For den katolske kirke i Australien har fastetiden med dens vægt på omvendelse og bod fået en særlig betydning i takt med, at en regeringskommission har afdækket omfattende misbrug af børn blandt præster, ordensfolk og kirkelige ansatte. Den katolske kirkes ledelse i Australien har beklaget dybt, og ærkebiskoppen af Sydney, Anthony Fisher, har betegnet den institutionelle kirkes reaktion på misbruget som “kriminel forsømmelighed”. Flere end 4000 børn menes at være blevet misbrugt seksuelt mellem 1950 og 2015.
Det deprimerende mønster af præster, der diskret blev forflyttet, og biskopper, der ikke reagerede på ofrenes anmeldelser, genkendes fra tilsvarende skandaler i USA og Europa. Kombinationen af dårlig rådgivning, arrogance og misforstået overbærenhed fik mange biskopper i sidste halvdel af det 20. århundrede til at sætte kirkens ry højere end ansvaret for de børn og unge, som den havde fået i sin varetægt.
Også tre medlemmer af pavestolens egen kommission til beskyttelse af mindreårige er blevet indkaldt som vidner i den australske undersøgelse og har benyttet lejligheden til at udtrykke frustration over, hvor langsomt arbejdet går med at ændre kulturen i den katolske kirke centralt. Ifølge det amerikanske tidsskrift National Catholic Reporter fik deres udtalelser den australske undersøgelsesdommer til at konstatere, at ”for en udefrakommende ligner det billede, I tegner, en global institution, der slås med at få styr på børns sikkerhed og dets ansvar på det område.”
Det første vigtige opgør med biskoppernes forsømmelighed i misbrugssager kom i 2001, da kardinal Joseph Ratzinger – den senere Benedikt XVI – skulle de rapporteres direkte til Troslærekongregationen i Rom, som påtog sig den videre sagsbehandling baseret på princippet om nul tolerance. Den større opmærksomhed på problemet, der herefter blev normen, og den ensartede sagsbehandling er formentlig en vigtig grund til, at relativt få sager daterer sig til det seneste tiår.
Misbrugsskandaler var også et tema, da pave Frans blev valgt i 2013, og den argentinske pave nedsatte hurtigt en særlig kommission til beskyttelse af mindreårige. Kommissionen skulle rådgive pavestolen og sikre, at alle biskopper forstod problemets alvor. En række fremtrædende fagspecialister og lægfolk fik også sæde i kommissionen – heriblandt to, der selv var blevet misbrugt som børn.
Meget tyder dog på, at den pavelige kommissions arbejde bliver modarbejdet af kræfter internt i Vatikanet. Medlemmer har klaget over det meget langsomme tempo i implementering af forandringer og om mangel på ressourcer. Fustrationerne i kommissionens arbejde har medført en del udskiftning blandt medlemmerne og har fået det ene tidligere misbrugsoffer, Peter Saunders, til at tage orlov fra arbejdet. For kort tid siden satte det tilbageværende offer, irske Marie Collins, trumf på, da hun også trak sig, skønt hun fortsat vil arbejde med kommissionen som konsulent.
I kommentarer til National Catholic Reporter inddrog Marie Collins også paven og fremhævede, at det er et problem, hvis Frans giver indtryk af ikke at have styr på reformprocessen.
”Det, som paven har sagt, er en sand afspejling af, hvad han mener om misbruget. Men jeg tror, at dele af Vatikanet tænker gammeldags og ikke er med. Og det er meget skuffende i 2017. Han har lært en masse. Ingen begynder med at forstå det hele. Det er ikke altid, han har helt styr på det, og jeg er sikker på, at han har begået fejltagelser. Men fundamentalt set har han den rette indstilling,” sagde hun om pave Frans.