Det er ikke så tit, at Det Teologiske Fakultet i København oplever stor mediebevågenhed, når de offentliggør forskningsprojekter. Men de seneste dage har et nyt ph.d.-studie fået stor opmærksomhed, og flere har sat spørgsmålstegn ved dets tema og forskeren bag.
Fredag eftermiddag offentliggjorde fakultetet i en kort introduktion af den nye ph.d.-studerende Dina Amlund, som er uddannet i moderne kulturhistorie og den seneste tid især har gjort sig bemærket som krops- og tykaktivist, at hun skal ”bevise, hvordan tykfobi er en bærende struktur i vores kultur og samfund, der undertrykker mennesker”.
Dina Amlund er koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige og har blandt andet udtalt, at hun mener, tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.
Men hvad har en ikketeologs forskning i tykfobi med teologi at gøre, lyder det på sociale medier fra både teologer, forskere og politikere. Her kaldes det nye ph.d.projekt blandt andet for idioti og pseudovidenskabeligt ævl, og flere undrer sig også over, om en kropsaktivist overhovedet kan sættes til at undersøge et område, som hun har så stærk en holdning til.
De spørgsmål vil Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen gerne besvare. Hun er lektor på afdelingen for systematisk teologi på Københavns Universitet, vejleder for Dina Amlund og har selv forsket i kroppens teologi og sundhed.
”Mange tror, at forskning i teologi har med Gud at gøre, som om Gud ikke havde med verden at gøre. Men det omfatter en lang tradition med at udforske Guds forhold til verden og blandt andet se på den historiske kontekst, forskellige problemstillinger behandles i, og de normer, som hersker på bestemte tidspunkter i samfundet. Begrebet tykfobi er historisk nyt, men forbundet med udforskningen af angst, hvilket netop er et urgammelt teologisk tema, ikke mindst inden for eksistensteologien, og Dina Amlund skal undersøge, hvorvidt man både i dag og tidligere har været bange for fedt, og hvorfor man har været det. I dag er sundhed, og herunder vægt, i øvrigt også næsten blevet en religion. Mange vil forbinde spørgsmål om motion og kost med skam og skyld, som netop også er teologiske fænomener,” siger hun.
At Dina Amlund ikke er uddannet i teologi, er ifølge vejlederen snarere en fordel, da hun netop skal bruge kulturstudier i sit arbejde. Og hun ser det ikke som et problem, at hendes nye ph.d.-studerende har markeret sig som kropsaktivist, da det ikke har noget med ph.d.-projektet at gøre. Der var også tale om en fejl, da fakultetet i deres første introduktionstekst se skrev, at Dina Amlund skulle ”bevise”, hvordan tykfobi er en bærende struktur i samfundet, tilføjer hun.
”Hun skal udforske et felt og en struktur. Det er nærliggende at blande forskningen samme med hendes aktivisme, men det har intet med hinanden at gøre, og hun har gode forudsætninger for at kunne skelne mellem interesser og faglighed. I dag har vi jo også mange præster i folkekirken, der forsker på universitetet, uden at vi tvivler på deres resultater. Jeg synes ikke, det er fair at mistænkeliggøre hende, før hun er startet,” siger hun og tilføjer, at Dina Amlund desuden ikke er ansat på universitetet, men indskrevet på en friplads. Det betyder, at hun ikke får løn, men kun får finansieret blandt andet vejledning og kurser.
Henrik Dahl, der er forskningsordfører for Liberal Alliance, og som netop har udgivet bogen ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden” om blandt andet identitetspolitikkens indtog på landets universiteter, er ”yderst skeptisk” over for, at Det Teologiske Fakultet med det nye ph.d.-projekt inviterer aktivismen indenfor.
”Hvis hun færdiggør projektet, ender hun med at få en titel, der blåstempler hendes aktivisme og giver den en fernis af videnskabelighed. Man skulle undre sig meget, hvis hun kommer frem til et forskningsresultat, der ikke harmonerer med hendes aktivisme,” siger han.
Derudover er selve forskningsfeltet, det Henrik Dahl kalder ”forurettelsesstudier”, yderst problematisk. Det vil sige forskning i blandt andet køn, hudfarve, lgbt+-rettigheder og i dette tilfælde tykfobi.
”Hele den her postmodernistiske og dekonstruerende tradition er komplet pseudovidenskab. Selvom du er mesterkok, kan du ikke lave god mad af fordærverede råvarer, og råvarerne i denne del af forskningen er simpelthen fordærvede. Det er enormt mærkeligt, at Det Teologiske Fakultet udbyder et ph.d.-projekt i pseudovidenskab,” siger Henrik Dahl.
Sognepræst i Borup Kirke Katrine Winkel Holm er ”dybt rystet”. Ifølge hende har ph.d-projektet intet med teologi at gøre, men er i stedet udtryk for en ”gakket identitetspolitisk hest, der skal hyppes”.
”Jeg forstår ikke, at man vælger et sådant projekt frem for noget solid fordybelse i systematisk teologi. Det kan godt være, at det er god tykfobi-aktivisme, men det er i hvert fald ikke god systematisk teologi,” siger hun.
”Det er en fuldkommen degenerering af faget, når et projekt som dette kan slippe igennem.”
Ifølge Svend Andersen, der er professor emeritus i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet, er der dog ikke umiddelbart noget galt i, at de teologiske fakulteter beskæftiger sig med anderledes temaer.
”Jeg kender ikke til den nye forsker eller hendes forskning, men det, at en person med ikke-teologisk uddannelse skriver ph.d. på teologi, er der intet mærkeligt i. For det hører med til dansk teologi, etik og religionsfilosofi, at man er meget åben for alle de problemstillinger, der gør sig gældende i samfundet. Jeg synes også, det lyder som et pudsigt projekt, men det, at hun forsker på teologi med en vejleder derfra, bør være en garanti for, at der bliver lagt en seriøs vinkel på det. Det kan måske ligefrem være med til at opkvalificere en debat, som ellers kan være præget af fordomme,” siger han.
Dina Amlund har ifølge fakultetet ikke noget at tilføje til sagen.