Tv-vært: Jeg tog alle mine bøger om spirituel vækst og smed dem ud

Skuespiller Dina Al-Erhayem blev religiøst søgende som voksen og var både kristen og buddhist. Men først da hun lod kristendommen stå alene, blev det klart for hende, at tro handler om relationer og beror på barnlig tillid

Skuespiller og tv-vært Dina Al-Erhayem har været omkring flere religiøse fællesskaber, før hun faldt til i kristendommen.
Skuespiller og tv-vært Dina Al-Erhayem har været omkring flere religiøse fællesskaber, før hun faldt til i kristendommen. Foto: Pressefoto.

Jeg er opvokset i overvejende ateistiske rammer præget af en sekulær tankegang om, at tro og videnskab ikke kan forenes. Jeg har i min opvækst mødt talrige mennesker, der betegner troen som en sutteklud for folk, der lidt sat på spidsen er mindre begavede.

Men på trods af alle de ateistiske prægninger blev jeg religiøst søgende som voksen. Det skete, efter jeg var blevet uddannet skuespiller og var begyndt at arbejde som vært på DR. Jeg stod et sted, hvor jeg var blevet godt mæt af hele succes- og præstationskulturen.

Jeg begyndte at gå i kirke, og en ny verden åbnede sig for mig. Men jeg havde store udfordringer med at sluge, at sandheden findes gennem Jesus og Bibelen, for jeg havde ikke noget kristent gelænder, som Niels Hausgaard så rammende udtrykker det.

Samtidig med at jeg kom i kirken, kom jeg også på Vækstcenteret ved Jes Bertelsen (et alternativt bo- og kursussted med buddhistisk afsæt, red.). Jeg så mig selv som kristen, men jeg ville på det tidspunkt ikke afskære alle andre åndelige veje. Men den 24. september 2016 ændrede alt sig. Jeg tog alle mine bøger fra Vækstcenteret og smed dem ud. Med det bekendte jeg mig 100 procent til Jesus, og jeg valgte ham alene. Det føltes som enden på 12 års religiøs vandring, hvor jeg endelig kunne sige helt og rigtigt ja til Jesus. Og med det kom Guds kraft til mig, og jeg blev født på ny med Helligånden og sat fri med kærlighed og fred. Det var simpelthen gudsbeviset for mig.

Jeg lavede trosprogrammer på DR 2, og tro havde hidtil været et intellektuelt projekt for mig. Men da jeg valgte Jesus, forstod jeg, at tro er meget mere relationelt og beror på barnlig tillid – og heldigvis for det.

I dag mærker jeg min tro i bønnen og i lovsangen i kirken, hvor Guds ånd kommer os i møde. Jeg mærker den, når jeg står i et valg. Jeg beder om Guds vejledning og visdom, og jeg oplever, at jeg får den. Det står også som et tydeligt løfte i Bibelen, at vi kan bede om visdom, og så vil Gud svare os.

Nogle gange vågner jeg om morgenen ved Guds stemme. Første gang, det skete, sagde han ”Jeg er din skaber, og jeg er med dig.” Jeg har også oplevet Guds kraft manifestere sig gennem bøn, da en ung mand, jeg ikke kendte, i kirken lagde hånden på mig og bad for mig og for den ryglidelse, jeg havde. Og bønnen helbredte mig.

Som den store skeptiker, jeg førhen var, havde jeg nok brug for disse stærke oplevelser af Gud og Helligånden. I dag er jeg overbevist om, at hvis man tager Gud på ordet og bruger de muligheder, der står i Bibelen, er der en kæmpe høst at hente.

Hvad har udfordret din tro?

Det har den ateisme, der har hjernevasket mig, og den skepsis over for det religiøse, som er blevet så klar en del af samfundet. I dag ved jeg, hvor meget jeg ville være gået glip af, hvis ikke jeg havde åbnet mig for Guds kærlighed. På den måde har jeg oplevet en personlig reformation af både min tro og mit syn på livet. Men det betyder ikke, at min tro ikke fortsat bliver udfordret af, at jeg stadig lever i det skeptiske samfund. Det er svært ikke at blive påvirket af.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det bedste råd, jeg har fået, er at spise maden frem for kun at studere opskriften. I praksis betyder det at turde at være frimodig og bede for mennesker. Altså frem for kun at læse og tale om bøn, så også praktisere et kristent fællesskab med bøn, lovsang og ærlighed om, hvor skoen trykker, og hvor man har brug for at blive sat fri og vokse som menneske. Der er så mange konkrete løfter i Bibelen til, hvordan man inviterer Jesus dybere ind i sit liv. På den vis har min tro medført et fokusskifte til at stole på Guds plan. Når Gud siger nogle ord til mig om morgenen, forstår jeg ikke altid dybden af, hvad det betyder. Jeg har flere gange oplevet, at jeg senere på dagen står i en situation, hvor Guds ord giver mening. Det har styrket min tiltro til, at Gud har en plan for mit liv, og hvor jeg skal hen, og at han i små glimt delagtiggør mig i det.