Prøv avisen
Før søndagen

Akademileder i Grundtvigsk Forum: Tryghed er også, at alting er, som det plejer

Ingrid Ank er akademileder i Grundtvigsk Forum og går ikke ind for at sætte mærkater på folk efter kirkelig retning. Men hun befinder sig godt med det grundtvigske livssyn. – Arkiv Foto: Petra Theibel Jacobsen

Der er noget stilstand over tryghed , mener akademileder i Grundtvigsk Forum Ingrid Ank. Men søndagens tekst om de sidste tider i verden og dommedag ansporer os til at tænke over alt det, vi ikke kan tale om

”Det, vi kender, forsvinder, og det, vi ikke kender, bliver til.”

Sætningen kommer fra Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet i Grundtvigsk Forum. Hun synes, at søndagens tekst er vild. For den handler om både tryghed og utryghed. Modsætninger og paradokser.

Midt i denne søde juletid tales der i kirken om Jesu genkomst i verdens sidste tider og om dommedag, som vil fremkalde menneskers rådvildhed, angst og ligefrem frygt. Der er dog også håb, når Jesus siger: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op, og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Ingrid Ank mener ikke, at vi bare uden videre skal købe beretningen om verdens undergang og dommedag som et vilkår i kristendommen eller som en slags historisk faktum. Det er mere stærk poesi. Men teksten rokker ved vores vanetænkning om tryghed frem for alt andet.

”Teksten giver ikke noget entydigt svar, for den ene sætning taler imod den anden. Det er en meget modsætningsfuld tekst. Læser man den for at få at vide, hvordan det så bliver i de sidste tider, så får man ikke ret meget ud af den. Men man får en fornemmelse af, at tid er noget, der kommer en i møde, og noget, vi ikke har styr på. Mennesker gør sig altid forestillinger om, hvad det er, der kommer. Men Bibelen bliver dunkel, når vi begiver os ud i de her spekulationer om, hvad der sker i fremtiden, og der står for eksempel heller ikke noget klart om, hvad der sker, når vi dør,” siger Ingrid Ank og forklarer:

”I teksten er der både den nære, almenmenneskelige erfaring af, at det, vi kender, forsvinder, og det, vi ikke kender, bliver til. Man kan også komme til at tænke på, at vi i lang tid har opfattet verden som tryg og velkendt. I dag er vi mere bekymrede og i tvivl om, hvorvidt verden, som vi kender den, kan blive ved med at være der. Hvordan skal vi forholde os til det? Skal vi klamre os til verden, som vi kender den, eller skal vi tænke, at sådan kan det ikke blive ved med at være? Måske behøver det hele ikke at gå ad helvede til,” siger hun.

Ifølge Ingrid Ank er det påfaldende så meget, der tales om tryghed i dag. Som om det er det eneste, vi vil have.

”Jeg er ikke imod tryghed, men tryghed er også, at alting er, som det plejer. Der er også noget stilstand over tryghed. Det er ikke mærkeligt, at der er meget fokus på utryghed i dag. Men spørgsmålet er, om tryghed er det eneste du ønsker; en verden, som du fuldstændig kender og forstår. Den vanetænkning ligger der et opgør med i søndagens tekst. Man kan blive fanget ind i det her tryghedssprog, så det bliver det eneste parameter, man måler sit liv på. Et trygt liv, tak for det, der skete ikke noget. Det er da værd at tænke over, og selvom jeg ikke mener, at vi skal købe historien med de sidste tider og dommedag, så sætter teksten mine tanker i gang i den retning. Der kan være noget befriende i at tale om, at der kunne være noget andet end tryghed,” siger hun.

Hun mener , at vi må erkende, at det at være voksen er forbundet med utryghed.

”Man kan minimere den, men det at leve er, at tingene er en lille smule uforudsigelige. Ved at komme ud af det tryghedshamsterhjul, bliver man måske mere frimodig.”

Ingrid Ank er vokset op i et rækkehus nord for Aarhus med forældre, der begge var akademikere. Der var mere middelklasse end utryghed og uforudsigelighed over det, erkender hun. Højskolesangbogen var en fast bestanddel i barndomshjemmet.

”Jeg voksede op med en mor, som var gymnasielærer og underviste i religion og engelsk. Men hun har en stærk interesse for teologien. Jeg husker, hun på et tidspunkt tog os med for, at vi skulle se Søren Kierkegaards forlovelsesring. Ikke at jeg forstod så meget af det. Men det er blandt andet med hende som inspiration, at jeg endte med at læse teologi. Jeg blev simpelthen nysgerrig efter, hvordan det kunne give mening at være teolog, og hvad kirkens tradition er for en størrelse,” siger hun.

”Jeg er ikke så optaget af, at vi skal sætte mærkater på hinanden efter kirkelig retning eller tradition, men jeg befinder mig da godt med et grundtvigsk livssyn. Jeg mener heller ikke, at vi skal granske troen hos hinanden. Ordet tro er for mig en overbudsting, og jeg går ikke ind for de undersøgelser, som hele tiden spørger til danskernes tro. Man burde spørge anderledes. Jeg tænker ikke meget på min egen tro. For mig er tro en tilgang til livet som en gave og en fornemmelse af at være forbundet med det andet menneske. For mig er håbet og kærligheden mere interessant end troen.”

For Ingrid Ank rejser teksten spørgsmålet om det nye, når Jesusbarnet bliver født, og Guds søn kommer til verden, samt hvordan vi opfatter det nye, og hvad det er for noget. For tager man for eksempel moden, så skifter den fra år til år, og den nye mode er en reaktion på den gamle. Det samme gælder kunsten.

”Det er nyt, men det er ikke helt nyt, fordi reaktionen bygger på det, der var, eller skælder ud på det, der er gået forud,” siger hun og tilføjer, at spørgsmålet om fornyelse også ligger i den kristne tradition.

”Vi står med tekster fra Det Gamle Testamente fulde af forventning om Messias, som så bliver noget helt andet, end vi troede. Man forventer en konge, men man får et barn i en stald. Man forventer frelseren, men man får også de sidste tider og dommedag. På en eller anden måde må vi erkende, at vi som mennesker er på gyngende grund og ikke altid er i sikkerhed. Vi længes, og vi forventer, men måske ender det, der sker, med at være noget, vi ikke kunne forestille os. Der ligger noget drillende i nogle af bibelteksterne i retning af, at vi gerne vil have en fornyelse, men når det så sker, har vi ikke helt styr på det. Hvad er det, der skal ske i de sidste tider? Det får vi ikke noget svar på.”