Prøv avisen

Tyrkisk politi beslaglægger fodboldfaner med kristne symboler

I sidste uge fik tyske fans af den tyske fodboldklub Borussia Mönchengladbach frataget deres faner (billede) forud for en kamp mod den tyrkiske klub Basaksehir F.K. i storbyen Istanbul. Foto: Huebner/Imago Sport/Ritzau Scanpix

Fans af tysk fodboldklub fik forbud mod at flage med kristne symboler under kamp i Istanbul

Tyrkiets kristne arv går helt tilbage til det første århundrede e.Kr., men de tyrkiske myndigheder i det overvejende muslimske land har tilsyneladende et anstrengt forhold til kristne symboler.

I sidste uge fik tyske fans af den tyske fodboldklub Borussia Mönchengladbach frataget deres faner forud for en kamp mod den tyrkiske klub Basaksehir F.K. i storbyen Istanbul.

Det tyrkiske politi konfiskerede fanerne, fordi de afbildede byen Mönchengladbachs våbenskjold, og det indeholder kristne symboler, herunder kors.

Det skriver den tyske netavis merkur.de. De tyske fans føler sig uretfærdigt behandlet, og direktøren for den tyske fodboldklub, Max Eberl, beskylder Tyrkiet for at være et ”politidiktatur”.

Hændelsen føjer spot til skade i forholdet mellem Tyrkiet og Tyskland, som de senere år har været stærkt anstrengt, blandt andet efter at det kom frem, at imamer tæt knyttet til den tyrkiske regering har udspioneret folk, skoler, medier og organisationer i Tyskland.

Tyskland er hjem for tre millioner mennesker med tyrkiske rødder, verdens største tyrkiske diaspora. Den tidligere formand for det tyske miljøparti De Grønne Cem Özdemir, der selv har tyrkiske rødder, kræver konsekvenser af det tyrkiske indgreb over for de tyske fodboldfans. Han ser hændelsen som led i den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans, forsøg på at stramme grebet om det tyrkiske samfund, fremme islams rolle og tilrane sig stadig større magt.

”Når fans i kristendommens vugge i dag får frataget deres faner, fordi der befinder sig et kors på dem, så viser dette Erdogan-regimets fuldstændige intolerance,” siger han til online mediet Ippen-Digital-Zentralredaktion og langer ud efter den tyske forbundsregering for at holde hånden over det tyrkiske regime.

Tysk politik skal ”ikke igen optræde som Erdogans stabilisator”, siger han med henvisning til, at Tyskland og EU de seneste år har gjort sig afhængige af Tyrkiet for at dæmme op for tilstrømningen af migranter til Europa fra og via Mellemøsten.

Det er ikke første gang, at religiøse symboler i fodbold vækker ballade i Tyrkiet. I 2007 spillede den italienske klub Inter Milan i Istanbul med et rødt kors på en hvid baggrund på holdtrøjen. Ifølge merkur.de vakte trøjen vrede i Tyrkiet og blev beskyldt for at krænke muslimers følelser, da korset bar mindelser til tiden under de kristne korstoge.

Det moderne Tyrkiet blev grundlagt som en sekulær republik på ruinerne af Det Osmanniske Rige i 1923, men Erdogan og hans parti, AKP, har de senere år forsøgt at trække landet i en mere islamistisk og nationalistisk retning, og det har gjort livet sværere for mange kristne og andre religiøse minoriteter.

Der er eksempler på overfald på konvertitter fra islam og på, at udenlandske forkyndere bliver udvist eller nægtet indrejse. Siden 1971 har den græsk-ortodokse kirke, som tidligere udgjorde et stort mindretal i Tyrkiet, ikke haft lov til at uddanne præster i landet.

Når fans i kristendommens vugge i dag får frataget deres faner, fordi der befinder sig et kors på dem, så viser dette Erdogan-regimets fuldstændige intolerance.

Cem Özdemir, tidligere formand for det tyske miljøparti De Grønne