Tusindvis af raske hunde aflives

Hvert år aflives 15.000 hund, fordi deres familier ikke har sat sig godt nok ind i, hvad det vil sige at have hund

Hver dag året rundt bliver der i gennemsnit aflivet omkring 40 hunde hos danske dyrlæger, fordi hundene og deres ejere ikke passer sammen. Hundene er »adfærdsvanskelige«, de gør overdrevent meget, snapper eller får andre unoder, som deres ejere har svært ved at leve med. I alt aflives der årligt flere end 15.000 hunde i Danmark på grund af problemer mellem dyr og ejer, viser opgørelser fra de praktiserende dyrlæger. Tallet bekymrer dyrlægerne, som i næste måned indleder en kampagne, der skal få potentielle dyre-ejere til at søge mere rådgivning, inden de beslutter sig for at købe en hund. - Det er et ulykkeligt problem. Det er synd for hundene og deres ejere. Det er ikke godt, hvis en familie får den oplevelse, at de ikke egner sig til at have med levende dyr at gøre, siger dyrlæge Vibeke Korup, der er medlem af bestyrelsen i Sektion for Smådyr under Den Danske Dyrlægeforening. Når så mange hunde bliver aflivet, fordi forholdet til deres tobenede ejere kører af sporet, hænger det efter dyrlægernes opfattelse sammen med, at hundeejerne gør for lidt ud af at undersøge, hvilken type hund, de er i færd med at anskaffe sig. De ved for lidt om hundens egenskaber og temperament og for lidt om dens fysiske behov - og det kan give nogle slemme overraskelser. - En kanin er en kanin, og en hamster er en hamster, men hunde er forskellige. Derfor kan det gå galt, hvis man ikke har sat sig nok ind i, hvilken hund man bør have, siger Vibeke Korup Fuldtidsarbejde rimer ikke på hund I dyreværnsorganisationen Dyrefondet, der især beskæftiger sig med familiedyr som hunde og katte, er erfaringen, at alt for mange mennesker anskaffer sig en hund uden at vide, hvad de går ind til. Fondets konsulenter bliver hver dag ringet op af 40-50 mennesker, som har problemer med deres hunde og beder om råd. Problemerne opstår først og fremmest, fordi det kniber med at få tid nok til at tage sig af hunden. Fuldtidsarbejde og hunde er simpelthen meget svært at få til at gå op i en højere enhed, mener Dyrefondets direktør, Jan Nielsen. Dyrefondet fraråder direkte at købe hund, hvis begge parter har fuldtidsarbejde. - Det er ikke nok at kunne lide dyr. Hvis folk er meget glade for dyr, men arbejder otte timer om dagen, råder vi dem altid til at købe en kat, siger Jan Nielsen. Han peger på, at mange også overser, at beslutningen om at få en hund rækker 12-15 år frem i tiden. Det har især betydning for unge mennesker, som måske er alene, når de køber hunden, men senere får børn. Hvor det i forvejen kan være slemt at få tiden til at slå til, når begge gerne vil gøre karriere, bliver det endnu værre, når der kommer et barn. Problemerne til trods fremhæver Jan Nielsen, at det godt kan lade sig gøre at have både børn og hund - det kræver bare mere omtanke fra de voksnes side. Dyrefondet har skrevet adskillige pjecer om det at have hund og gør meget ud af at give potentielle hundeejere et realistisk indtryk af, hvad det er de går ind til. - For os er det ikke noget mål, at der er mange hunde i Danmark. Tværtimod. Vi vil hellere have færre hunde, som bliver behandlet godt, pointerer Jan Nielsen. Dyrlægernes kampagne om køb af hunde begynder den 1. september. Gennem annoncer i ugebladene vil dyrlægerne tilbyde gratis rådgivning til alle, der overvejer at anskaffe en hund eller et andet kæledyr. Side 9 og leder på bagsiden