmark. Det er en af de ting, jeg ikke rigtig kan gøre noget ved. Jeg sagde til menighedsrådet, da jeg var til samtale, at jeg ikke selv er imod mandlige præster. Det er der aldrig nogen, der spørger om, siger Anne Mette Greve Klemensen med slet skjult ironi.

Anne Mette Greve Klemensen kan godt sætte sig ind i, at de fleste kvinder på hendes alder i dag nok har svært ved at se sig selv i hendes sko, når hun holder gudstjeneste i Hellur eller Elduvík, en anden lille bygd, der ligger lige over det næste fjeld.

De fleste mennesker har svært ved at forestille sig, hvordan det er at være præst, siger sognepræsten.

Hun har flere gange haft besøg af venner hjemmefra og andre unge præster, der har været målløse, når de har set, hvor stor opbakning i befolkningen de fleste kirker har.

De er ved at falde bagover af forbløffelse, når de hører om de mange frivillige kirketjenere. Og på Færøerne står kordegnen for gudstjenesten på de søndage, hvor en kirke ikke har præst. Det er et fuldstændig ukendt fænomen i Danmark.

Anne Mette Greve Klemensen er meget bevidst om, hvad det kræver at ankomme som liberal dansk præst til Færøerne, som har mange andre former for kristendom end hendes.

Jeg tror, at hvis man bliver præst sådan et sted som Fuglefjord og vil trives, må man først og fremmest være autentisk. Du må have mod til at stå ved det, som du har med dig. Samtidig må du også tydeligt værdsætte det, som andre fraktioner står for. Ellers kommer du nemt til at skøjte hen over overfladen og give køb på dig selv.

Der må være plads til alle. Hvis man mener, at der skal være rummelighed i folkekirken, skal den gå alle veje. Og det udsagn bliver sat på prøve, må man sige.

Der har altid været splittelse i Fuglefjord. Der findes for eksempel både brødremenigheden og missionsfolkene. Der er også fraktioner inden for brødremenigheden og forskellige fraktioner inden for missionsbevægelsen.

Alle er ikke enige, og vi kan lige så godt lade være at gøre som om. At vi er forskellige, må bare ikke betyde, at vi ikke skal gå i kirke sammen. Hvis man kan se værdien i det, de andre har med sig, kan man godt være i kirke sammen.

Anne Mette Greve Klemensen synes på trods af forskellighederne, at det er gået godt de to år, hun har været sognepræst i Fuglefjord. Men har episoden med anmeldelsen ikke taget modet fra hende?

Nej, det synes jeg ikke. Det er da aldrig sjovt at blive svinet til. Det kunne jeg godt have været foruden. På den anden side har jeg fået så meget opbakning alle steder fra. Jeg vil helst bare passe mit daglige virke.

Hun har ikke hørt fra politiet eller anklagemyndigheden. Men i radioen dagen før et kunne man forstå, at anklagemyndighedens jurister nu ville se på sagen.

Anne Mette Greve Klemensen kunne godt have været opmærksomheden og virvaret foruden. Hun er bevidst om, at hun som ung kvindelig præst lidt for let kan gå hen at blive et symbol på holdninger, som den yderste højrefløj i kirken indædt er imod.

Jo, det er klart. Det er prisen, du betaler, når du står frem. Så står man for skud. Men det fører igen frem til, at du ikke er autentisk, hvis du ikke står ved dig selv. På den måde bliver det utroværdigt. Jeg havde en tommelfingerregel, før jeg blev præst: Jeg skulle gøre, hvad jeg kunne, for at være en god præst for dem, jeg var uenig med. Det er nemt nok at prædike for dem, man er enig med. Udfordringen ligger i også at se værdien i det, andre mener. Og det øver jeg mig stadig på. Men der er svært at rumme dem, som vil en ondt.