Prøv avisen

Turistpræst på sommerarbejde

Claus Helsbøl påtager sig gerne rollen som turistpræst på Rømø, hvor kirken gennem et væld af koncerter og aktiviteter om sommeren forsøger at ramme øens mange turister. Privatfoto. Foto: Poul Klavsen Denmark

I et af Danmarks velbesøgte turistområder Rømø er kirken om sommeren åben for alle øens turister. I morgen skydes et ugelangt maraton om komponisten Bach i gang

Der er de præster, som har kalenderen mest fyldt op til jule- og påsketid. Og der er de præster, for hvem søndagens højmesse står som ugens højdepunkt.

Sådan er det ikke på Rømø den lille ø i Vadehavet vest for Skærbæk. Turister fra ind- og udland valfarter i sommermånederne til dens 2500 fritidshuse og camping- og teltpladser, på ferie med sand, strand og lyden af Vesterhavets bølger. SE OGSÅ: Læsernes fotos: Med troen på ferie

I Rømø Kirke har man og-så øje for turisterne. Gennem de seneste år har man skruet mere og mere op for aktiviteterne i sommermånederne. Der holdes gudstjenester på både dansk og tysk. Et væld af koncerter. Foredrag og åben kirke. Næste år bydes der også på folkelig sommerhøjskole.

Jeg er blevet inspireret af kirker på de tyske vadehavs-øer tæt på os. Her har man en tradition med længevarende kirkelige sommerforløb for turister. Hvor man i dansk kirkesammenhæng ofte lægger mange foredrags- og højskoleaktiviteter i de mørke efterårs- og vintermåneder, oplever vi, at det er meget populært med vores aktiviteter om sommeren, siger Claus Helsbøl, sognepræst på Rømø.

I år er man parat med en helt ny satsning, et såkaldt Bach-maraton. Organisten fra Christianskirken i København, Søren Johansen, er inviteret til Rømø. Han spiller fra i morgen samtlige af Johann Sebastian Bachs musikalske kompositioner på kirkens orgel. Øens mange turister og lokale kan se frem til 22 timer med lyden af Bachs toner fordelt over 12 dage. Hver eneste dag kan turister gå inden for i kirken og nyde musikken, og hele forestillingen vil være indrammet af gudstjenester.

Musik og i særdeleshed kirkens musik har gennem flere år været et trækplaster. Det er noget, som øens feriegæster sætter pris på, fremhæver Claus Helsbøl, der nyder rollen som turistpræst i sommermånederne.

De mange turister skaber et liv omkring kirken. Jeg oplever, at vores faste menighed sætter pris på, at der kommer mange udefra, som de kan snakke med, og verden på den måde kan åbnes.

For turistpræsten er det helt afgørende, at kirken tager del i øens kultur- og folkeliv.

Han ønsker ikke en kirke trængt op i et hjørne, hvor den primært gør sig bemærket med gudstjeneste for de få.

For mig er kirken en helt naturlig del af det folkelige og kulturelle liv i bredeste forstand. Jeg har en grundtvigsk tilgang, og ser det meget som sammenhængende størrelser.

Samtidig med, at kirken inviterer indenfor til alt fra færøsk folkemusik til svenske folkeviser og vadehavsfortællinger, er den i høj grad også ramme om gudstjenester og det endda også på fremmedsprog til glæde for turisterne.

Hver søndag er der i sommermånederne gudstjeneste på tysk. Den tysk-evangeliske kirke låner vores kirke og kommer med deres egen præst, fortæller Claus Helsbøl og fremhæver, at Rømø Kirke også har været lånt ud til andre konfessioner.

Indtil for få år siden blev der holdt katolske messer. Det er dog blevet indstillet på grund af mangel på præster.