Der er én detalje i morgendagens evangelietekst, der stritter ud som en byld, når medlem af folketinget Daniel Toft Jakobsen (S) læser den. Teksten er beretningen om Jesus og disciplene, der befinder sig på en båd i et grimt uvejr. Mens Jesus sover, bliver disciplene bange for at gå under. De vækker ham og beder om hjælp.
”Hvorfor er I bange, I lidetroende,” siger han, hvorefter han rejser sig og truer ad storm og sø, der lægger sig og bliver blikstille.
Det er den sidste del, der skærer i Daniel Toft Jakobsens øjne. I store dele af sit liv har han støttet sig ved, at det er i orden at tvivle. Og at der ikke er noget galt i at være skeptisk anlagt. Så hvorfor virker Jesus så irettesættende over for de bange disciple, der beder om hans hjælp?
”Han virker jo nærmest helt morgensur efter at være blevet vækket,” siger han.
38-årige Daniel Toft Jakobsen er opvokset i et kirkeligt hjem. Som barn gik han i søndagsskole, og familien bad bordbøn. Tro var altså langtfra fremmed for ham. Heller ikke da han begyndte at læse statskundskab i Aarhus som 21-årig. Alligevel var det i disse år, i begyndelsen af 20’erne, at det for alvor gik op for ham, at det var normalt at tvivle.
Inden da havde perioder med tvivl anfægtet hans tro. Han kom fra en tid, hvor det ikke var normalt at tale åbent om tvivl, som han siger. Så da han som studerende mødte andre kristne, der fortalte om deres oplevelser med tvivl, var det befriende for ham.
”Jeg er en meget skeptisk person. Det er en vidunderlig ting ved det danske uddannelsessystem, at man lærer at tænke kritisk. Men det var ikke altid godt for min tro, at jeg skulle forholde mig så skeptisk over for alt. Inden det gik op for mig, at det var i orden at tvivle, var perioder med tvivl meget anfægtende for min tro,” siger han.
Når han læser evangelieteksten til i morgen ser han et helt simpelt hovedbudskab.
”Det første, jeg får ud af teksten, er heldigvis den helt banale og gode fortælling om, at det er godt at have Jesus med, når det blæser i ens liv. Disciplene kunne blive bange, og de kunne kalde på Jesus, ligesom vi også kan i dag.”
Det er en vigtig pointe, mener Daniel Toft Jakobsen, at Jesus i beretningen er med i båden. Det er et billede på trygheden ved at have troen med som fundament i livet. Noget som står i modsætning til det, han kalder en bekymrende tendens, der vinder frem.
”I vores tid er der lagt stor vægt på, at vi skal finde styrken og sandheden inde i os selv. Det er enormt vigtigt for mig, at jeg har en ramme om mit liv, der er uafhængig af mig selv. Når jeg søger styrken og svarene i mit eget indre, er det ikke altid godhed, jeg finder. Det er det ikke for nogen, og derfor bekymrer det mig, at vi bliver mere og mere religionsfremmede i Danmark. Du behøver ikke være troende for at have et godt liv, men det at have et fundament, der er uafhængigt af dig selv og af dit indre, er vigtigt.”
Derfor interesserer han sig for begrebet åndsfrihed, siger han. Det er blevet en vigtig sag for ham som politiker at give mulighed for, at forskellige livssyn – for eksempel religiøse – kan eksistere på lige vilkår med det dominerende sekulære livssyn i landet.
”Jeg vil gerne bekæmpe holdningen om, at tro er en privatsag, og at den kun må praktiseres derhjemme bag nedrullede gardiner. Den holdning er med til at gøre os fremmede over for religion, og vi har brug for blandt andet religion som et modsvar til tidens trend om at finde alle svar inde i os selv.”
Evangelietekstens dramatiske fortælling om brud på naturlovene står i modsætning til Daniel Toft Jakobsens egne oplevelser med tro. De er for det meste mere stilfærdige, og foregår over længere perioder. Som da han fandt fred med, at det var i orden at tvivle.
”Det er sjældent, at jeg oplever metafysiske ting ske. Men jeg har en personlig tro på, at der er en Gud, og på, at han kan bedrive undere og få overnaturlige ting til at ske. Måske har jeg ikke det store behov for at opleve det. Måske er jeg nogle gange blind for det. Jeg tror nok mest med hovedet og ikke specielt meget med følelserne.”
Det foregik også stilfærdigt, da han nåede frem til, at tvivlen ikke er et mål i sig selv. Efter han fandt fred i, at det var i orden at tvivle, begyndte tvivlen at blive en fastgroet og nærmest tilbagelænet tilstand. Det bør det ikke være, mener han, og det er morgendagens evangelietekst et bevis på.
For når det skærer i hans øjne, at Jesus irettesætter disciplene for at være bange, er det nok, fordi han selv har haft en tendens til at forherlige tvivlen, mener han.
”Først var tvivlen et problem for mig, fordi jeg gjorde det til et meget større problem, end det i virkeligheden var. Selv disciplene kunne jo tvivle. Siden blev den et problem, fordi jeg kom til at hvile lige lovligt meget i den og dyrke den i stedet for også at lade den nage og anfægte mig. Jeg tror, det er et vigtigt budskab i teksten, at vi skal bruge tvivlen som et middel til løbende at søge troen og den fred og tryghed, som troen kan give. Tvivlen må aldrig være et mål, selvom den er umulig at undgå.”
Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike i morgen?
Jeg ville forsøge at formidle storheden i det, som måske kan lyde banalt: At det er godt at have Jesus med i sit liv, når det stormer. Jeg ville nok også hæfte mig ved, at selv disciplene kunne være bange og tvivle og ved det svar, som de får fra Jesus.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Det ved jeg ikke. Men i Danmark anno 2017 kunne vi godt have gavn af at lytte til buddet om at holde hviledagen hellig. Hvordan man lige gør, er måske ikke så vigtigt. Men vi har brug for pauser og hvile i vores liv – blandt andet til at dyrke vores nære relationer.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Så vidt jeg husker, indledte min barndomspræst altid gudstjenesten med et ønske om en stund præget af ånd og alvor, fest og glæde. Det siger det egentlig meget godt.
Hvordan er dit gudsbillede?
Gud er kærlighed. På trods af mine mange fejl og mangler er jeg elsket af Gud. Og det samme gælder alle andre.