TV 2-regioner ændrer regler for konkurrence: Kirker må gerne deltage

Religiøse og politiske fællesskaber var ikke velkomne, lød det i forgårs fra TV 2-regionerne, der søgte Danmarks bedste fællesskab. Men de har nu lavet deres kriterier om og tager imod alle fællesskaber uanset tilhørsforhold, fortæller redaktør for TV 2 Lorry Nanna Andreasen

Nanna Andreasen er en af de ansvarlige for en ny konkurrence om gode fællesskaber. –
Nanna Andreasen er en af de ansvarlige for en ny konkurrence om gode fællesskaber. –. Foto: Niels Knuth Winterfeldt/TV 2 Lorry.

Nanna Andreasen, redaktør for TV 2 Lorry, I har oprindeligt lavet en konkurrence, hvor man som religiøst eller politisk fællesskab ikke måtte deltage. Nu har i så ændret formuleringen af jeres kriterier. Hvordan kan det være?

De var uheldigt formuleret, og det var ikke tydeligt, hvad vi mente. Vi har fejlet i vores kommunikation ved at give udtryk for, at der var nogen, der slet ikke måtte være med, og vi var ærgerlige over, at nogle spejderforeninger for eksempel troede, at de ikke kunne tilmelde sig. En kristen forening beskrev på mail nogle fællesskaber, som de også var i tvivl om hvorvidt måtte være med. Men det må de selvfølgelig godt.

Så man må gerne tilmelde sig som religiøst fællesskab?

Ja, helt klart. Det, der er afgørende, er ikke, hvad man har af tilhørsforhold trosmæssigt eller politisk, men at den aktivitet, man laver sammen, har råderum til, at folk må være med, uanset hvad de tror eller stemmer på. Man skal vende den om, for det handler ikke om, hvad man tror på, men om at der skal være plads til nogen i fællesskabet, som ikke tror, eller som tror på noget andet.

Så det er egentlig aktiviteterne, man tilmelder sig på?

Både og. Vi leder efter fællesskaber, hvor man løfter noget sammen, for vi vil gerne hylde de steder, hvor folk går ud og laver noget sammen, for at få flere folk til at gå ud at være med i fællesskaber, hvor de samles om noget.

Kan du give eksempler på religiøse fællesskaber, som du kunne forestille dig ikke lever op til kriterierne?

Jeg ved ikke, hvilke trosfællesskaber der kunne være udelukkende. Det vil jeg ikke spekulere i. Vi forholder os til dem, der tilmelder sig, og ikke til, hvad der findes eller ikke findes derude.

Må en studiegruppe fra en bibelhøjskole melde sig til?

Det må de godt, hvis de er inkluderende.

Skal det forstås sådan, at I spørger dem, der tilmelder sig, om de udelukker det ene eller det andet?

Nej, slet ikke. Det er i alle regioner jurymedlemmerne, der på baggrund af ansøgningen beslutter, hvem de mener skal gå videre, og hvor grænserne for inklusion og mangfoldighed går. Der er otte regioner, man kan tilmelde sig i, og dermed otte juryer.