Prøv avisen
Tv-anmeldelse

Tv-dokumentar om Indre Mission kommer fint i mål og viser DR’s niveau

4 stjerner
Nanna og Daniel fra Indre Missions Unge forbereder sig på en rejse, hvor de skal smugle bibler ind i et land i Mellemøsten, hvor kristne er forfulgte. Turen er ikke uden risiko, så de skal tage mange forholdsregler. – Foto: Hansen & Pedersen/DR

Fire unge mennesker kan aldrig repræsentere en hel bevægelse. Men ”Jesus unge soldater” er indbegrebet af DR3’s eksistensberettigelse. Sidste del sendes i aften

”Jesus unge soldater” er fascinationsfjernsyn, når det er bedst. Denne undergenre til reality-tv, som DR3 har perfektioneret gennem de seneste år med programmer som den aktuelle og bundtriste ”De perfekte piger” og den skønne balletdokumentarserie ”I forreste række”, åbner en sprække ind til – et udsnit af – ungdommen.

For selvfølgelig kan de fire hovedpersoner i ”Jesus unge soldater” aldrig repræsentere hele Indre Mission Ungdom. Ligesom læsere af Kristeligt Dagblad, DR-journalister eller rødhårede heller ikke er ens. Det bliver derfor et lidt underlødigt selvmål, når DR skal klemme alle identifikationsprogrammer ind i en skabelon, hvor det hedder sig, at de giver unik adgang til et lukket miljø, hvad enten det er IMU eller Den Kongelige Balletskole.

Tvivlende Cecilie, charmerende Peter, heftige Nanna og den gemytlige Daniel er produkter af deres tro, men også af deres tid. En selvrefleksiv æra, hvor jeg’et dyrkes. Derfor kan de kun repræsentere sig selv og ikke et trossamfund. Og det gør de med fynd og klem og ungdommens iltre iver.

Gud bliver psykolog, studievejleder og parterapeut, mens troen bliver gjort nogenlunde nærværende for en befolkning, hvor mange krymper sig lidt i forlegenhed, når der bliver sagt Jesus af andre end præsten juleaften.

Faderen, Sønnen og Helligånden bliver brugt af de fire velformulerede unge i flæng med Tinder, cigaretter og eksistentielle småkriser. ”Gud har styr på det,” lyder det gennemgående mantra, og de unge lider, som alle deres generations lidelsesfæller, af en angst for ikke at være perfekte. De fremstår derfor både eksotiske og gennemsnitlige.

Den underliggende præmis i Lisa Borcherts programmer er ikke kritisk journalistik, men en klædelig og respektfuld nænsom nysgerrighed. Det er både seriens svaghed og styrke. Borcherts fascination og indlevelsesevne indgyder utvivlsomt mod i de unge, men materialet svæver på grænsen til gentagne banaliteter efter fire afsnit. Cecilies kamp bliver ikke den indre konflikt, den formodentlig er, men en lidt lad fuser. Nannas higen efter spænding på rejsen med Åbne Døre trækker også ud og bliver overeksponeret.

Forsøget på at skabe et dramatisk narrativ ved at inddele afsnittene i kapitler som ”Tvivl” og ”Kærlighed” gør, at serien på én gang både fremstår tumultarisk og gentager sig selv. Den hidsige klipning skal skabe fremdrift, men når der ikke er så meget udvikling, bliver det abrupte et rent formmæssigt udtryk uden indholdsmæssig klangbund.

”Jesus unge soldater” ligger lunt i slipstrømmen af DR3’s velfortjente succeser. Men tænk at skulle savne det selvrefleksive kamera, når de unge i andre DR3-programmer filmer sig selv. Lisa Borchert er dygtig til at dølge sine spor, men de hastige skift mellem iscenesatte interview, lidt ufri, opstillede samtaler og dækbilleder giver serien et bedaget udtryk på DR3’s ellers friske sendeflade.

Der er altid en fare i at træde frem, men her er ingen skade sket for de fire unge. Det er nærmest nænsom oplysning til borgerne om missionen. Radikalisering i politisk forstand er der i hvert fald ikke meget af.